To point vil betyde alverden

Aftenens kamp mod TTH Holstebro er den sidste i HTH Ligaens 17. spillerunde. Med en sejr vil vores piger indtage ligaens tredjeplads alene, da de øvrige resultater i denne runde har flasket sig sådan, at vi kan komme ét point foran Odense og Herning-Ikast, som vi ellers har ligget á point med i en længere periode. 

Vigtigheden af de to point, som er på spil i aftenens kamp, er ikke til at overse, og blandt pigerne er der heller ingen tvivl om, at der skal kæmpes for hver en bold. 

- Det er ét point der skiller os i tabellen, så det betyder alverden, at en sejr vil sætte os på tredjepladsen. Det er alt andet lige bedre at ligge ét point foran de andre i forhold til at ligge ét point efter og dermed skulle jagte, siger Stine Andersen inden mødet med sin tidligere klub. 

Trods det, at vi kan spille om retten til at indtage tredjepladsen, er der ingen tvivl om, at TTH er et hold, man ikke må undervurdere. Ligaens 11. plads har haft en sværere sæson, men trods pointmanglen har holdet formået at skabe gode resultater i blandt andet Santander Cup. Derfor handler aftenens kamp også om at få bugt med TTH's rytme, og være klar på hvad som helst. 

- Man skal forberede sig lidt på det hele, når man spiller mod TTH. Vi kan f.eks. se, at de har dækket offensivt i nogle af deres seneste kampe, så vi skal forberede os på 6-0 forsvar, men også 3-3 eller 5-1, eller hvad de nu hiver op af ærmet. Det skal nok blive en sjov og spændende kamp, siger Andersen, der slår fast, at fokus ligger på at forbedre spillet fra seneste kamp mod NFH og dermed tage endnu en sejr.

- Fokus er at få to point. Fokus er også på at opgradere lidt på vores angrebsspil i forhold til sidste kamp. Selvfølgelig var det fedt, at vi fik de to point mod NFH, men vores spil var for individuelt, og vi skal gerne hæve niveauet en tand højere op. Men TTH er et hold, der kæmper fra start til slut, og det skal vi selvfølgelig også gøre, hvis vi skal have to point med derfra. Det bliver en hård kamp, slutter den træfsikre højrefløj.

Kampen mod TTH spilles i Struer Energi Park med start kl. 19.00.

Vi gør opmærksom på, at et Viborg HK sæsonkort ikke gælder til kampen.