Tæt på altafgørende

Det er ikke mange timer siden pigerne sad på et fly fra Rusland til Danmark efter at have taget niende EHF Cup sejr i træk. Det til trods er der ingen kære mor, og allerede i morgen, onsdag, skal vi atter i kamp, når vi kører til Randers for at spille om to vigtige point i HTH Ligaen. Det er to vigtige point for begge hold. Vi ligger lige nu på ottendepladsen i ligaen á point med TTH Holstebro, der ligger på niendepladsen og et enkelt point efter Aarhus United på syvendepladsen. Derfor er alle point vigtige lige nu, da vi skal gøre alt vi kan for at hænge i og endnu bedre klatre op ad. 

Randers derimod står i en lidt anden situation, der dog ikke er ukent for os. De blå-blusede tropper fra Randers har lidt nogle hårde nederlag på det seneste og er kommet ind i en stime, hvor tingene ikke rigtig vil lykkes for dem. Det rokker dog ikke ved, at de har et rigtig godt hold, med dygtige spillere på samtlige positioner. Det er også noget, som Jakob Vestergaard bider mærke i, da vi tog en snak med ham før dagens træning, for hvor meget fokuserer han og pigerne på Randers' nuværende situation forud for opgøret i morgen? 

- Vi tænker overhovedet ikke på, hvordan det går Randers lige nu. Vi noterer os, at Randers har et rigtig stærkt mandskab som ikke har præsteret så godt. Det er der mange årsager til, men vi kigger ikke ret meget på deres situation. Det kan vi ikke bruge til noget. Vi ved jo selv, hvordan det er at stå i sådan en situation og hvilke mekanismer der går i gang, fortæller træneren og refererer til vores start på sæsonen, der er blevet vendt, så vi i dag spiller mere stabilt.

- Når man står i den situation far der et overlevelsesindstinkt igang, hvor beslutninger bliver truffet rigtig hurtigt fordi man for alt i verden vil overleve. Vi skal spille mod dem, hvor de formentligt er lidt som et såret dyr, der kæmper for overlevelse. Det skal vi også selv finde frem, for ellers får vi en rigtig svær kamp i Randers.

At Randers har et stærkt hold skal vi ikke længere tilbage for at se, end ved seneste opgør, hvor de på vores hjemmebane vandt med tre mål. Det nederlag skal revancheres i morgen, når vi kommer på besøg i Arena Randers og det kommer blandt andet til at kræve, vi finder samme flotte spil frem som mod Kuban i weekenden. Her lykkedes vi med rigtig mange facetter i spillet, blandt andet at få lukket ned i defensiven og dermed få sat fart i offensiven. 

- Randers har et rigtig stærkt spillermateriale og får de det til at lykkes, så er det en mega svær modstander at spille mod. De har god fysik og hurtige fløje, så jeg tænker, der er flere parametre, de kan lykkes på, hvor vi virkelig skal stemple ind for at vinde kampen, fortæller Jakob, der går til kamp med en enkelt træning med truppen i bagagen siden weekendens EHF Cup kamp.  

- Reelt set kan vi ikke nå at ændre så meget inden kampen, da vi lige er kommet hjem fra Rusland og har en enkelt træning inden kampen. Der er mange spillere, der ikke skal træne igennem, da vi spiller så mange kampe. Så det er med at prøve at ride videre på den bølge, vi føler, vi er på lige nu efter en rigtig fin kamp i Rusland. Samtidig skal vi have point i den hjemlige liga fordi tabellen ser ud som den gør nu Holstebro også bidder fra sig. Så det er for os en kamp, der er tæt på altafgørende, slutter Jakob. 

Til kampen er der maksimal opbakning fra Viborg, da vi tager en bus afsted med sæsonkortholdere og en anden med vores netværksgruppe, Green-Biz. Kampen spilles i Arena Randers kl. 18.30 og kan følges på Viborg Stifts Folkeblad liveblog.