Skade holder Pauline på bænken

Viborg HKs stærke højre back, Pauline Bøgelund, har pådraget sig en skade i knæet og forventes desværre ude i de næste to måneder. 

Decemberpausen var desværre ikke nok til at få bugt med de smerter, som Pauline har haft i knæet, og flere lægeundersøgelser har siden vist, at hun har en bruskskade i knæet. 

- Vi ved ikke, hvad der har skabt skaden. Det kan være pludseligt opstået eller ligget og luret i noget tid, men det er udsprunget for nyligt, så jeg er begyndt at få smerter. Hvad det kommer af, ved vi ikke, fortæller Pauline, der siden smerterne begyndte har været ved flere læger, der har undersøgt knæet for at finde årsagen til smerterne. 

- Jeg har haft lidt ondt i knæet i over en måned, og vi havde regnet med, at det ville gå i sig selv her i decemberpausen. Det har det desværre ikke gjort, og derfor har jeg været til en MR-scanning, hvorpå de kunne se, at der er en bruskskade i mit knæ. Det betyder, at jeg skal lave noget genoptræning med vores fysiske træner, hvor jeg skal have bygget noget væv op omkring knæet, så det bliver endnu stærkere og på den måde forhåbentligt kan få smerterne i knæet til at forsvinde. De smerter jeg har lige nu skal jeg helst ikke spille med, så nu giver vi det to måneder, og så håber vi på, at alt kan blive godt igen, fortæller Pauline.