Uafgjort sender Viborg HK på bronzejagt efter flot spillet semifinale

Tætte kampe er som regel garanti for spænding, og det var bestemt også tilfældet i dagens kamp, hvor begge hold kæmpede så sveden dryppede af dem. Nykøbing Falster skulle blot bruge et point for at spille sig i finalen ved dette års DM, hvorimod Viborg HK skulle bruge begge point for at skaffe en tredje og afgørende semifinale i Nykøbing.

Kampen blev mere spændende end hvad godt var, og da slutfløjtet lød var slutresultatet 27-27. Resultatet, der lige netop ikke var nok for hjemmeholdet og NFH skal nu spille om DM guld mod København Håndbold. Viborg HK derimod kan stadig tage en medalje, når de møder FCM Håndbold i kampen om bronzen.

Brændte chancer var udslagsgivende for første halvleg, hvor hjemmeholdet fulgte fint med og kom til gode chancer. Desværre blev chancerne ikke omsat til mål, og Nykøbing Falster gik til pause med en føring på 10-14.

Starten af kampen havde rigtig gode tegn, og MP fik i løbet af et par angreb smidt bolden i mål op til flere gange. Samtidig kæmpede Stine bragt på stregen, hvor hun fik skabt god plads til sine medspillere og sig selv.

Allan og Bo gjorde deres til, at holdet skulle komme ovenpå og tog to time-outs i løbet af de første 30 minutter. Som tilskuer sad man derfor også med en følelse af, at pauseføringen til gæsterne ikke skyldes flot spil fra de gulblusede, men nærmere, at hjemmeholdet ikke fik valuta for pengene på de skud, de fik sendt afsted.

I anden halvleg stod det klart, at Viborg HK ikke havde tænkt sig at lade gæsterne løbe fra sig. Stille og roligt blev føringen spist, hvilket betød, at største delen af anden halvleg var en byttehandel på mål. Når Viborg HK kom i angreb var det med velovervejet spil og chancerne der i første halvleg ikke blev omsat til mål, blev i anden halvleg smidt i netmaskerne. I målet tog Bager godt fra, og reddede i løbet af de sidste 30 minutter flere oplagte chancer.

Med 5 sekunder igen tilkæmpede Line Uno sig et straffekast, som Carin Strömberg skulle tage. Carin havde flere gange i løbet af kampen haft held til at score på straffe, og med en utrolig flot kamp af svenskeren lå ansvaret nu hos hende. Desværre studsede bolden så hårdt, at den gik stolpe ud, og gæsterne kunne løbe jublende på banen med finalepladsen i hus.

Helt fortjent blev Carin Strömberg kåret til kampens Viborg HK profil, efter at have spillet en rigtig flot kamp.

De grønblusede piger skal nu spille om bronze mod FCM Håndbold. Disse kampe spilles også bedst af tre. Da FCM sluttede grundspillet på førstepladsen starter de på egen hjemmebane.

Til kampen var der inden startfløjt også nyheder fra Viborg HK’s bestyrelsesformand, Jørgen Hansen, der kunne fortælle, at Arenanavnet til Viborg HK’s hjemmebane er solgt til Vibocold, og hjemmebanen hedder fra dags dato Vibocold Arena, Viborg.