Back in business

Når Viborg HK lørdag eftermiddag møder EH Aalborg på hjemmebanen i VIBOCOLD Arena er det samtidig mødet med Laura Damgaards tidligere klub. Et møde, den unge bagspiller ser frem til.

- Det er selvfølgelig specielt at stå over for nogle, man har spillet sammen med tidligere, men når det så er sagt, så føler jeg ikke, at det er mit hold, der kommer i morgen. Der er sket udskiftninger fra sidste sæson der gør, at det føles som et andet hold, fortæller den unge bagspiller.

Ser man på statistikken for denne sæson, er det pigerne fra Viborg HK, der er kommet bedst fra start. Med fem kampe spillet ligger Viborg HK på syvendepladsen á point med Aarhus United på sjettepladsen. EH Aalborg ligger med sine tre point på tiendepladsen, og må derfor betegnes som en lille underdog til lørdagens opgør. Det betyder dog ikke, at man kan undervurdere holdet, som allerede tidligt på sæsonen overraskede og tog point mod TTH Holstebro. 

- Vi går til kamp med stor respekt for EH Aalborg, fortæller Jakob Vestergaard og uddyber dog, at hjemmebanefordel og en målsætning om at hænge i toppen af ligaen gør, at pigerne skal vinde.

- De har nogle spillere, man skal være ekstra opmærksom på i angrebet. De satser meget på kontrafasen, fordi det er deres chance for at tage point mod nogle af de store hold, så det gælder om at være lige så klar som i alle andre kampe. Det er et hold vi kan tabe til, hvis ikke vi er klar. De står fint defensivt, hvis de kommer ned på plads, så vi skal holde tempo i kampen og løbe med dem, siger Laura.

Forberedelserne til lørdagens opgør har været anderledes end vanligt, da landsholdspausen betød, at Jakob måtte undvære fem spillere til træning i løbet af ugen. Det giver udfordringer, særligt fordi det var største delen af bagkæden der var afsted, men samtidig gav det anledning til at have fokus på individuelle aspekter i spillet.

- Sådan en uge bruger vi til at se på, hvor vi står og hvad der skal der fokus på fremadrettet. Det er ingen hemmelighed, at kvaliteten i vores afslutninger ikke var ret høj i kampen mod Aarhus United. Det har vi arbejdet intenst på at forbedre i den uge, landsholdsspillerne har været væk. Det giver også god mening i forhold til de spillere vi havde tilbage, som var tre stregspillere og fire fløjspillere, fortæller Jakob og fortsætter:

- Den anden ting er at få ribbet sejlene igen. De spillere der har døjet med et eller andet, har vi sikret kommer på 100%, og så har vi et klart håb og forventning om, at de spillere, der er til samling træner godt og bliver matchet på højeste niveau.

Trods det, at det er små to uger siden, pigerne sidst spillede kamp, er nederlaget til Aarhus United langt fra glemt. Det er blevet analyseret, snakket igennem og rettet på, så de udfordringer der gav problemer ikke gentager sig mod EH Aalborg.

- Sanne (Susanne Wilbek, red.) og jeg har kigget kampen godt igennem og set på, hvor vi havde de største problemer, og hvilke ting der gav størst problemer angrebsmæssigt. Defensivt gør vi det jo fint. Så har jeg også snakket med mange af spillerne om, hvad vi lykkes med og hvad der skal ændres. Noget af det vi kollektivt har snakket om er, hvordan vi håndterer stressede og pressede situationer. Her er resultatet ikke altid at sætte mere fart på. Det kan være løsningen, men det er ikke altid løsningen. Vi skal have mere kløgt i spillet i forhold til når vi er pressede.