Til dagligt er det Viborg HK, der inviterer sponsorerne indendøre til et brag af en kamp. Men de seneste måneder har det været lidt anderledes. Der har spillerne i Viborg HK nemlig inviteret sig selv på besøg hos nogle af de sponsorer der støtter klubben. Det er der kommet nogle rigtig gode besøg ud af, hvor pigerne har fået mulighed for at lære sponsorerne bedre at kende og samtidig skabe en relation til dem der går ud over håndboldbanen.

At invitere sig selv på besøg er ikke velset i Emma Gads bøger, men heldigvis har sponsorerne i Viborg HK taget imod initiativet med åbne arme. Spillerne er troligt vendt tilbage til Viborg Stadionhal med gode oplevelser og en større forståelse for, hvad sponsorerne laver til dagligt.

Nogle kunne foranlediges til at tro, at en håndboldspiller intet har tilfælles med en revisor eller bilforhandler, men det har vist sig at være langt fra sandheden. For én ting er om noget en fælles interesse for alle. Håndbold. Der er blevet snakket taktik, træningskultur og håndboldoplevelser, men også meget andet, som intet har med håndbold at gøre. Alle besøg har fundet sted hos sponsorerne, så spillerne har haft mulighed for at opleve sponsorerne på deres hjemmebane.

Som prikken over i’et sponsorerede Søster Lagkage brød eller kage til besøgene.