Tabellen snyder - de er ikke et bundhold

For forskere og akademikere er data og tal noget af det bedste at læne sig op ad, hvis man skal have retvisende indikationer om et fremtidigt resultat. I HTH Ligaen er det dog langt fra muligt at spå om en kamps resultat baseret på den data, der vises i tabellen. 

Lige nu indtager Viborg HK ligaens femteplads dog med en kamp mindre, end holdene over os i ligaen. Lørdagens modstander fra NFH derimod ligger lige nu på niendepladsen, hvor de kæmper for at bryde den magiske grænse til top otte, som ved grundspillets afslutning giver adgang til slutspillet. Trods distancen i tabellen, forventer vi dog en spændende og tæt kamp. Det er der nemlig tradition for, når Viborg HK og NFH mødes i HTH Ligaen. 

- Vi forventer ikke andet, end det vi har oplevet tidligere mod Nykøbing. Vi spiller altid tætte kampe mod NFH og har det lidt svært mod dem. Vi havde to gode kampe mod dem sidste sæson i EHF Cup'en, hvor vi knækkede koden. Det må vi hente frem igen og så håbe på, at det bliver en god kamp, siger Moa Högdahl inden opgøret. 

Sidst de to hold mødtes vandt vores piger med fem mål, men som Jakob også sagde til pigerne efter sidste træning inden kampen, så er NFH ikke et bundhold. De er et tophold. Skader har været hårde ved de tidligere Danmarksmestre, men det ser ud som om det er ved at vende, hvorfor det er vigtigt, at alle er fokuserede og klar til kamp lørdag eftermiddag. 

- De har haft mange skader på flere af deres vigtige spillere, så de har haft en mindre trup og ikke mange muligheder for at skifte ind. De har en god start syver, men derefter har de ikke haft så mange spillere at hvile med. Nu kommer der flere spillere tilbage, og vi kan se, at de bliver stærkere, og det tror jeg også er grunden til, at de er ved at komme lidt bedre med i ligaen, siger Moa inden kampen.

Skader kender vi desværre også til i Viborg HK, hvor vi har måttet undvære Pauline, Toft og Laura i en længere periode. Trods det, at pigerne mærker mangler på de skadede spillere, er det ikke noget, de lader sig påvirke af.

- Det er lidt forskelligt, hvor meget vores egen skadessituation mærkes. Det er klart, at det mærkes til træning, men så har vi nogle gode unge spillere, der kommer og træner med. De gør det rigtig godt, men man mærker selvfølgelig, at der mangler spillere, fortæller Moa og uddyber:

- I kamp mangler man dem også. For mit vedkommende mangler jeg jo Pauline, der sidder ude lige nu, og der mærker jeg, at jeg ikke har den makker, jeg er vant til at have til at sparre med og få feedback fra. Men heldigvis er hun tæt på tribunen, så vi stadig kan kommunikere. 

- Man vænner sig også til det på den måde, at vi ikke kan gøre noget ved det. Vi er de spillere der er og så må vi få det til at fungere. Det er gået fint indtil videre selv om vi ikke har været så mange, supplerer Ida-Marie. 

Og det går fint, for pigerne har fået en forrygende start på 2020, hvor to kampe har givet fire velfortjente point. Dette momentum skal vi forsøge at bygge videre på lørdag eftermiddag, så vi fortsat kan bide andenpladsen i haserne og skabe et godt udgangspunkt for, når grundspillet skal afsluttes og placeringerne skal fordeles. Vi går efter to point, og er klar til at kæmpe i 60 minutter. 

Kampen mod NFH starter kl. 14. 00 i VIBOCOLD Arena. Billetter kan købes HER