Viborg-Japan imorgen

Der er fuld fokus på landsholdet for tiden, men det betyder ikke at de øvrige spillere derhjemme i klubben ligger på langs. Efter en uges fri fra håndbolden, så spiller Viborg HK faktisk en træningskamp allerede i morgen.

Modstanderen er kendt for mange Viborg-fans. Det japanske landshold har vi haft fornøjelsen af at møde mange gange, og klokken 16:30 sker det igen.

Japan er også Danmarks modstander i VM-åbningskampen for de rød/hvide piger, så vil du gerne se hvad det er for et hold landsholdet møder på lørdag, så kig forbi Viborg Stadionhal til fyraftensbold.

Landsholdsspillerne får lidt tiltrængt ro efter træningsturneringen i weekenden inden de mødes i VM-lejren på onsdag, men de øvrige ligaspillere, samt et par unge talenter, vil få spilletid imod den østasiatiske modstander.

Der er fri adgang til kampen.