”Vi går efter sejren”

Ikke kun kulissen skal tilskrives Nykøbings slutspilsdeltagelse. Den hurtige spillestil har skaffet mange point til de gule fra Syddanmark, men imod de fysisk stærkeste hold har NFH haft det svært.

”Rent råstyrkemæssigt tror jeg at vi står bedst, men hvis man ser fysik i alt almindelighed, speed, udholdenhed og så videre, så ved jeg ikke hvem der har de bedste kort. NFH er enormt hurtige på de små områder, så det bliver en spændende duel om den lille og hurtige eller den store og stærke trækker det første stik”, fortæller cheftræneren.

Spillemæssigt står Nykøbing-forsvaret traditionelt højt. Cheftræneren forventer også at der kommer til at blive dækket højt på den viborgensiske bagkæde, da Niels Agesen i sidste uge udtalte om en stor respekt for de grønklædte skytter.

”Vi har forberedt os på de kan finde på at gå mere offensivt end tidligere, og muligvis kommer de med nogle mandsopdækninger i en eller anden udstrækning. Dog er det kamp 1, så jeg tror ikke at alle trumferne bliver smidt i aften”, beretter Allan Heine.

Men hvad kan vi så være tilfredse med før den altafgørende kamp i Viborg om en uge?

”Et godt udgangspunkt er en masse at spille for i kamp 2. Hvad vil det resultat være? – Jeg synes at det er to hold der ligger rigtig fint til hinanden efter to tætte opgør, så dagformen og udviklingen kommer til at betyde meget. Vi tager dog til Nykøbing for at få en sejr”.

Tager du ikke turen sydøst over Danmark, så viser TV2 Sport opgøret klokken 20:30. Hvis du ikke kan tage kanalen, eller bare gerne vil se kampen med andre Viborg-fans, så er du også velkommen i Heidi Astrup Lounge. Her vil baren med øl og vand være åben fra klokken 18:00, og begge kvartfinaler vil blive vist.