Defensiven bliver afgørende mod skanderborg

En uge virker ofte som kort tid, men når det gælder kamppause for Viborg HK’s ligadamer, så er en uge lang tid at have mellem kampene. Side 2. Januar, hvor pigerne spillede første kamp i 2019 har der været mellem to og tre kampe i ugen, da både EHF Cup kampe og ligakampe skulle forenes over samme periode. Men da EHF Cup gruppespillet er færdig spillet og kvartfinalen endnu venter,  har pigerne denne uge haft god tid til at fokusere på træning og restitution frem mod de kommende kampe. En gevinst for holdet set med AG’s briller. 

- Det har været fint med en lille kamppause. Jeg kan rigtig godt lide at træne, så det har været sjovt at have et par træningspas, hvor der ikke har været så meget taktisk, men bare håndboldfærdigheder med teknik og løb med bolden. Det har været rigtig fint. Så tror jeg også, der er nogen, der har haft brug for at få lidt luft til hovedet, men vi er klar til i morgen, siger AG efter fredagens træning, som var sidste chance for at få spillet på plads, inden lørdagens opgør mod Skanderborg. 

Mod Skanderborg skal pigerne forsøge at forsvare den syvendeplads, som vi lige nu indtager, og samtidig få udbygget forspringet ned til Silkeborg-Voel, som med et point færre end os ligger på ottendepladsen. Det kræver dog en stor fight og omstillingsparathed overfor Skanderborgs spillere, der har bevist, at de trods en placering som nummer 11 i HTH Ligaen kan spille lige op med topholdene. 

- Skanderborg har et godt hold. De kæmper som et hold og arbejder stenhårdt i 60 minutter hver kamp. De er gode til at holde bolden i gang og gør det ikke sværere end det er. Jeg synes de spiller disciplineret og er gode til at gøre hinanden gode. Men de mangler måske også de enere, der kan afgøre kampene. De har spillet mange tætte kampe og gjort det rigtig fint, og de er en flok små arbejdsheste, som man skal have stor respekt for, slår AG fast. 

Særligt defensivt skal vores piger være på tæerne i lørdagens kamp, da Skanderborg som det eneste hold i ligaen vælger at spille syv mod seks. Det kræver en konstant opmærksomhed i forsvaret, da man er en mand i undertal og dermed skal dække et større areal og have overblik over de modstandere, der er inden for ens forsvars zone. Det er noget, som AG og pigerne er opmærksomme på og skal have succes med, hvis de skal have point med fra opgøret. 

- Vi skal stå rigtig kompakt i vores forsvar. De vil gerne ligge og spille tæt på og ligge og glide igennem og spille stregene, så det handler meget om at være hårde, kontante og have masser af bevægelse defensivt. Så skal vi også gerne komme ud at løbe lidt med dem og sætte dem under pres. Så forventer vi også, at de spiller lidt syv mod seks og der er det samme sang. Rigtig meget kompakthed, komme rundt om stregene og meget bevægelse, og så snart der er nogen i nærheden af os, skal vi lave frikast, for det slår deres spil i stykker. De lukrerer på at ligge tæt på og skabe rum til hinanden, hvor de kan løbe igennem, så det skal vi have stoppet med frikast hver chance vi får, slutter AG. 

Kampen mod Skanderborg spilles i Fælledhallen lørdag d. 23. Kl. 15.00. Kampen kan følges hos Viborg Stifts Folkeblad og på Livescore