En gave med betydning

Line Haugsted er startet ud som lyn og torden i 2019, og blev ved første hjemmekamp i det nye år kåret til kampens profil. Vanen tro blev hun efter kampen hyldet på banen og fik samtidig overrakt en præmie af kampens match partner, Quattro Arkitekter. Og denne gave var ikke bare hvilken som helst gave. Haugsted fik nemlig en helt særlig hoodie designet og produceret af unge Viborg-drenge i alderen 13-16 år. Disse drenge har alle været en del af et projekt kaldet Mind Your Own Business, som blev startet tilbage i 2010 af Tryg Fonden og Dansk Flygtningehjælp.  Mind Your Own Business er en organisation, der skaber udviklingsforløb for drenge i alderen 13-19 år fra udsatte boligområder. Af dette projekt er Fresh Boyz udsprunget. Fresh Boyz er en mikrovirksomhed startet af syv Viborg-drenge, der har været tilknyttet Mind Your Own Business. Her har de lavet en virksomhed, der producerer og sælger hoodies med et helt særligt budskab. Det er en af disse hoodies, Haugsted har fået i gave som kampens profil.

Gaven blev overrakt af kampens match partner, Quattro Arkitekter, hvoraf direktør, Mikkel Aaris har været mentor for Fresh Boyz og deres projekt med Mind Your Own Business.

Mikkel Aaris fortæller om projektet:

- Trøjen som Line Haugsted fik i dag er lavet under projektet ’Mind Your Own Business’, der er et projekt, der er startet for nogle år siden af Tryg Fonden og Dansk Flygtningehjælp for at prøve at gøre noget for indvandrerdrenge i alderen 14-18 år. Det er lavet for at give dem et projekt, så de ikke hænger på gadehjørner og i boligprojekter. Tanken er, at de skal lave en virksomhed og finde på et produkt. I projektet har været syv-otte drenge fra Houlkær, Vestervang og Ellekoenbakken, som har startet denne virksomhed der hedder Fresh Boyz, fortæller Mikkel Aaris og fortsætter:

- Deres projekt var, at de skulle designe og producere hoodies og det er der så kommet denne trøje ud af, som hedder 4D. Det gør den fordi drengene synes man skal videre fra 3D og så har de nogle nøgleord som også er en del af projektet; Fair, fordi det er økologisk produceret og de gerne vil behandles på en retfærdig måde. Universal fordi den er til piger og drenge. Fashionabel fordi det ikke gør noget, man ser lidt godt ud.

De syv unge drenge fra Viborg har via deres mikrovirksomhed prøvet kræfter med de forskellige elementer i at være selvstændige.

- Det har kørt som en virksomhed, så de drenge har over 10 måneder haft flere forskellige afdelinger at arbejde under. De har arbejdet med flere forskellige aspekter af en virksomhed. Nogle har arbejdet med design, andre med produktion, økonomi eller markedsføring, slutter Mikkel Aaris og gør samtidig opmærksom på, at trøjen allerede nu kan købes.

På FreshBoyz Facebook side gør de unge drenge opmærksom på, at 10% af omsætningen går til aktiviteter for unge i Viborg. Foruden salg af hoodies, har drengene også lavet t-shirts, begge dele sælges ifølge deres Facebookside hos Tøjeksperten i Vestergågade og Wagner i Mathiascentret.