Uno tilbage i kamptøjet

Det er ved at være noget tid siden, vi sidst har set Line Uno i kamp, da hun har siddet ude med en skade. Men torsdag aften kunne vi atter se den lynhurtige bagspiller i kamptøjet, da hun og Viborg HK tog imod Team Esbjerg i første slutspilskamp. Godt nok fik Uno ikke spiltid i kampen, men det kom ikke bag på hende, da hun og Jakob på forhånd havde aftalt, at hun blot skulle varme op og ikke forvente spilletid. Det ændrer dog ikke ved, at glæden ved igen at trække den grønne trøje på og løbe på banen med resten af holdet var meget stor.  

- Det var dejligt. Det er jo trods alt bedre at sidde på bænken end at være helt udenfor. Nu var det aftalt på forhånd, at jeg i dag skulle have opvarmningen i kroppen og ikke spille, men det var så dejligt at være sammen med de andre piger nede på banen. Man er en del af det på en helt anden måde, fortalte Uno smilende efter kampen.

Smilet var en blanding af glæde over igen at være kampklar og at pigerne formåede at tage sejren i en vanvittigt spændende kamp mod Team Esbjerg, der på forhånd var udnævnt til favoritter i kampen. Spændingen mærkede Uno også på bænken.  

- Det er faktisk imponerende, for mine negle er vokset meget i den periode, jeg ikke har spillet, og det overrasker mig, at de ikke blev bidt ned i dag. Det er jo så forfærdeligt at sidde ude. Når man er på banen, har man altid en anden fornemmelse, og den får man aldrig helt selv, når man sidder udenfor. Men hold op, jeg synes de spillede godt i dag. Det var mega spændende. 

De to point, pigerne i går kunne sætte på kontoen har åbnet fuldstændig op for den slutspilsgruppe, der foruden Viborg HK og Team Esbjerg også har Aarhus United og Herning-Ikast repræsenteret. Dermed venter der en god portion vigtige kampe endnu, hvor alt kan ske. Derfor mener Uno også, at pigerne skal nyde sejren mod Esbjerg, men ikke lade successen gå til hovedet, da det hele kan vende lige så hurtigt som det er blevet udlignet. 

- Jeg synes, vi skal være glade for kampen og sejren mod Esbjerg, men vi skal også huske, at det venter flere kampe forude. Alt er åbent, og det kan lige så hurtigt vende igen. Så vi må være ydmyge og gå til hver kamp med en tro på os selv. Vi kan ikke tro, at det hele kommer til os og vi vinder resten nu. Det bliver en hård kamp, som jeg også tror vi kan tage, men det kommer ikke af sig selv, slutter Uno.