Et drømmescenarie

- Vi lykkes faktisk med stort set alt.

Sådan var ordene fra Jakob Vestergaard efter første EHF Cup kvartfinale mod NFH, som blev besejret med hele 28-20 på en dag, hvor Viborg pigerne ikke trådte meget forkert. Faktisk kan Jakob kun komme på ét element i spillet, som vi ikke havde helt styr på:

- Der er lidt overtalsspil i anden halvleg, vi ikke lykkes med, men vi dækker rigtig godt op og får en pisse god start. Poulsen har en masse rigtig gode redninger, og pigerne holder sig til taktikken og gør det, de er gode til. Det gør, at vi er forholdsvis svære at score mål på og angrebsmæssigt laver vi rigtig gode opspil til hinanden der gør, at vi bare plaffer den ind. Så det var drømmescenariet og det, vi havde håbet på ovenpå en hård periode, hvor fokus har været andre steder, fortæller Jakob og refererer til den udmelding, som klubbens ledelse tidligere på ugen kom med omkring økonomien i Viborg HK.

Siden har pigerne forsøgt at samle sig om det, de kan påvirke. Nemlig spillet på banen, og i EHF Cup kvartfinalen lykkedes de med at sende et klart signal om, at de er klar til at rykke tættere sammen i bussen for at vise, at de vil kæmpe for Viborg HK. 

- Det er fedt at sende et signal om, at vi ikke går på kompromis på det sportslige. Der er vi bare mega klar. Bare fordi, vi gerne vil have flere penge i kassen, skal man ikke regne med, at vi ikke leverer sportsligt. Så rigtig stor cadeau til alt og alle omkring Viborg HK, siger Jakob videre.

Da samtalen drejer over på lørdagens returopgør i EHF Cup'en kan Jakob ikke lade være med at smile, for det er sjældent, at et hold spiller to kampe mod samme modstander i løbet af en uge, men med den anden og afgørende kvartfinale programsat til på lørdag i VIBOCOLD Arena, er der ingen tid at spilde for Jakob og pigerne.   

- Vi skal prøve at se på, hvilke ting, vi kan kopiere som var rigtig gode i dag, og hville ting, vi skal optimere. Som altid skal vi også se på, hvad de gør, og hvordan de spiller. Det er jo det sjove ved at spille to kampe så tæt på hinanden mod samme hold. Der kan vi arbejde med at se på os selv mod den modstander, vi skal møde. Det er sjovt som træner, for normalt går der måske tre måneder inden man møder det samme hold igen, men nu går vi en spændende uge i vente, og vi skal se på, hvad vi tænker de kommer med, og hvad vi selv skal gøre. 

Ikke nok med, at pigerne har sikret sig et forspring på otte mål inden returkampen lørdag, så har de også en fordel i at skulle afgøre kvartfinalerne på hjemmebane i VIBOCOLD Arena. 

- Forhåbentligt bliver hjemmebanen det der gør, at vi booker en billet til semifinalen. Vi kan rigtig godt lide at spille hjemme i VIBOCOLD Arena og glæder os allerede til kampen. Eneste malurt er, at vi ikke helt ved, hvordan det står til med Stine Bodholt (hun måtte udgå med en skade lidt inde i anden halvleg, red.), men det må vi se på. Det kommer lidt an på hendes skade. Vi er i en situation, hvor vi ikke kan tåle flere skader. Vi har fire bagspillere, tre fløje og to strege og målvogtere, så vi kan ikke rigtig undvære flere, for så ryger vi i mandskabsmæssige udfordringer, så jeg håber, hun kommer godt igen, slutter Jakob.

Hvorvidt Stine når at blive klar må tiden vise, men under alle omstændigheder har Jakob og pigerne brug for al den opbakning de kan få, når de lørdag d. 9. marts skal sikre sig kvalifikation til semifinalen i EHF Cup. 

Billetter til kampen kan købes HER.