Vi er i semifinalen!

Tirsdag aften stod i Santander Cuppens tegn for Viborg HK’s ligakvinder. Efter en jævn start på ligaen, så var det i aften knald eller fald på udebane imod formstærke Randers HK i kvartfinaleopgøret.

På forhånd var der lagt op til en kamp der i særdeleshed skulle afgøres på keeper-fronten, og her var Randers svækket før kamp, da andetvalget på målvogterposten, Julie Gade, måtte se kampen fra sengen grundet sygdom. Viborg HK måtte fortsat undvære Sille Thomsen, men ellers var det et hvidklædt Viborg-mandskab der kom med stærkest mulige line-up.

Hjemmeholdet åbnede ud med at brænde kampens første straffekast, og så kunne Rikke Skov bringe det undertippede Viborg HK foran. Udligningen kom dog efter 2:40, da Jonsdottir kunne udnytte et kontrastød.

Begge hold virkede indledningsvis præget af en smule nerver, men også de to målvogtere, Cecilie Greve og Rikke Poulsen, kunne takkes for en relativ lav scoringsfrekvens efter 11 minutter, hvor Ann Grete Nørgaard kunne gøre det til 3-5. To Randers-scoringer gjorde det dog til 5-5, hvor også ”Barbi” måtte trække den første udvisning i kampen.

Ingen af de to hold kunne for alvor få slået det berømte hul, men med halvandet minut igen var det bundrutinerede Rikke Skov der tog ansvar, og stillingen 11-13 blev en realitet, før Randers fik reduceret til pausestillingen 12-13.

På trods af pausen, så mistede Viborg HK ikke momentum, og bragte sig hurtigt foran med 3. Barbi måtte en tur i brædderne halvejs i anden halvleg, da Ilda Kepic i returløbet løb tværs over banen, og brutalt fik nedlagt den blonde ungarer. Vi vil snarest muligt bringe en status på Barbis tilstand.

Den voldsomme oplevelse rystede dog ikke et flyvende udehold, da føringen blev fastholdt i 2. halvleg. En stor triumf var en realitet. Viborg HK havde besejret favoritterne Randers HK, vel og mærke på udebane med 25-27!

Se spillerstatistik her

Se kampanalyse her