Turen går til Bjerring… Øhm Skanderborg!

I mandags var der lodtrækning til Santander Cuppens 6. runde, og her trak vi Bjerringbro FH fra 1. division. Det udfald er dog blevet ændret fra Jydsk Håndbold Forbunds side i dag, da der beklageligvis var opstået en fejl.

Forklaringen var at Bjerringbro FH og Skanderborg Håndbold fejlagtigt var blevet byttet rundt, så derfor kan vi nu se frem til et møde med et hold vi formentlig ser i Primo Tours Ligaen efter sommerferien. Aktuelt fører Skanderborg 1. division med 4 point flere end Ajax København på 2. pladsen, og med fire kampe tilbage ligger de lunt i svinget til den direkte oprykningsplads.

Opgøret skal afvikles senest den 12. maj, og som højest rangeret hold skal vi et smut til Morten Børup Hallen, 8660 Skanderborg.