Én weekend, to EHF Cup kampe

Der er lagt op til en weekend i håndboldens tegn, når Viborg HK skal spille EHF Cup mod HC Galytchanka Lviv. To kampe på to dage er arrangeret i VIBOCOLD Arena for bedst at få kampene passet ind med den danske lige og de økonomiske veksler deltagelse i EHF Cuppen indebærer. 

Det betyder, at første opgør mod det Ukrainske hold spilles lørdag d. 15. september og returopgøret spilles søndag d. 16. september. Trods det, at begge opgør spilles i VIBOCOLD Arena vil den anden kamp på papiret have HC Galytchanka Lviv som hjemmehold. Det er bestemt under lodtrækning, hvilket hold, der har hjemmebane først, og her trak vi fordelen først. 

I sidste sæson lavede vi en lignende aftale med Mingachevir fra Azarbaijan, der også indvilligede i at komme til Viborg og spille begge kampe. Derfor er pigerne også bekendte med det at spille to kampe på en weekend, noget der ellers sjældent ses i internationalt tophåndbold. 

Havde pigerne skullet rejse til Ukraine for at spille returopgør, kunne påvirkningen have været stor på de efterfølgende opgør i ligaen, da disse alle ligger meget tæt. Nu undgår vi rejsetid, øget restitutionsbehov og evt. jetlag, da pigerne kan arbejde og befinde sig i deres vante rytme. 

Foruden de sportslige fordele ved at samle kampene i Viborg er der selvfølgelig også en økonomisk besparelse for Viborg HK, da en tur til Ukraine ville indebære udgifter til rejse for op mod 20 personer. 

 Vi håber, at rigtig mange vil benytte muligheden for at se to europæiske kampe i samme weekend, og samtitdig hjælpe pigerne videre i EHF Cuppen. De indledende kvalifikations runder er alle knald eller fald, hvorfor en samlet sejr over to kampe er nødvendig, hvis målet om avancement skal indfries. 

Sidste sæson kom pigerne som bekendt til semifinalen, hvor Vipers Kristiansand blev bødlen der slukkede finaledrømmen. Drømmen lever stadig og vi får helhjertet efter avancement og endnu flere kampe i europæisk regi.