Moa deler viden om Larvik

Fredag aften skyder vi hul på gruppespillet i EHF Cup, hvor modstanderen bliver ingen mindre end Larvik HK. Dermed bliver det også et opgør mellem to af håndboldens største klubnavne. Sidst de to hold mødtes var sidste sæson, da kvalifikation til EHF Cup’ens semifinale skulle sikres. Her blev det til to sejre og avancement til vores piger i to opgør, der var fyldt med fight, tempo og flot håndboldspil. I morgen skal vi forsøge at gøre det igen, da vigtigheden af at samle point er rigtig stor i gruppespillet, hvor gruppens to bedste hold kvalificerer sig til kvartfinalen i den prestigefyldte turnering. 

Første opgør spilles i Norge, hvilket betyder, at Moa Högdahl for en kort stund er tilbage i Norge og skal spille mod et hold, hun kender rigtig godt qua det, at hun indtil sin ankomst i Viborg denne sæson har spillet for norske Byåsen. 

- Det er vældig sjovt at være i Norge. Det er ikke helt min hjemmebane, men jeg har spillet mange kampe i Larvik Arena og trives godt med det. Samtidig er der mange spillere, jeg har spillet med og mod tidligere, så det bliver sjovt. 

Moas kendskab til Larvik er stort, hvilket vi fik at se til dagens træning, hvor Jakob gav ordet til den norske højreback, så hun kunne dele sit kendskab til Larviks spillere. 

- Det er selvfølgelig godt at kunne bidrage. Jeg føler, jeg sidder inde med meget kendskab om Larvik, så der er det bare ekstra godt at få det ud og hjælpe holdet på den måde. Samtidig bliver jeg tryggere på det, jeg allerede ved. 

Trods det, at det blot er en enkelt dag siden, pigerne sidst var i kamp, var stemningen og intensiteten til dagens træning i top. Samme intensitet skal med videre til opgøret i morgen, hvor der igen skal fokuseres kraftigt på at få en sejr i hus. Moa mener, at recepten til sejr ligger i holdets eget spil mere end ved fokus på Larviks spil. Hun fortæller: 

- Først og fremmest skal vi fokusere på os selv og stå godt i forsvaret. Så skal vi også bare løbe; løbe, løbe, løbe. Og så skal vi selvfølgelig sætte flere chancer i mål, end vi gjorde i onsdags mod Aarhus United. 

Gruppekampen mod Larvik spilles fredag aften i Boligmappa Arena, Larvik. Kampstart kl. 18.30. Kampen kan følges på handballtv.com