'Vi giver ikke op endnu'

Gid verden bare gik efter vores ønsker og drømme! Bag scenen var optakten til aftenens kamp helt perfekt, og vi kunne meddele medier og omverden, at vi er nået i mål med økonomien. Desværre nåede vi ikke i mål på banen til aften, hvor Aarhus United løb med sejren efter en tæt kamp. De vinder 29-26 i VIBOCOLD Arena, og sætter vores piger under pres for at nå semifinalen. 

Kampene i vores slutspilspulje har været ufatteligt tætte indtil nu, og aftenens kamp var ingen undtagelse. Hele første halvleg skiftedes holdene til at score, og begge synes skarpest på angrebsspillet i forhold til defensiven. Den fornemmelse havde spillerne også efter kampen, hvor Carin var nogenlunde tilfreds med det angrebsmæssige, men samtidig følte der manglede noget i defensiven. 

- Vi er bare ikke skarpe nok på de aftaler, vi laver inden kampen. Så synes jeg også, vi står dårligt i forsvaret. Store dele af kampen var vores angrebsspil fint, dog ikke til sidst. Men generelt scorer vi på mange af vores chancer, men i forsvaret er vi ikke hårde nok, fortæller svenskeren, der som vanligt fightede til sidste sekund. 

Desværre var fight ikke nok, da Aarhus United havde held med at skabe større huller end vi har set længe, i Viborg HK-defensiven. Det udnyttede gæsterne til scoringer, som samtidig satte en stopper for at få gang i kontrafasen. I anden halvleg synes der dog at komme et lille hul på bylden, og måltavlen viste godt halvejs inde i anden halvleg en føring på tre mål til vores piger. Til stor glæde for publikum, der kunne håbe på, at Aarhus nu ville falde bagud. Desværre er det ikke tilfældet, da Aarhus får fat i defensiven og samtidig scorer på deres chancer. Dermed indhenter og overtager de føringen, hvilket vi aldrig fik indhentet igen.

- Jeg synes egentlig, vi spiller godt angrebsspil i dag, men vi misser nogle chancer i  midten af anden halvleg, hvor der er en scoringspause på op til 10 minutter. Det er vel egentligt lidt der, de indhenter os og får deres spil op at køre. Især Stine Lundby bliver afgørende, og vi får aldrig rigtig styr på, hvad vi skal stille op med hende. Hun har et godt overblik og godt skud, og gør hun ikke det ene, gør hun det andet. Det synes jeg egenligt vi mister på til sidst, samtidig med vi ikke scorer mål. Det bliver for hektisk, og det er ærgerligt, vi ikke kan holde lidt mere bund i det, når vi nu er foran med tre mål med et kvarter tilbage i kampen, siger Pauline efter kampen.

Ærgelsen stod malet i ansigterne på pigerne, da de kom ud fra omklædningsrummet for at varme ned efter kampen. Håbet om en semifinaleplads er nu blevet mindsket, men er fortsat ikke umuligt. Det kræver dog sejre i de resterende kampe, samtidig med, at de øvrige resultater i puljen falder til vores fordel. 

- Vi er lidt afhængige af, hvad der sker mellem Esbjerg og Herning i aften, men det er mega ærgerligt, og vi er meget skuffede lige nu. Vi må tage de kommende kampe og gøre hvad vi kan. Det er jo mega fedt at spille slutspil, og vi vil gerne spille flere kampe, så vi må bare håbe, de andre kampe går vores vej. Så må vi tage tre sejre i de tre sidste kampe, siger Carin og bakkes op af Pauline.

- Vi giver ikke op endnu, men har sat os selv i en meget svær position. Vi skal ud og vinde de næste kampe, vi skal spille, samtidig med, vi skal bruge lidt hjælp fra Esbjerg som det lige ser ud.

Skuffelsen skal have lov at lægge sig, men kampeprogrammet vil det sådan, at der ikke er lang tid at ærgre sig i, da pigerne allerede torsdag morgen rejser til Ungarn for at spille EHF Cup semifinale mod Siofok. Det er første semifinale af to, og det hold, der samlet vinder de to kampe, spiller sig videre til finalen. Det bliver en svær kamp, men pigerne er klar til at gøre deres for at tage sejren. Samtidig mener Carin, at skiftet til EHF Cup fra ligaen kan give et energiboost til holdet. 

- Jeg synes faktisk det er dejligt, at vi har en EHF Cup kamp på programmet. Det passer fint. Vi kan ærgre os i dag og være sure, men i morgen skal vi igen fokusere på det, vi har i vente. Det er jo ikke et ligahold, vi er vant til at spille imod, og for mig giver det meget energi og motivation. Siofok er jo et stort hold, og det bliver fedt at spille mod dem i Ungarn, slutter Carin. 

Pigernes næste hjemmekamp er onsdag d. 10. april kl. 18.30 mod Herning-Ikast. 

Lørdag d. 14. april kl. 14.00 spilles den anden og afgørende semifinale mod Siofok i VIBOCOLD Arena.  

Billetter til begge kampe kan købes HER