Livet som Liss

Ordsproget 'Livet med Liss' bliver brugt flittigt på kontoret, hvor alle ved, i hvilke situationer det skal bruges. For der er vitterligt situationer, der kun sker, når man er omkring Liss, og som kun sker for Liss. En af de hyppigste grunde til, vi smilende kan sige 'Livet med Liss' til hinanden er, når vi er på udebaneture i Danmark såvel som Europa sammen med Liss, der uden tvivl møder en, hun kender. Det sker i danske haller - måske ikke så overraskende, men også på færgen til Norge, i en lille fransk lufthavn, og i de serbiske haller kender Liss en eller flere, der lige skal have et kram og en snak. 

I weekenden skete så det utænkelige. Liss måtte melde afbud til kampen mod Skanderborg, da hun havde et familiearrangement, der naturligvis skulle passes. Derfor måtte vores kommunikationsmedarbejder, Kim, for en dag tage over og forsøge at udfylde de mange opgaver, som Liss står for på kampdage. 

Med et blev 'Livet med Liss' lavet om til 'Livet som Liss'. 

Heldigvis havde Liss sørget for, at alt var pakket og klar til afgang, da pigerne lørdag satte kursen mod Skanderborg. Alt der skulle gøres var, at sætte alt ting i Viborg HK's kassevogn og vende snuden mod Skanderborg. Her hjalp pigerne heldigvis godt til med at tømme kassevognen og få alt med til omklædningsrummet. Generelt er pigerne gode til at hjælpe, og særligt på tidspunkter som dette, hvor man som kontormus er lidt ude af sit element. Dog skal man ikke se sig fri for lidt drillerier, når man tager harpiksbøtten med i omklædningsrummet i pausen. Det var åbenbart den ene ting, som ikke skulle med. 

Både før, under og efter kampen, var pigerne heldigvis rigtig gode til at give en hånd med og ikke lade sig påvirke af de små ting, der pludseligt blev gjort anderledes. Det resulterede heldigvis også i to point, og en dejlig dag som vikar-holdleder.