To-måls nederlag i Aarhus

Traditionen tro var dagens kamp mod Aarhus United en meget tæt affære, der desværre falder ud til hjemmeholdet fra Aarhus Uniteds fordel. Vi taber 25-23 efter 11-11 ved pause. 

Ligesom tidligere kampe i denne sæson var aftenens opgør en tempofyldt affære med mange angreb i den indledende fase. Da der er spillet 10 minutter har der været hele 22 angreb fordelt på de to hold, hvilket giver et klart billede af, hvordan bolden ofte skiftede hænder. Da der er spillet små 11 minutter får Aarhus United dog oparbejdet et lille forspring, da de får udbygget fra 4-4 til 8-4 og senere 9-5. Herefter får vi dog fat igen, og med scoringer fra Kris og Madde kommer vi på 9-8 og senere 10-10. 

Ved pause er der atter mållighed, 11-11. 

Med den tætte første halvleg, hvor Viborg pigerne fik arbejdet sig tilbage efter at være bagud med fire, var der lagt op til en tæt afslutning på opgøret. Ingen af holdene synes at kunne få oparbejdet et overtag i kampen, og i løbet af de sidste 30 minutter skiftedes holdene til at score og bringe sig i front med en enkelt.

Med 20 minutter igen hamrede Haugsted bolden i mål og skabte en to-måls føring til Viborg HK, som Fisker senere udbyggede til en føring på tre mål. Desværre holdt denne føring ikke, og med 13 minutter igen scorede hjemmeholdet og udlignede til 18-18. 

Som minutterne tikkede ned på haluret blev det mere og mere spændende at se, hvilket hold der ville trække det længste strå. En team time-out fra Jakob syntes at give ekstra energi, og med en scoring fra først Kris og derefter Carin fik vi arbejdet os på 18-20. Desværre blev der herefter begået et par tekniske fejl, som Aarhus United benyttede til at bringe sig tilbage i kampen. 

Med to et halvt minut tilbage i kampen og stillingen 22-22 brænder vi desværre en chance, som giver Aarhus United mulighed for at skabe sig en sen føring. Denne chance udnytter hjemmeholdet, der scorer til 23-22 og efterfølgende til 24-22. Med 46 sekunder igen var tiden for knap til, at vi kunne hente føringen, og dermed point i kampen. 

 

Målscorere for Viborg HK:

Kristina Jørgensen - 8

Maria Fisker - 3

Madeleine Östlund - 3

Laura Damgaard - 2

Moa Högdahl - 2

Pauline Bøgelund - 2 

Carin Strömberg - 1

Ida-Marie Dahl - 1

Line Haugsted - 1