Tre knald-eller-fald kampe er ugens realitet i Viborg HK, da vi i weekenden spillede første kvalifikationsrunde i EHF Cup'en og i morgen, torsdag, spiller kvartfinale i Santander Cup. Weekendens kampe endte med to storsejre mod ukrainske HC Galychanka Lviv og vi må forvente et lidt andet pres i Santander Cup, da Team Esbjerg kommer med et profilspækket hold. 

Sidst vi spillede mod Team Esbjerg, spillede vi også i VIBOCOLD Arena, og kampen var tæt til det sidste. Desværre var det Team Esbjerg der løb med sejren. Det vil vi i morgen lave om på, og Uno ser da også muligheden for at spille sig i Final 4 som tilstede trods den lidt ærgerlige start på sæsonen. 

- Santander Cup er en helt anden turnering end HTH ligaen. Det er lidt som om Santander Cup lever sit eget liv. Det så vi så sent som i går, hvor favoritterne fra København blev besejret af Randers. Alt kan ske, og derfor kan vi ikke bruge stilling og resultater fra ligaen til så meget, siger Line Uno. 

Kampen mellem Viborg HK og Team Esbjerg er den sidste af kvartfinalerne inden Final 4. Randers HK, Odense HC og Nykøbing Falster har allerede booket billet til Final 4. Nu er det vores tur. 

- Et af vores mål for sæsonen er at komme i Final4, og det har vi chancen for at komme i morgen, når vi møder Team Esbjerg på vores hjemmebane. Det er en knald eller fald kamp og derfor er der også meget på spil for os, siger Uno og lægger vægt på, at hun og holdkammeraterne skal være klar fra start og modstå det pres, som Team Esbjerg kommer med. 

- Vi skal være skarpe i forsvaret, da Team Esbjerg spiller med høj fart og har et rigtig godt samarbejde med stregen. Samtidig skal vi holde fokus på vores eget angrebsspil, hvor vi skal holde bolden i gang så vi spiller os til de gode chancer. Vi glæder os helt vildt!, slutter Uno.  

Kampen spilles i VIBOCOLD Arena kl. 20.30 og vises på TV2 Sport.

Billetter kan købes HER 

0
0
0
s2smodern