11 kampe i træk med point

Der var en flok glade spillere der efter kampen kunne synge sejrssang sammnen på midten af banen i VIBOCOLD Arena, men samtidig også en flok spillere, der stod tilbage med følelsen af, at de kunne have gjort det endnu bedre. Det lyder måske makabert for de, der ser kampens resultat på 31-16 til de grønblusede, men var der scoret på de mange 100% chancer, som pigerne fik, havde resultatet været en endnu større sejr. Det ærgrer spillerne, der dog kommer til returkampen med en føring på 15 mål i bagagen. 

- Jeg synes vi fik en vældig god start mod et hold, der ikke spiller lige så hurtigt som os og som har mindre fysik. Derefter har vi en periode, hvor vi brænder for meget, så vi var ikke tilfredse ved pause. Vi fører, men vi fører ikke med nok, synes jeg. I anden halvleg stepper vi op og får sat nogle gode skud op, men vi brænder fortsat for meget. Det er selvfølgelig dejligt med så stor en sejr i dag, da det giver os et godt udgangspunkt, men nu skal vi til et af balkan landende og man ved aldrig, hvad der sker på udebane, så det bliver spændende. Men vi har et godt udgangspunkt og skal ikke lade det gå til spilde, fortalte Moa efter kampen. Hun bliver bakket op af AG, der med sine 11 mål på 11 skud var en fornøjelse at følge i dag.  

- Jeg tænker at selve resultatet i og for sig er fint. Vi brænder alt for meget. Der var rigtig gode muligheder for at lave flere mål. Det havde ikke været urimeligt, hvis vi scorede 40 mål, men vi vinder med 15, og det skal vi gå ned og forsvare i Serbien. På den måde er det fint, siger hun og fortsætter:

- Der er ting vi skal arbejde videre med. Vi får sluttet godt af, og det sidste kvarters tid får vi skærpet spillet, så det var en god sidste hjemmekamp at slutte af med. Generelt skal vi bare være mere parate, så vi gør os mere umage, når vi får de store chancer. Alle kan brænde, men det er helt uhørt at brænde så mange 100% chancer på kort tid. Havde det været bare tre chancer, så kan man leve med det, men det er for uskarpt. I ligaen havde det været endnu værre, for der bliver vi straffet med det samme. Det skal vi have in mente, og vi skal være bedre til at slå til, når vi har chancen. Mod det her hold kan det gå, og vi vinder med 15 alligevel, men det gør vi ikke i ligaen, og det er ligemeget hvilket hold vi møder. 

Sejren på 15 mål giver pigenre alle muligheder for at spille sig i gruppespillet i EHF Cup'en, da dagens serbiske modstandere er nødsaget til at vinde med 16 på deres hjemmebane. Som niveauet var i dag burde det ikke være muligt, men AG slår stadig fast, at pigerne ikke rejser til Serbien med den tro, at det bliver en walk-over. 

- Vi skal være professionelle nok til at gå derned og smadre igennem og tage en sejr. Det er også sidste kamp inden jul og det er den man husker. Så det skal vi bare. Sidste år vandt vi med 15 mod Podravka og spillede uafgjort eller sådan mod dem i returen, og det var en super nederen følelse. Der var de fleste af os med, så det håber jeg, vi har in mente og tager derned og leverer en ordentlig indsats, siger AG efter første kamp mod Jagodina.  

 Sejren over Jagodina er holdet 11 kamp i træk med point på kontoen. Et faktum, som skaber stor glæde på holdet, som også mærker, hvordan seltiilliden styrkes af det gode momentum. 

- Stemningen er god på holdet. Det er rigtig fedt at have fået nogle point og sejre, men jeg synes også, at man kan mærke, der er mange ting vi skal arbejde med. Det er en process for os og vi må endelig ikke blive for tilfredse med tingene. Vi skal være ærgerige og ville mere hele tiden. Det er sådan vi udvikler os, og det har vi brug for, slutter AG der bakkes op af Jakob. 

- Sejre giver selvtillid og mange sejre giver meget selvtillid. Der er nu stadig ting, vi skal være bedre til, men det bevæger sig i den rigtige retning. 

Returkampen mod Jagodina spilles i Serbien på lørdag d. 17. november. Inden da kører pigerne den lange tur til Nykøbing for at spille årets sidste ligakamp mod NFH.   

Kunne du tænke dig at se eller gense dagens kamp, kan den ses på vores Facebook, hvor dagens live stream i samarbejde med Earvox ligger frit tilgængeligt.