Den næst-fedeste følelse man kan have

- Det er jo den næst-fedeste fornemmelse, man kan have. Den fedeste fornemmelse man kan have er, når vi spiller godt og vinder. Den næst-fedeste fornemmelse er, når vi spiller dårligt og vinder. Den næst-mindst-fede fornemmelse er, når vi spiller godt og taber, og så er den værste fornemmelse, når vi spiller dårligt og taber. Så jeg står med en rigtig fin fornemmelse lige nu, siger Jakob med et stort smil efter dagens kamp. 

Der er også masser at smile af, for trods store startvanskeligheder formåede pigerne at kæmpe sig tilbage i kampen og med 10 sekunder igen sementere sejren med en scoring til 23-21. Fra kampens begyndelse var der dog ikke meget der tydede på, at der skulle blive sejrsjubel for hjemmepublikum. Næsten 12 minutter skulle der gå, før Viborg HK kom på måltavlen, og på det tidspunkt havde gæsterne nettet fem gange. 

- Vi laver for mange uprovokerede fejl i første halvleg, og vi mis-timer spillet i forhold til hinanden. Det er fejl, som jeg ikke synes, vi har lavet i de andre kampe i 2020. Så lukker vi også for mange mål ind i de første ti minutter. Derefter synes jeg forsvaret kommer bedre på plads og bliver mere stabilt, siger Carin efter kampen og bakkes op af Jakob. 

- Det er altid fortjent når man vinder, men jeg kan godt blive lidt bekymret, specielt i starten af kampen. Der havde vi store problemer. Har man set vores træning i denne uge, så har det været miserabelt. Vi har haft mange spillere, der skulle spares af den ene eller anden grund. Nogle spillere har været ude, mens andre spillere først lige op til kampen fik afgjort, om de kunne spille, og det er det, vi kan se det første kvarter. Vi har ingen sammenhæng i vores spil. Vi dækker dårligt op og laver for mange tekniske fejl. Vi spiller ikke klogt nok og med stort nok flow i vores angrebsspil, og derfor kommer det til at se ud, som det gør, fortæller Jakob. 

Bagud 9-12 ved pause var der nok at snakke om i omklædningsrummet. Der skulle rettes mere op i defensiven, hvor særligt Johanna Westberg var flyvende, og med sine 13 mål var gæsternes bedste. 

- Vi gik til pause med en god fornemmelse af, at vi har lavet alle de fejl, vi skulle i hele kampen. Måske også den næste kamp med. Derfor var der mange ting at rette til, og det fik vi også. Det sidste kvarter af første halvleg dækker vi godt op, og så skulle vi have gang i angrebsspillet. Det får vi også, jeg tror vi scorer 14 mål i anden halvleg, hvilket er acceptabelt, fortæller Jakob, der lidt uvant benyttede næsten hele pausen på at snakke med pigerne. 

- Vi bruger længere tid i omklædningsrummet, end vi plejer. Vi var der næsten i 15 minutter, hvor vi plejer at bruge seks-syv minutter på at snakke, og det gjorde også en forskel i spillet. Vi får snakket godt om tingene, og hvad vi skal have rettet op på. Vi bliver mere direkte og får samlet midten lidt bedre selvom Johanna (Westberg, red.) får scoret mange mål. I angrebsspillet går vi mere på mål og udnytter vores styrker i stedet for at spille sidelæns og kaste boldene væk, fortæller Carin Strømberg, der efter kampen blev kåret til Kampens Viborg HK profil. Fuldt fortjent når man som tilskuer kunne se den rutinerede svensker lige så stille føre an i Viborg HKs comeback. 

Normalt er det kollektivet der fører an i VIborg HKs spil, men i dag vurdere Jakob, at de individuelle kompetencer tog over, og i sampil med en god defensiv fik sejren i hus. 

- Vi vinder jo på individuelle angrebskompetencer og ikke på det kollektive spil. Vi spiller fint kollektivt de første otte-ni minutter af anden halvleg, men derefter bliver det meget individuelt igen. Det er stor cadeau på, at vi kan vinde på det gode defensive arbejde og de individuelle kvaliteter angrebsmæssigt, slutter Jakob. 

Med to point til kontoen hænger pigerne godt ved i toppen af tabellen, hvor der blot er et enkelt point op til København på andenpladsen. Dermed en virkelig vigtig sejr for ambitionen om at slutte grundspillet så højt som muligt i tabelen inden slutspillet skydes igang. 

Næste hjemmekamp er Lørdag d. 1. februar kl. 14.00, når Aarhus United kommer på besøg. 

Billetter til kampen kan købes HER

 

Målscorere for Viborg HK:

Carin Strømberg - 6

Kristina Jørgensen - 6

Maria Fisker - 4

Ida-Marie Dahl - 2

Moa Högdahl - 2

Madeleine Östlund - 1

Anne-Sofie Filtenborg - 1

Stine Andersen - 1