Viborg stensikkert videre i Pokalen

I den sidste regionale runde af landspokalturneringen havde cirka 30 Viborg-tilhængere taget med Viborg HK på udebane, hvor netop nyoprykkede Skanderborg tog imod i intime Morten Børup Hallen centralt i Peter Sommers hjemby.

AG og Barbi startede med to scoringer hver til en hurtig Viborg-føring, men på trods af den flotte opbakning fra fansne, som igen havde medbragt crepe-ruller til et festligt indløb, så havde de hvide Viborg-spillere specielt svær ved at håndtere lille Sofie Deen på playmakerpositionen. Dog måtte Skanderborg erkende at gæsterne kom med den bedste fysik, og ude fra bagkæden kunne Rikke Skov skyde den ind forbi Skanderborgs keeper til 6-10 efter 13 minutter.

Viborg fortsatte i kontrol, og flere bolderobringer betød at Simone Böhme med en på kontra og derefter fra fløjen kunne bringe gæsterne på 8-16, før den kommende Viborg-fløj Amalie “Nips” Grøn reducerede efter 21 minutter. Det så komfortabelt ud, og hele bredden blev brugt.

Sarah Paulsen kom ind og rundede en flot halvleg af med hendes scoring til 13-21 – dermed var udgangspunktet særdeles godt før de sidste 30 min. Viborg havde vist forskellen på liga og 1. division.

Efter pausen fungerede Viborgs venstreside specielt godt, hvor AG og Sarah Paulsen foldede sig ud med 7 af de 9 Viborg-scoringer i det første kvarter af anden halvleg.

Uden for alvor at kunne true Viborg, så formåede hjemmeholdet at hænge i. Med en sejr på 26-34, så fik begge hold en god oplevelse, og Viborg-truppen fik hvad de kom efter. Med aftenens resultat venter der nu en lodtrækning til 1/8 finalerne senere på sommeren den 6/6 klokken 13:00. Denne bliver live-streamet, men det vil vi fortælle meget mere om når vi kommer tættere på.

Målscorere for Viborg HK:

Ann Grete Nørgaard – 9

Rikke Skov – 5

Barbara Palos-Bognar – 5

Sarah Paulsen – 4

Simone Böhme – 3

Marie Paule Gnabouyou – 3

Louise Lyksborg – 2

Mathilde Storgaard – 2

Kirsten Balle – 1