Vi havde drømt om det!

Der har i de seneste uger været en spænding i truppen for at komme i gang med ligaen, og her til aften skulle den første alvorlige prøve stå, da lokalrivalerne fra Team Tvis Holstebro bød op til dans i Gråkjær Arena.

Træningskampe er en ting, men når der er point på spil er tændingen bare en anden.

AG er blevet ny straffekastskytte for Viborg HK, men det var hendes tidligere holdkammerat Silje Solberg der kom bedst ud af den første duel, da hun snuppede AG’s straffekast, der blev begået imod Marie-Paule Gnabouyou efter 3 minutter.

Generelt var det en meget rodet start på kampen, og spillet var mere intenst end flot. Rikke Skov kunne efter 6 minutter score det blot 3. mål i kampen, til stillingen 1-2, og det fik TTH’s nye træner Peter Krautmeyer til at forlange time-out. De første 10 minutter var det for øvrigt kun Rikke Skov der kunne nette for udeholdet, men ”Barbi” og ”MP” fik herefter passeret Solberg til 3-4 og 3-5.

På trods af den dårlige første aktion, så viste AG for alvor at hun ikke hænger sig i de trælse aktioner. Fra en nærmest umulig vinkel valgte hun at gå, og imponerende nok fik hun den kringlet ind til 4-6 efter 15 minutter.

Halvlegen ud var det Viborg HK der hele tiden var et enkelt skridt foran, og fortjent kunne udeholdet går til pause foran med 10-13.

I anden halvleg fik Viborg HK igen tilkæmpet et straffekast i de indledende minutter, og igen var det AG der skulle eksekvere. Denne gang med lidt større succes, da hun satte den til højre for Silje Solberg, der ikke kunne nå ned til den.

Allan Heine valgte at lade ”Barbi” gå op og tage Nathalie Hagman ud af spillet indledningsvis, og det gjorde det svært for udeholdet at finde nøglen til Viborg-forsvaret. Efter MP’s langskud til14-19 måtte TTH-træner igen ty til time-out kortet, for VHK-defensiven stod bundsolidt.

Lige lidt hjalp det, for Viborgs forsvar kunne i dag være støbt op i beton. Aftalerne blev holdt, og i angrebsspillet var de rutinerede spillere gode til at sætte systemerne op. Til de afsluttende 8 minutter ville Allan dog gerne have sækken lukket, men det blev til et boldtab, og derefter TTH-reducering til 18-23, hvilket gav blod på tanden.

Der skal dog meget mere til at ryste Viborg HK! Til sidst blev det en decideret nedsabling, hvor udeholdet vandt med hele 20-28, på trods af et par forspildte chancer offensivt.

I aften var en aften vi kun havde turde drømme om.

Se spillerstatistik her

Se kampanalyse her