Viborg HK buldrer videre i EHF Cup

Ikke overraskende spillede pigerne sig i dag videre i EHF Cup’en, da det andet og afgørende opgør mod ZORK Jagodina blev vundet med hele 26-11. Det betyder, at Jakob og pigerne samlet vinder med 57-27 over det serbiske mandskab, og vi er dermed videre til gruppespillet i den prestigefyldte europæiske turnering. 

Ligesom i første opgør, der blev spillet i VIBOCOLD Arena, sad vi på kampen fra start til slut, og de serbiske piger fik ikke en chancer på hverken hjemme- eller udebane. Magtdemonstrationen blev så stor, at stillingen gik fra 11-18 til slutresultatet 11-26 i dagens kamp, efter en pausestilling på 5-14. 

Kampen i Serbien er årets sidste inden pigerne går på landsholds- og julepause, og Jakob fik benyttet den brede trup godt i opgøret, hvilket også ses, når man kigger på fordelingen af scoringer. Haugsted blev topscorer med fem mål efterfulgt af Kris med fire mål, Stine A, AG og Carin scorede hver tre mål, Uno, Nips og Moa noterede sig hver for to mål, mens stegspillerne, Bodholt og Ida-Marie hver scorede et enkelt mål. I målet kommer vi fra kamp med en samlet redningsprocent på 59%. 

Den samlede sejr betyder nu, at pigerne har kvalificeret sig til gruppespillet og vi er sikret endnu flere kampe i EHF Cup’en. Hvor og mod hvem finder vi ud af, når der den 22. november trækkes lod i Vien. Da EHF Cup kampene spilles i weekenden vil der med al sandsynlighed ske ændringer i ligaprogrammet. Det opdaterer vi, så snart kampene ligger fast. 

Nu går turen hjem mod Danmark, hvor holdet splittes op grundet landsholdspause. Flere spillere skal forberede sig til EM i Frankrig, mens de resterende får et par dage fri og derefter møder ind til træning. Her vil fokus være på teknisk og fysisk træning, hvilket gerne skulle sikre, at holdet står knivskarpt til de mange kampe der kommer på programmet i 2019.