Sejr sikrer kvartfinaleplads til Viborg HK

Det var spilletid til hele holdet, da Viborg HK i dag sikrede sig kvartfinaleplads i Santander Cup. Med en sejr på 31-26 over TTH Holstebro fik pigerne en flot start på sæsonen og vist gode takter frem mod de kommende kampe. 

Kampen igennem var det Viborg HK der havde en lille fordel og konstant var et skridt foran, men som TTH har for vane, giver de aldrig op. Stine Andersen satte fire af Viborg HK’s fem første scoringer i mål, og var med til at bygge de grøn blusedes føring op, så der ved pause stod 15-10 til Viborg. Det resultat blev der i starten af anden halvleg bygget videre på, men som kampen skred frem, sneg der sig flere og flere fejl ind i Viborg’s spil, hvilket TTH udnyttede. Dog ikke nok til, at sejren for alvor kom i fare. 

- Det var en kamp som de er. Det er vind eller forsvind, og jeg er glad for, at vi relativt hurtigt viser, at vi er et bedre hold end TTH. Selv om de spiller en rigtig god kamp og spiller frit, har jeg en fornemmelse af, at vi er i god kontrol i en stor periode af kampen, fortæller Allan efter kampen og uddyber. 

- Der er en periode i anden halvleg, hvor jeg synes de kommer for tæt på, og jeg synes vores angrebsspil - og forsvarsspil for den sags skyld - sjusker lidt i nogle situationer, og vi bliver for individuelle i vores tilgang. Det bliver vi nødt til at kigge på for det er noget der rammer os hårdt. Specielt mod et stærkt hold som Holstebro, der er dygtige i omstillingen. 

I løbet af kampen var der rig mulighed for at se alle mand i aktion, da Allan og Susanne løbende skiftede spillerkonstellationer så alle fik skudt hul på sæsonen. 

- Vi havde planer om at få folk i spil. Det er første kamp i sæsonen, og er det muligt, synes jeg ikke, at folk skal vente på sæsondebut. Haugsted var ikke på banen i dag, da hun er i gang med sit rehabiliteringsforløb, men jeg håber da hun er klar til næste opgave, men det må vi se på.

Små 100 Viborg HK fans var mødt op til dagens kamp, og de fik rig mulighed for at se de nye spillere på banen. Hvad alle fik at se var, at Moa, Ida-Marie, Stine og Pauline om nogen passer ind i Viborg HK og besidder store mængder VHK DNA. 

- Jeg synes de alle fire gør det rigtig fint. Pauline og Moa falder rigtig godt ind i spillet. Både defensivt og offensivt synes jeg, de løser tingene rigtig godt og skaber et godt flow. Stine Andersen leverer jo en meget flot kamp også i forhold til, at det er hendes gamle klub. Ida-Marie viser jo det fighterinstinkt og attitude, som hun er kendt for, og som er fedt at se. Det er VHK DNA og det synes jeg de alle viser, at de besidder, slutter Allan der nu skal arbejde frem mod tirsdagens hjemmekamp mod NFH.