En rigtig god træningskamp

Generation Handball har endnu en gang vist sig som den perfekte platform at spille de første træningskampe i opstarten til den kommende sæson, og pigerne har allerede spillet to kampe, hvilket har resulteret i to sejre. Senest onsdag aften, hvor Frederiksstad blev besejret med 30-22 i VIBOCOLD Arena.

Sejren er Jakob og pigerne godt tilfredse med, men endnu vigtigere er det, at de aftaler og mål der bliver sat inden kampene bliver overholdt og opfyldt. Mod Frederiksstad var kampen blevet inddelt i fire perioder med hvert deres tema.

Jakob fortæller: 

- Vi havde delt kampen op i fire perioder med fire forskellige temaer. I periode et havde vi stor fokus på vores 6-0 forsvar. I periode to havde vi fokus på at spille internationalt og dermed trække al tempo ud af kampen. I periode tre skulle vi dække 5-1, og i fjerde og sidste periode skulle vi bare spille for at vinde. Alle fire perioder lykkedes vi egentligt rigtig godt med vores temaer. Vi spiller yderst sjældent med håndbremsen trukket og er jo altid med fuld fart, men det er nu engang smart, at man kan trække tempoet ud af en kamp, hvis man fører med fire mål, og der er seks minutter igen. Derfor var jeg rigtig glad for, at vi lykkedes så godt med de ting, vi gjorde i periode to. Der var ingen tekniske fejl i den periode. 

Siden pigerne mødte ind til opstarten har der været et hav af træninger på programmet, da defensiven skal på plads og den interne forståelse for hinandens spil skal indlæres. Det har gjort, at der i træningskampene under Generation Hanball har været rigtig fine takter.

- I vores 6-0 forsvar kom vi et stort skridt videre, specielt i kampens indledende fase, havde vi ikke så mange redninger, som i kampen dagen forinden, og det kunne man se på måltavlen, men når man kigger på vores måde at dække op på, var det væsentligt bedre end i kampen før. Det er jo det der er vigtigt, at vi får Maibritt (Toft, red.) og Madde (Madeleine) ind i vores 6-0 koncept. Laura (Damgaard, red.) har også været inde i forsvaret en del, og det har set rigtig fint ud, fortæller Jakob og fortsætter:

- Angrebsmæssigt scorer vi 30 mål igen mod en rigtig dygtig keeper, der voldte os problemer i første halvleg. Derfor snyder måltavlen reelt set i første halvleg. Her har vi vel 10 åbne målchancer, som hun tager og det er jo fint i forhold til, at kampen er spændende som den var, men vi ville da gerne have scoret på chancerne. 

Kampens resultat er blot en lille del af det, Jakob kigger på i en træningskamp som den mod Frederiksstad. Derimod er det vigtigt for ham at se pigerne spille efter de aftalte koncepter og samtidig få nogle af de spillere i kamp, som han ikke tidligere har arbejdet med, eller som kan ske at komme med ligapigerne i den kommende sæson.

- Vi spiller ikke 60 minutter for at vinde. Dele af kampen er der tre ungdomsspillere på banen, og det var skide godt. Vi havde ikke det spillemæssige overtag i hele kampen, men det vi ville træne, fik vi trænet rigtig godt. 

- Det var en rigtig god træningskamp. Det er jo vigtigt at få nogle ting med videre og det gjorde vi i kampen i går, fortæller en meget tilfreds Jakob Vestergaard på pigernes kampfri dag under Generation Handball. 

Fredag spiller pigerne sidste træningskamp under Generation Handball. Kampen spilles kl. 14.15 i VIBOCOLD Arena mod Storhamar Håndball. Der er fri entré for alle. Samtidig livestreames kampen på Generation Handballs facebookside