Opbakning kan have afgørende betydning

Herning Ikast Håndbold beskriver det meget godt på deres hjemmeside. Tirsdag aften fløjtes op til en af håndboldhistoriens mest velkendte lokalopgør, når Viborg HK ude møder Herning-Ikast Håndbold. Jakob Vestergaard har gennem årene oplevet lokalopgørene mod Herning-Ikast (tidligere kendt som FC Midtjylland, Ikast-Brande Håndbold og Ikast-Bording Håndbold) på tætteste hold.

- Tidligere var det en fornøjelse at komme til Ikast og spille kamp. Forstået på den måde, at vi havde nogle drabelige opgør, men en lille overhånd til Viborg HK, der dog også har lidt nederlag til rivalerne. Det er aldrig behageligt at tage til arvefjenden, og det vil vi derfor også gøre alt i vores magt for, ikke sker i morgen, fortæller Jakob og slår fast, at HIH sidder med et rigtig stærkt holdkort, og med tilgangen af Fauske efter hendes skadesperiode, er de kun blevet farligere. 

- Herning-Ikast har igen i år et rigtig stærkt spillermateriale, og vi skal op i højeste gear, hvis vi skal matche dem. Det, at Fauske er tilbage betyder, at de har fået deres bedste spiller tilbage. Hende skal vi være opmærksomme på, og vi har brugt meget tid på, hvordan vi skal stække hende. Men set over hele banen har HIH et mega godt hold, med flere spillere på verdens bedste landshold, det norske. Samtidig har de to keepere, med en meget høj redningsprocent, og det har vi selvfølgelig forberedt os på, da vi de sidste tre kampe ahr brændt alt for meget. Gør vi det i morgen, taber vi, og det er vi ikke interesseret i. Derfor har vi brugt en del krudt på vores forberedelse.

To point er alt der skiller Viborg HK på sjettepladsen fra HIH på fjerdepladsen. Dermed er kampens udfald også vigtigt forstået på den måde, at en sejr til Viborg HK kan bevare tætheden i HTH ligaen. En mission, som pigerne er fuldt fokuserede på at få til at lykkes, ikke mindst for sig selv, men også for de mange fans og sæsonkortholdere, der tirsdag tager turen til Ikast for at bakke op om pigerne. En hel busfuld har meldt sig til den årlige udebanetur, så pigerne kan få stor opbakning på en svær udebane. Og det er ikke gået ubemærket hen i truppen, hvor stor en opbakning der er til holdet. 

- Det er mega fedt, at folk tager turen for at bakke op og støtte os. Det er enormt vigtigt for et ungt hold at mærke, at der er nogen, der holder med en. Det er simpelthen så fedt, at der er så mange, der har lyst og tager sig tid til at tage med pigerne til kampen. På svære udebaner som Ikast kan det have afgørende betydning for resultatet, at der er support med, slutter Jakob. 

Kampen mod Herning Ikast spilles i IBF Arena Ikast tirsdag d. 5. november kl. 20.00. Kampen vises også på TV2 Sport.