Vi er i EHF Cup semifinalen!

Viborg HK er fortsat ubesejret i EHF Cup'en, hvor vi efter 14 kampe har 14 sejre. Dagens sejr på 24-19 over NFH gav en velfortjent plads i semifinalen, hvilket skabte stor jubel på banen såvel som på tilskuerpladserne. Samlet set vinder vi EHF Cup kvartfinalerne 52-39 og er sikkert videre. 

- Det er mega fedt og super dejligt. Fantastisk at være ubesejret i EHF Cup'en og rigtig godt, at vi slår et dansk hold og få sat dem lidt på plads. Det var rigtig dejligt, sagde en smilende AG efter kampen.

Viborg HK kom til dagens kvartfinale med et rigtig godt udgangspunkt, og havde derfor også en buffer i forhold til dagens resultat. Det var dog ikke en buffer, de havde nogen som helt planer om at sætte i spil, da der var én plan. Sejr. Derfor kom holdet også fra start med fuld fokus, og godt nok var det NFH der fik første mål i netmaskerne, men siden var gæsterne ikke i front. Der stod Viborg HK på spillet, og med stærkt og koncentreret forsvarsspil og en sikker isdste skanse i Rikke Poulsen kunne hjemmeholdet gå til pause med en føring på 13-9. I anden halvleg var det fortsat de grønblusede der sad på spillet, men hvor der i første halvleg havde været begrænset med tekniske fejl, begynte disse at snige sig ind i spillet. Defensiven stod dog fortsat stærkt og i målet fortsatte Poulsen det gode spil. Så god var denne del af spillet, at NFH blev holdt på under 20 mål i hele kampen. 

Topniveauet findes frem

Som Viborg HK fan har der de seneste kampe været mere at juble over end sejre. Spilmæssigt er vi inde i et rigtig godt flow og i de seneste opgør har der været gode eksempler på et rigtig højt topniveau. At pigerne rammer det niveau netop nu er der i følge AG flere grunde til. 

- Det kan være mange ting. Nu har vi spillet sammen lidt længere tid og Jakob har haft tid til at sætte sit præg på det hele. Samtidig synes jeg, vi har fået større forståelse for at spille hinanden gode, så det er en kombination af mange ting. 

Hård semifinale

Allerede ved lodtrækningen til EHF Cup kvartfinalen blev det klart, at modstanderen i en semifinale ville blive vinderen af kvartfinalerne mellem Siofok og Storhamar. Siofok har længe været tildelt favoritrollen til at vinde hele turneringen, og det første skridt mod semifinalen er taget, da de på udebane besejrede Storhamar. Med hjemmebanefordel i den anden kvartfinale og et forspring på syv mål mener AG også, at det bliver Siofok der venter i semifinalen.  

- Det er et rigtig godt hold, men det er det jo, når man kommer blandt de sidste fire, så der skal i hvert fald spilles på højt niveau. Men jeg tænker så også, at det bliver rigtig fedt at få en kamp mod et sindssygt godt hold med mange store profiler, så det skal vi glæde os til og så gå ydmygt til opgaven. Vi skal kæmpe med alt vi har, fordi vi står ubesejret efter 14 kampe. Det er ikke tilfældigt. Det er fordi vi har haft høj fokus og stor disciplin i europa. På papiret et svært hold, men sådan er det, når man står, hvor vi står. Det er også det fede ved det, at det er svære hold vi møder, slutter den rutinerede fløjspiller. 

 

Målscorere for Viborg HK i dagens kamp: 

AG Nørgaard: 4

Krisitna Jørgensen: 4

Carin Strømberg: 4

Line Haugsted: 3

Moa Högdahl: 3

Stine Andersen: 2

Stine Bodholt: 2

Amalie 'Nips' Grøn: 2