‘Vi er virkelig klar til at kæmpe for at vinde bronze!’

“Nu hvor vi ikke skal spille finale, så er vi virkelig klar til at kæmpe for at vinde bronze. Det vil også være stort for os som hold, hvis vi kan slå FCM og få den her bronzemedalje. Vi er fuldt ud klar til at give den gas og håber at se mange i Midtjylland, og selvfølgelig, at hallen bliver fyldt når vi spiller i VIBOCOLD Arena d. 14,” siger Uno under en lille snak om de kommende kampe mod FCM Håndbold.

Bronzemedaljen skal placeres hos et af Danmarks to mest vindene hold, og efter semifinalerne at dømme har de grønblusede vinden i ryggen. Formkurven er efter et kort dyk begyndt at gå op igen, og havde marginalerne været med Viborg HK i semifinalerne mod NFH kunne Viborg pigerne meget vel have spillet finale. Så tæt har slutspillet vist sig at være. I VIBOCOLD Arena fik publikum sig noget af en oplevelse, da NFH kom forbi til den anden semifinale, hvor stolpen i NFH’s mål blev bødlen der endte pigernes finaledrømme. Siden kampen har fokus været fuldt ud rettet mod bronzekampene mod FCM Håndbold, hvor Uno også er overbevist om, at holdet kan bruge de positive ting, der blev vist i semifinalerne til at besejre FCM.

“Som hold har vi rykket os meget. Vi er godt klar over, at vi har haft en down periode, men jeg synes vi i de sidste kampe har vist godt spil. Vi mangler bare de sidste marginaler og at få lukket helt ned, så vi vinder til sidst. Men der er mange positive ting at tage med, og det er det vi skal se på og ikke hvad vi kunne have gjort i tidligere kampe, men bare se fremad.”

Første semifinale spilles i Ikast d. 9. maj kl. 18.15. Billetter kan købes på FCM Håndbolds hjemmeside.

Returkampen spilles i VIBOCOLD arena, Viborg søndag d. 14. maj kl. 18.00. Køb din billet lige her

Er der pointlighed efter to kampe spilles en tredje og afgørende kamp i Ikast d. 17. maj kl. 18.30.