ERIK arkitekter styrker det lokale samarbejde om bæredygtig udvikling 

I december 2019 kunne ERIK arkitekter fortælle, at de i samarbejde med Boligselskabet Sct. Jørgen har udviklet og testet et nyt værktøj på et aktuelt projekt i det nordlige Bjerringbro, Hindbærkrattet, der kan beregne udledning af drivhusgasser for produktion og anvendelse af byggematerialer. ABATE®-værktøjet er designet til at indgå i arkitektens arbejdsproces, så hensynet til klimaet hverken forlænger design- eller projekteringsfasen for byggeriet. Analyserne har vist, at Boligselskabet Sct. Jørgen kan vælge at indarbejde løsninger, der kan reducere CO2-udledningen med omkring 40 % i forhold til de oprindelige planer uden at forøge omkostningerne. Det betyder, at de 12 familier der flytter ind i de nye boliger i Hindbærkrattet, kommer til at leve CO2-neutralt i de første mange år af boligernes levetid.

Sponsorat af verdens grønneste klub

ERIK arkitekter styrker nu det lokale samarbejde om bæredygtig udvikling yderligere. Som ny ærmesponsor for Viborg HK støtter ERIK arkitekter op om klubbens grønne profil og store satsning på udvidelse af de sportslige ambitioner til også at rumme et større samfundsmæssigt ansvar.

Ambitionen er således ikke længere blot guld for Danmarks mest vindende håndboldklub, men nu »både guld og grønne skove«, som det forlyder. Viborg HK vil fremadrettet ikke kun være grønne i kraft af klubbens spillertrøjer, men har taget udfordringen op om at blive verdens grønneste klub.

Jesper Laursen, der er arkitekt og partner i ERIK arkitekter, udtaler:

Det er et prisværdigt arbejde, som vi kun kan bakke op om og udvise den største respekt for. Vi arbejder selv hver eneste dag for både at trække vores egne projekter og arkitektbranchen mest muligt i en bæredygtig retning, så vi forstår både behovet for og vigtigheden af lokale samarbejder og partnerskaber, når man ønsker at gå forrest og gøre noget ekstraordinært. Med vores sponsorat af Viborg HK ønsker vi således at bidrage til opnåelsen af vores fælles målsætninger.

Med alt fra tiltag som bæredygtighedsscreening af projekter, udvikling af værktøjer som ABATE® til uddannelse af DGNB-konsulenter og dannelsen af tværgående, strategiske partnerskaber, har ERIK arkitekter gjort bæredygtighed til en integreret del af virksomhedens strategi mange år frem.

0
0
0
s2smodern