Viborg HK får ny sundhedsstab

Ligadamerne fra Viborg HK har fået ny sundhedsstab og vil fremover arbejde sammen med fysioterapeuter fra FysioDanmark Holstebro.

Morten Vanggaard, der har godt 15 års erfaring som fysioterapeut i håndeboldens verden, bliver sammen med Sofie Brøndgaard hovedansvarlig for skadesbehandling af Line Haugsted, Kristina Jørgensen og resten af truppen i Viborg HK, når de i juli møder ind til opstart af den kommende sæson.

- Jeg har arbejdet med elitehåndboldspillere siden 2004 og har ofte stået over for Viborg HK i kamp. Det er en stor klub, og jeg glæder mig til at blive en del af holdet og lære de mange mennesker at kende, som er i og omkring klubben, fortæller Morten og fortsætter:

- Fokus i starten vil primært være på at lære pigerne at kende og få en fornemmelse for, hvordan de arbejder. Der skal være en fælles tillid, så kommunikationen mellem os og spillerne bliver så optimal som muligt. Det skaber vi blandt andet ved at være med ved alle træningspas og i kamp, så der også hele tiden er hånd i hanke med eventuelle skader. Det bliver spændende og vi glæder os til at starte arbejdet.

FysioDanmark Holstebro har en bred vifte af fysioterapeuter med hvert deres speciale. Morten Vanggaard har blandt andet været tilknyttet DHF, TTH, Ikast-Bording, Skive Håndbold og Herning Ikast Håndbold, mens klinikken i Holstebro også har tilknytning til FCM fodbold og Herning Blue Fox ishockey. For Viborg HK betyder dette, at der er et bredt netværk at trække på og skulle der være brug for specialistbehandling, vil dette også være muligt.

I Viborg HK ser man også frem til samarbejdet:

- Morten og holdet hos FysioDanmark i Holstebro har en enormt stor ekspertise på sportsskader og særligt håndboldskader. Det vil forhåbentligt komme os til gode i de kommende sæsoner, hvor vi går benhårdt efter at skabe gode resultater. Vi mærker allerede nu, at der er god kommunikation parterne imellem, hvilket bliver enormt vigtigt, når sæsonen er i gang, da der hele tiden skal holdes et vågent øje med skaders omfang og betydning. Så vi er meget glade for at have indgået denne aftale og glæder os bare til at få skudt sæsonen i gang i slutningen af august, fortæller Jørgen Hansen, direktør i Viborg HK.