Det er ikke til at tælle, hvor mange timer pigerne i Viborg HKs trup bruger sammen i løbet af en sæson. Der er træning, kamp, udebaneture og lange rejser. Alt sammen i selskab med den samme lille gruppe på 16-20 personer. Alligevel er det ikke til at mærke nogen træthed, når pigerne atter rejser ud i den store verden for at spille EHF Cup kampe.

Trods det, at pigerne onsdag spillede årets første kamp i HTH Ligaen, var det en flok smilende piger, der torsdag morgen stod klar til at sætte sig i bussen mod Larvik. Der bliver snakket, hygget og set film, og på færgen er der fælles lektielæsning for de spillere der studerer, samtidig med, at de resterende snakker, spiller spil eller genser onsdagens kamp på computer. 

Pigerne trives i hinandens selskab, og det skyldes i høj grad, at der er plads til, at alle kan have deres egne rytmer og rutiner passet ind i et tilrettelagt program. Det er vigtigt på ture som denne, hvor spillerne fordeles på værelser to og to, og typisk ikke med den samme spiller, som ved sidste tur. I Larvik er Nips og Hykkelbjerg sat på værelse sammen, og det hygger de sig fint med. 

- Det er første gang vi bor på værelse sammen, fortæller Anne, der efter længere tids skade endelig er tilbage i kamp. Denne tur er anden EHF Cup tur for den unge stregspiller, der fortsat blot er U18 spiller. 

Værelsesfordelingen til udlandsturene er ikke noget, pigerne selv står for. Det er træner/leder temaet der beslutter, hvem der skal bo sammen.

- Liss og Jakob vælger fra gang til gang, hvem der skal bo på værelse sammen. Jeg er egenligt ikke klar over, hvilke tanker de har bag deres valg, men det er som regel forskelligt fra tur til tur, hvem man bor sammen med, fortæller Nips og fortsætter med et stort grin, der tydeligt viser ironien:

- Nogle gang er man heldig og andre gange er man mindre heldig.

Ser man på dynamikken rundt på værelserne på de forskellige ture, virker der ikke til at være uheldige værelseskombinationer i spil. Det skyldes med al sandsynlighed, at pigerne trods alt kender hinanden rigtig godt, og samtidig er gode til at vise hensyn til hinanden.

- Der er som regel ikke problemer på værelserne. Vi kender jo alle hinanden rigtig godt og er gode til at respektere hinanden og tage højde for hinandens rutiner og behov. Det er jo forskelligt fra person til person, om man skal have en del ro eller om man befinder sig bedre med folk og aktivitet omkring sig, fortæller Anne Hykkelbjerg og suppleres af Nips:

- Vi sørger også for at inkludere hinanden, så man lige hører den anden, om hun vil med ud, hvis vi for eksempel skal spille spil med nogle af de andre eller vil gå en tur. Samtidig respekterer vi også, hvis der skal være tid og ro til lektier eller andet. 

Både Nips og Anne er nogle af de spillere, der skal forsøge at få lektierne inkluderet i en hverdag med taktik, hvile, måltider og kamp. Udefra set kan det virke svært at finde hullerne i programmet til at sidde i ro og mag og lave lektier, men det lykkes.

- Vi finder de rum, hvor der er plads til at lave lektier. F.eks. på færgen fra Danmark, hvor der var et par timer med mulighed for det, fortæller Anne, der med en nikkende Nips også må erkende, at det i høj grad handler om at bide i det sure æble og abstrahere fra alle de aktiviteter der ellers foregår omkring sig, og så få lavet lektier når der er tid, Så må spil, hyggesnak og Netflix vente, til der er plads til det.

Under EHF Cup ture er der fast program for pigernes dage. Afhængigt af, hvor længe pigerne er afsted, er dagene bygget op omkring måltider, hvile og taktik.  

- Som regel er vi afsted i et par dage, hvoraf kampdagen typisk er den dag, hvor vi har en hel dag til rådighed et sted. Med rejser osv. sørger vi som regel for, at kampdagen starter med at sove længe, så vi er så veludhvilede som muligt. Det kommer også an på, hvornår vi spiller, for det påvirker, hvor mange måltider, vi skal nå at spise. Det er næsten det, dagen er bygget op om. Så er det også fast rutine, at vi går en tur og har taktikmøde. Hvis der er tid til det, er der også afsat hviletid og fritid til at gøre, hvad vi føler, vi har brug for, fortæller Nips.

I pigernes dagsprogram står der intet om oprydning af værelser, men tager man et kig ind på nogle af værelserne, kunne det måske være et nyt punkt at tage med. Og så alligevel, for det er også en del af charmen ved ture som denne, at pigerne er så tilpas omkring hinanden, at ingen behøver være for påpasselige omkring hinanden i forhold til dette. 

- Jeg tror bare, vi er vant til at det er sådan på værelserne, når vi er på tur. Så må vi bare være gode til at rydde op engang i mellem, fortæller Anne med et smil og kigger rundt i værelset, der trods lidt ting på gulvet og træningstøj hængene til tørre på stolene, er et af de værelser, der er ryddeligt i truppen. 

Kampen mod Larvik spilles i aften kl. 18.30. Larvik streamer kampen, hvilket betyder, at den kan ses HER

 Billede 04 01 2019 10.19.50

0
0
0
s2smodern