Viborg vil gøre alt for at smadre Aarhus United

I eftermiddag går det igen løs i HTH Ligaen, når Viborg HK tager turen til Aarhus, hvor de skal spille imod Aarhus United. Når de to hold har mødt hinanden tidligere, har det været tætte kampe, så det er også forventningerne til denne kampe. Begge hold spillede to meget tætte kampe tidligere på ugen, som i sidste ende betød enden på Santander Cup for dem. Derfor er der ingen tvivl om, at det er to top-motiverede hold, som går efter sejren og de to point.  

I Viborg HKs trup er der ingen tvivl – det bliver en hård kamp mod Aarhus United på søndag. 

- Udekampe mod Aarhus er altid svære, så det bliver uden tvivl en hård kamp. Det er selvfølgelig et parameter i kampen, at begge hold røg ud af Santander Cuppen efter to næsten identiske kampe. Vi spiller normalt nogle tætte kampe og der bliver også vist en masse følelser i de her kampe, for begge hold vil det så meget. Jeg forventer det samme af kampen på søndag, fordi begge hold er top motiveret for at vinde, fortæller anfører Carin Strømberg.

I Viborg HK er der dog heller ingen tvivl om, at selvom smagen efter kampen i Odense var bitter, så havde de også spillet en god håndboldkamp, og kunne være stolte af det de leverede i Odense. 

- Vi spiller en god kamp mod Odense, så de gode takter fra forsvarsspillet, det gode og aggressive spil over hele banen, vores uendelige fight, troen på os selv og evnen til at komme tilbage, når vi er bagud – dét, tager vi helt sikkert med videre fra kampen mod Odense, fortsætter Carin. 

Majbritt Toft Hansen er i gang med sin første sæson hos Viborg HK, efter et skifte fra netop Aarhus United. Kampen på søndag bliver Majbritts første møde med sit gamle hold, så hun ser særligt frem til at skulle tilbage til Aarhus for en stund.- Det bliver specielt, fordi det er første gang jeg prøver at spille imod mit gamle hold. Jeg glæder mig til at komme tilbage til Stadionhallen og mærke stemningen – der er altid god energi. Sidste sæson var der mange fights mellem Viborg og Aarhus, så jeg ved det bliver intenst.

Der er absolut heller ingen tvivl i Majbritts stemme, da hun fortæller, hun er sikker på at den fight der var mellem de to klubber i sidste sæson, den fortsætter på søndag. 

- Begge hold går ind til den her kamp med blod på tanden, for at få en sejr igen efter to tætte kampe tidligere på ugen. Jeg ved at Aarhus United vil gøre alt for at smadre Viborg, og jeg ved, at vi I Viborg, vil gøre alt for at smadre Aarhus. Så der er ingen tvivl om at alle kommer til at gå benhårdt efter de to point, slutter Majbritt Toft Hansen.