'Jeg tror, spillerne er selvantændelige'

Grundspillet i HTH Ligaen er afsluttet, EHF Cup semifinalen er sikret og inden længe vinker vi for en kort stund farvel til fem af vores spillere, der skal til landsholdssamling med deres landshold. Men inden Carin, Moa, Bodholt, Kris og Haugsted tager til landsholdssamling er der en enkelt kamp på programmet i femte runde af pokalturneringen, Santander Cup. Her er lodtrækningen faldet sådan ud, at vi skal møde Hjallerup IF, der til dagligt spiller i 3. division. Kampen skulle egentligt være afholdt inden d. 7. marts, men grundet planlægningsvanskeligheder valgte JHF at udskyde spilterminen, så den nu ligger fredag aften. En beslutning, der ikke just skaber begejstring hos Jakob Vestergaard. 

- Jeg er meget uforstående overfor, at den skal placeres udenfor de terminer, der er. Den skulle have ligget i uge 8, som var det eneste tidspunkt indenfor terminerne, der var til rådighed (denne uge er eneste uge, hvor Viborg HK ikke spiller 2-3 kampe grundet liga og EHF Cup, red.). Jeg forstår slet ikke JHF's prioritering i den sag. Der var klokkeklart én mulighed, og det vælger man så at overrule, siger Jakob, der nu er nødsaget til at spille tre kampe indenfor en uge.   

- Jeg tror spillerne er selvantændelige, på grund af, at den ligger fredag aften, fortæller Jakob videre mens han erkender, at situationen nu engang er som  den er, hvilket der ikke kan laves om på.

Derfor går han og pigerne også til kampen med alle intentioner om at vinde og spille sig sikkert videre i turneringen. Lykkes vi med det, ved vi allerede nu, at Bjerringbro FH bliver næste modstander, da de allerede har kvalificeret sig til næste runde. 

Stine Bodholt ser på fredagens kamp som en god mulighed for truppen at spille bredt og samtidig vise Viborg HK-flaget frem i Hjallerup.  

- Det handler om at få en god oplevelse. Det gør det altid i sådanne kampe, og jeg håber, de har gjort noget ud af det i hallen, så det bliver en fed kamp at spille og se. Forhåbenligt kommer der en masse tilskuere for at se kampen. Vi har i hvert fald lyst til at spille den. Vi har et nederlag med i bagagen, som skal revancheres, men det bliver en kamp, hvor jeg tror, hele bænken vil blive brugt, og hvor vi skal løbe en masse kontra og stå godt defensivt, fortæller landsholdsstregen, der efter pokalkampen skal videre til landsholdssamling.  

- Det er altid specielt at komme ud og spille Santander Cup kampe mod lavere rangerende hold, men det er charmen ved turneringen. Man kommer ud til hele Danmark, og de hold, der normalt ikke møder ligahold får lov at spille mod os. Det er en del af det at deltage i Santander Cup, slutter Bodholt. 

Kampen mod Hjallerup IF spilles i Hjallerup fredag d. 15. marts kl. 18.00.