Unødvendigt stort nederlag i Esbjerg

Trods en kampstart, hvor begge hold startede ud som lyn og torden blev aftenens kamp mod Team Esbjerg en hård omgang. Vi lider et nederlag på 32-22. 

Kampen startede ellers fint, og pigerne kom til gode chance med det resultat, at der efter 12 minutter stod der 2-6 på måltavlen i vores favør. Det resulterede i en timeout fra Team Esbjerg. Den timeout skulle desværre vise sig at blive et lille vendepunkt for hjemmeholdet, der indhentede vores forspring. Over de næste syv minutter fik Esbjerg hentet ind på os, og ved 7-7 måtte Jakob tage sin første time out. 

- Den timeout tager jeg i håb om, at vi kan komme tilbage til at spille mere sammen angrebsmæssigt. Vi er i en periode, hvor vi afslutter for hurtigt. Det giver dem muligheden for at løbe med os og ikke omvendt. Det skal vi have sat en stopper for, og det synes jeg egentligt lykkes. Vi spiller en fin første halvleg, siger Jakob.  

Resten af halvlegen fulgtes holdene ad, om end med hjemmeholdet et lille skridt foran og vi går til pause ved stillingen 12-11. 

Anden halvleg startede som første halvleg sluttede, og holdene skiftedes til at score. Men 10 minutter inde i halvlegen begyndte Team Esbjerg at trække fra, og ved 20-16 tog Jakob sin anden timeout. 

- På det tidspunkt er der nogle forsvarsting, vi skal have justeret til, så vi kan stoppe det momentum de har opbygget. Vi skal særligt have lukket bedre af i vores venstre side og samtidig have bedre fat i Vilde, der stod bag en del mål i dag, siger Jakob og slår samtidig fast, at Team Esbjerg også er en hård modstander:

- Grundlæggende skal vi ikke tage fejl af, at de er et godt hold, men vi skal ikke tabe med 10 i dag. Vi har været ramt i forberedelsen, da Moa og Kris har siddet ude til træning, men det er en katastrofe at tabe med 10. Der er ingen grund til at tabe med så meget. 

Desværre resulterede timeouten ikke i et vendt spil, og de små fejl der sneg sig ind, blev udnyttet til scoringer fra Team Esbjerg. Efter 47 minutter tog Jakob konsekvensen og benyttede sig af sin tredje og sidste timeout, men det lykkedes ikke at vende kampen og komme tilbage. Efter kampen var det også en skuffet Hausted, der kunne gøre status. 

- Jeg synes vi starter godt ud og i første halvleg får vi klappet til dem i forsvaret. Det lykkedes rigtig godt, men i anden halvleg sejlede forsvaret og vi holder ikke fast. Der spreder sig en usikkerhed blandt os og vi får ikke kommunikeret ordentligt. Det er uskarpt af os. Dog synes jeg også, at Team Esbjerg spiller godt i dag, og det får vi ikke sat en stopper for, fortæller Haugsted, der dog kan glæde sig over, at der allerede lørdag er mulighed for at få en sejr i hus, da pigerne her spiller EHF Cup kamp mod franske Besancon i VIBOCOLD Arena. 

- Det er rigtig godt, at vi har kamp igen i weekenden, så vi kan få den her kamp ud af tankerne og komme videre, slutter Haugsted. 

Kampen spilles lørdag kl. 16.00. Billetter kan købes HER.