Viborg begrænsede skaderne efter pausen

I en intens kulisse fik hjemmeholdet fra Viborg en mareridtsstart, da udeholdet på fire forsøg bragte sig på 0-4, imens Viborg HK endnu havde sin første scoring til gode. Sæsonens hurtigste timeout i Viborg Stadionhal blev forlangt efter 4:20, og FCM-defensiven virkede som hugget ud af beton.

Første scoring kom fra AG efter 7:15, da Kirsten Balle tilkæmpede sig et straffekast. Heldigvis var det nok til at stoppe blødningen midlertidig, men der var fortsat 4 mål op. I målet var der langt imellem redningerne, og efter bare et lille kvarter kom Rikke Poulsen ud på bænken for at få en anden vinkel på kampen. I modsatte ende fik Sabine Englert heller ikke fat i alverden, og derfor var stillingen 10-14 efter 22 min heller ikke overraskende.

Viborg sluttede halvlegen bedst, og med -3, 14-17, så var der stadig grund til at tro på at kampen kunne vendes til en smal sejr. For at dette stadig skulle være en mulighed, så krævede det at den defensive disciplin skulle ramme et højere niveau.

Og lige præcis defensiven startede langt bedre i sidste halvdel. Efter 37 minutter havde Viborg fået ædt sig ind, og med kun 1 mål op havde decibelmåleren også fået et nøk i den rigtige retning.

Kampen fortsatte tæt, som vanligt mellem Viborg og FCM fristes man til at sige. Men 4 et halvt minut forsøgte FCM at tage målmanden ud, og det var millimeter fra at blive straffet. Desværre var det stolpe ud for Rikke Poulsen, da hendes afslutning fra eget felt tog indersiden og hoppede ud. Det var meget symptomatisk.

Viborg kunne gå fra banen med en vished om at man godt kan være med, men mere skarphed vil være påkrævet. Det blev også illustreret til allersidst, hvor Kirsten Balle desværre brændte muligheden for at minimere nederlaget, der endte på 23-26. – I anden halvleg holdte Rikke Poulsen og forsvaret FCM nede på bare 9 scoringer, men desværre blev det ikke udnyttet i den anden ende. Her spillede man lige op med ligeledes 9 mål.

Udfaldet i aften betyder at sæsonens bedste kamp skal komme nu på søndag, ellers tyder det på at sæsonen skal afsluttes med en bronzekamp imod Team Esbjerg eller Team Tvis Holstebro. Hvis det var blevet spået før sæsonen, så tror jeg at de færreste havde brokket sig.