'Det hele sidder jo i hovedet'

-  Det hele sidder jo i hovedet. Det er ikke fordi, vi ikke kan spille håndbold, det er jo noget der går galt mentalt på en måde, siger en tydeligt skuffet Line Haugsted efter dagens kamp mod Randers HK. Femte kamp i HTH Ligaen og femte nederlag til Viborg HK er en realitet efter en kamp, der bar præg af nervøst spil og defensive mangler. Vi taber kampen 26-29 efter 14-15 ved pause. 

Første halvleg fulgtes de to hold ellers ad og skiftedes til at score, så der konstant var kontakt de to hold imellem. Randers straffede de offensive fejl med kontra, som blev udnyttet til mål. Viborg HK fik også gang i kontramaskinen, hvor særligt AG fik udbytte af sin hurtighed og Poulsen præcise udkast. Fornemmelsen var i de første 30 minutter, at der med en opstramning i defensiven var mulighed for at få overtaget, men stramningen kom desværre ikke. 

- Jeg ved faktisk ikke, hvor vi skal begynde med, hvad der går galt. Jeg synes defensiven sejler lidt. De har 10 kontrachancer, og det er nok det, vi taber på. Fejl, dårlige vurderinger og dårlige skud, så ligger den bare i den anden ende, og det er hårdt, sagde Haugsted efter kampen. 

Anden halvleg blev de defensive mangler udstillet, og Randers havde forholdsvis let ved at komme til gode chancer, som Poulsen i målet havde svært ved at gøre noget ved. Redninger fik hun dog, inkl. to straffekast, der desværre kom retur til en Randers spiller, der på anden chance kunne sætte den i målet.  Offensivt havde AG i dag en rigtig god dag, og blev med sine ni scoringer også kåret til kampens profil. Desværre var det ikke nok til at få vendt kampen, og Randers' forspring kom aldrig endegyldigt i fare, trods et meget offensivt forsvar i kampens sidste minutter. 

Efter kampen var skuffelsen tydelig på spillere og trænere, der alle havde svært ved at sætte ord på kampen og hvor det går galt. 

- Vi spiller som den position vi har. Vi spiller meget nervøst og usikkert så snart der kommer lidt pres og stress på. Eller så snart vi ikke lykkes i nogle dele af spillet, som vi håbede på at lykkes med. Så bliver det lidt op ad bakke, og så har vi ikke den medvind vi gerne vil have, når det strammer til, siger Allan, der allerede lørdag skal have pigerne klar til kamp igen, da vi her tager hul på EHF Cup'en. 

- Den skal vi nok forberede os på. Det kan forhåbentligt være et kærkomment afbræk i den sæsonstart, vi har fået, hvor vi lidt kan starte på en ny side, og så forsøge at vinde de kampe, så vi får lidt tro på tingene inden næste opgave på hjemlig grund venter, siger Allan, der bakkes op af Haugsted, som også ser EHF Cup kampene som et kærkomment afbræk fra ligaen og den sæsonstart pigern ehar fået her. 

- Jeg tror det bliver fedt at kunne smide hovedet. Det hele sidder jo i hovedet. Det er ikke fordi, vi ikke kan spille håndbold, det er jo noget der går galt mentalt på en måde. Så det bliver fedt at spille mod et helt anderledes hold. Jeg ved ikke hvem de er og hvordan de spiller, så vi skal bare køre derudaf og give den gas. Det er sværere at overtænke mod en modstander, vi har mindre kendskab til. 

Pigerne spiller EHF Cup kamp mod HC Galytchanka Lviv fra Ukraine lørdag og søndag i VIBOCOLD Arena. 

Lørdagens kamp spilles kl. 16.00, hvor søndagens kamp spilles kl. 14.00. Der er fri entré til søndagskampen, da denne på papiret er en udebanekamp. 

 

Målscorere for Viborg HK i kampen mod Randers:

AG Nørgaard: 9

Line Uno: 4

Kristina Jørgensen: 3

Ida-Marie Dahl: 3

Stine Bodholt: 2

Line Haugsted: 2

Moa Högdahl: 1

Carin Strømberg: 1

Anne-Sofie Filtenborg: 1