Vi er slutspilsklar!

Hvad meget få havde regnet ud efter gårsdagens sejr over Ringkøbing Håndbold er, at Allan, Bo og pigerne er klar til slutspillet. Det har Viborg Stifts Folkeblad i dag skrevet i en artikel, efter en vågen læser havde gjort opmærksom på det.

Som Viborg Stifts Folkeblad skriver her, kommer slutspilspladsen i hus, da Odense Håndbold og Silkeborg-Voel KFUM er de to hold, der skal overgå vores piger, for at slutspillet skal glippe. Som Viborg Stifts Folkeblad skriver, er det dog ikke muligt for begge hold at overgå Viborg-pigerne i tabellen, da de har et indbyrdes opgør der gør, at et af de to hold kommer til at trække sorteper.

Dermed er vi på nuværende tidspunkt sikret en plads i slutspillet. Men som Allan siger som kommentar til dette “Det ændrer ikke på, at vi stadig tager en kamp ad gangen. Vi spiller for at vinde”.

Og der er meget at spille for endnu, da seks hold går i slutspillet. De to hold, der ender på første og andenpladsen går direkte i semi-finalen. Da vi lige nu indtager andenpladsen er der stadig meget at spille for.

Vi bruger derfor søndagen på at glædes over slutspilspladsen, og arbejder fra mandag videre på at samle så mange point som muligt sammen til slutspillet.

STORT tillykke til Allan og pigerne!!