Hele Jylland giver Kineserne en oplevelse

Indenfor de seneste fire måneder, har vi har besøg af hold fra det kinesiske håndbold forbund i tre måneder. Oktober, december og januar har alle været præget af besøg fra vores asiatiske venner, der siden indgåelsen af en aftale mellem det kinesiske håndbold forbund og Viborg HK har sendt flere hold til Viborg for at opleve og spille mod den danske håndboldkultur. Tre hold har været her i hver en måned, og vi har dermed ser U18 piger, dame B-landsholdet og det kinesiske herrelandshold slå deres folder i VIBOCOLD Arena. En del af aftalen med det kinesiske håndbold forbund er, at vi hjælper dem med at skaffe træningskampe mod danske hold. Rigtig mange træningskampe, da kineserne i gennemsnit søger at spille kamp hver tredje dag. Det har betydet, at vi må se ud over Viborgs bygrænse og undersøge videre, hvilke hold der muligvis kan matche kinesernes niveau godt og samtidig har lyst og mulighed for at spille mod kineserne. Det er en opgave, som Kim, kommunikationsansvarlig i Viborg HK, har haft ansvaret for.

- Jeg må indrømme, at jeg ved hvert besøg fra kineserne bliver en smule nervøs for, hvorvidt det kan lykkes at skaffe det ønskede antal træningskampe, men jeg må også sande, at håndbold Danmark er meget villige til at bakke op om hinanden. Derfor har vi endnu ikke oplevet, at møde modstand fra klubber rundt i Danmark, når vi ringer for at spørge, om et af deres hold vil spille mod vores gæster. Det er fantastisk at opleve, hvor åbne og villige de forskellige klubber er for at hjælpe. 

Den største udfordring, som Viborg HK indtil nu har mødt i forbindelse med at finde modstandere til de kinesiske hold har indtil nu været at matche kinesernes niveau. Det er ikke lige til, da hverken vi eller det kinesiske håndbold forbund er i stand til at pin pointe præcist, hvor kineserne står. Det er dog ikke et problem for de klubber, som kineserne spiller mod, da alle hold vælger at tage det som en oplevelse og mulighed for at spille mod en kultur, der er meget forskellig fra den danske.

De kinesiske hold har spillet træningskampe i alle kroge af Jylland, og giver ved hvert besøg udtryk for, at det er enormt lærerigt at spille mod de danske hold, som er utroligt gode til at tage sig af vores gæster og få dem til at føle sig tilpasse trods sproglige og kulturelle vanskeligheder.

Tusind tak til alle hold og klubber, der indtil nu har og i fremtiden vil spille mod de kinesiske hold.