Viborg HK henter svensk stregspiller

Viborg HK styrker truppen yderligere til den kommende sæson, og kan i dag offentliggøre en aftale med den svenske stregspiller, Madeleine Östlund.

- Det er lidt en appelsin der er faldet ned i turbanen, inden vi skal i gang igen. Det er vigtigt at have en slagkraftig trup, der ikke er for skrøbelig i forhold til skader. Samtidig giver en ekstra spiller et godt træningsmiljø. Madeleine er en kriger, som er vant til at slås for tingene og det er et must på vores hold, hvor fight er højt prioriteret, fortæller Jakob Vestergaard, cheftræner i Viborg HK og uddyber videre, at Madeleine primært er tænkt en rolle defensivt, men også vil komme i spil offensivt.

- Med Madeleine får vi mulighed for at styrke defensiven og have flere muligheder der. At hun er stregspiller passer rigtig fint i forhold til positionens skrøbelighed i tilfælde af skader. Det er en position som er unik da ikke alle kan tage over. Derfor vil hun også kommer til at blive en del af angrebet, men det er primært i forsvaret, vi ser, at det giver god mening.

Madeleine er 26 år og har fået sin håndboldopdragelse i svenske Skuru sammen med sin kommende holdkammerat, Carin Strömberg. Desuden har Madeleine spillet i den norske liga, hvor hun repræsenterede Gjerpen HK. At næste skridt i karrieren bliver Viborg HK glæder Madeleine.

- Jeg har fulgt Viborg HK i nogle år og synes de spiller noget spændende håndbold, som bliver en god udfordring for mig. Den danske liga har altid været et mål for mig. Jeg synes niveauet er stabilt og højt hos de fleste hold, og man kan aldrig forudsige kampenes resultater. At få mulighed for at spille i netop Viborg er fedt. Det er en seriøs og professionel klub og samtidig trives jeg rigtig godt i byen, hvor jeg har tilbragt meget tid.

Skiftet til Viborg HK betyder også gensyn med Carin Strömberg, som Madeleine kender rigtig godt, da begge har fået deres håndboldopdragelse i Skuru. Et gensyn, som Madeleine glæder sig til.

- Carin og jeg har spillet sammen i Skuru, og jeg elsker at spille sammen med hende. Hun er en fantastisk spiller at have på sit hold, så det bliver sjovt at spille sammen igen. Samtidig er det også rart at kende en inden jeg starter, da det gør det lettere at komme ind på holdet.

Madeleine møder sammen med resten af holdet til træning i midten af juli, hvor opstarten skydes i gang. Fans kan glæde sig til flere træningskampe med Viborg HK pigerne under dette års Generation Handball, som afholdes fra d. 29. juli til 3. august.