Travl men sjov uge i vente

Vi slutter året, som vi startede sæsonen. Med en knald eller fald kamp.

Dem har der været en del af denne sæson, da vi har deltaget i Santander Cup og i EHF Cup'en. I morgen er det så EHF Cup'en der skal skabes succes i, når serbiske ZORK Jagodina kommer til Viborg. Kampen mod Jagodina er tredje kvalifikationsrunde i den prestigefyldte turnering, hvor en samlet sejr i to kampe giver adgang til gruppespillet. Weekendens kamp er første step i målet om kvalificering til gruppespillet, og Jakob og pigerne skal derfor også have så godt et udgangspunkt som muligt inden næste uges returopgør.

Selvtilliden frem mod weekendens opgør er tanket godt op, og pigerne er ubesejret i de seneste 10 kampe. Seneste tog de en seks-måls sejr med fra TTH, som holdet spillede mod i onsdags. Tre dage senere skal vi så igen i ilden, og pigerne går ind i en travl periode. Det er dog ikkke noget der skaber bekymring i truppen, der nyder at spille kampe, og derfor heller ikke ser problemer i, at de spiller lørdag, tager til Nykøbing onsdag for derefter at køre direkte til Billulnd og sætte kursen mod Serbien, hvor pigerne lørdag skal spille returopgør. 

- Det er altid fedt. Vi elsker at spille kampe og i pressede perioder som denne, rykker vi tættere sammen som hold. Vi lærer hinanden endnu bedre at kende i perioder som denne, og får forhåbentligt en rigtig fed tur til Serbien, siger Stine Bodholt og bakkes op af Jakob, der særligt ser de seneste måneders momentum som en styrke for holdet.  

- Det giver god selvtillid og god gejst at gå ind i den kommende uge med en sejr i bagagen. Det er længe siden, vi har tabt en kamp. Vi skal faktisk helt tilbage til Santander Cup kvartfinalen mod Team Esbjerg, før vi senest har tabt en kamp, og den spillede vi uafgjort i ordinær spilletid. Det gør jo, at vi har god gejst og energi, hvilket vi mærker til træning, hvor der er knald på. Vi har også fået fordelt spilletiden rigtig fint og fået mange i kamp og på scoringstavlen. Vi er klar til en uge, hvor der er tryk på og masser af rejseaktivitet. 

Vi håber på rigtig flot opbakning til lørdagens kamp mod Jagodina. Billetter kan køber HER

Har du ikke mulighed for at komme til kampen, kan den ses på vores Facebook, da vi streamer den i samarbejde med Earvox