Indlæg

Viborg HK på træningslejr i Ungarn

I dag har vi sendt pigerne mod Ungarn, hvor de har en spændende uge foran sig. Holdet er med i en træningsturnering, hvor der både er en række træninger og 3 kampe på programmet. Blandt andet er der mulighed for revanche, når pigerne træner med og spiller træningskamp mod Dunaferr, som for nylig tog det ene point i en træningskamp under Generation Handball.

Foruden at træne med Dunaferr skal pigerne deltage i en turnering med deltagelse af Ungarske Debrechen, Budaörs og Vác, samt russiske Zvezda.

Cheftræner, Allan Heine ser frem til at komme til Ungarn med holdet, der med Jørgensen, Nikoline og Anso tilbage i truppen endelig er fuldtallige.

”Først og fremmest er turen til Ungarn en mulighed for at udvikle holdet sportsligt. Vi får mulighed for at prøve kræfter mod hold vi ikke kender, og som ikke kender vores spil. Derudover er det også en mulighed for at bygge videre på det arbejde vi har lavet i opstarten med at få rystet holdet sammen. Som træner er det spændende at se et nyt hold tage form. Udlandsture er særligt gode til at ryste et hold sammen, da pigerne alle er på ”udebane” og udenfor vante rammer. Det giver rig mulighed for at se, hvem der træder i karakter i forskellige situationer og hvilke roller de forskellige spillere påtager sig frem mod den kommende sæson.”

Trods en travl uge med masser af håndbold på programmet er der også tid til at holde lidt fri. Bl.a. har lederteamet arrangeret en heldagstur til Budapest, hvor holdet kan opleve lidt af byen, ose på strøget eller hvad pigerne ellers har lyst til. En ”fridag” som pigerne normalt ikke oplever på træningsture og udlandsrejser med holdet, da disse ture ofte er travle og pakket med håndbold. Fridagen er ikke uden holdet for øje, og Allan Heine udelukker ikke, at teambuilding aktiviteter kan snige sig ind.

”Vi skal i den kommende sæson arbejde videre med de værdier vi har skabt omkring holdet i de seneste sæsoner. Det kan godt ske, at der skal ændres lidt i værdisættet, da nye personligheder er kommet til og et nyt hold skal arbejde sammen. Det er også sådan noget vi skal bruge turen til,” slutter Allan Heine.

I Ungarn vil der desværre ikke være mulighed for at live blogge eller live streame kampe, men vi vil på vores hjemmeside og sociale medier forsøge at holde jer alle opdateret på, hvordan det går. Blandt andet har vi lokket et par spillere til at overtage vores Instagram profil – @viborg_hk.

OBS til sæsonkortholdere

På søndag d. 20. august er sidste chance for at gentegne dit sæsonkort og din faste plads fra sidste sæson. På mandag d. 21. august frigives alle pladser, der ikke er blevet gentegnet. Skynd dig derfor ind på shop.vhk.dk og gentegn dit sæsonkort, så du ikke går glip af en masse gode oplevelser og spændende håndbold i VIBOCOLD arena. Det er også muligt at kontakte os på mail: info@vhk.dk eller på telefon: 86 62 91 06, hvor vi altid står klar til at hjælpe.

 

Til alle der allerede har gentegnet deres sæsonkort:

Kortene er klar ultimo august, vi giver besked pr. mail, når de er klar til afhentning!

 

Niko, Anso og Jørgensen hjemme i Viborg

Endelig fik vi samling på tropperne.

Kristina Jørgensen, Anne-Sofie Filtenborg og Nikoline Lundgreen har været savnet i opstarten. De har alle tre repræsenteret Danmark ved U19 EM i Slovakiet. En slutrunde, der blev afsluttet med bronzemedaljer om halsen og personlig hæder til Kristina Jørgensen.

“Det har været en rigtig god tur. Grundet sygdom i truppen har det været lidt anderledes end normalt, og til tider lidt kaotisk. Men det har været en rigtig god turnering, og vi fik et godt resultat med hjem. Jeg føler vi blev bedre og bedre som turneringen skred frem og kommer hjem med en god følelse,” fortæller Nikoline efter hjemkomst til Viborg.

Forståeligt nok var det med lidt grødet stemme og trætte øjne, pigerne kom til møde i VIBOCOLD Arena tirsdag d. 8. august. Sammen med resten af holdet landede de tre VIborg HK-spillere i Københavns lufthavn natten til tirsdag, hvorefter de fik tre timers søvn hos en af deres landsholds kolleger. Kl. 6 tirsdag morgen gik turen med tog fra København til Viborg, hvor de endelig kunne forenes med holdkammeraterne i domkirkebyen.

Trods træthed var det nogle glade piger, der kom i VIBOCOLD Arena for at deltage i et hold-møde og en kort snak om U19 EM og den landsholdsboble man træder i, når man er samlet med landsholdet.

“Vi ramte topniveau til sidst. Vi havde træningsturneringer inden slutrunden, hvor vi ramte et rigtig højt niveau. Da vi kom til slutrunden præsterede vi ikke som ønsket og skulle lige vænne os til andre forhold end vi er vant til. Der var meget varmt, og vi havde problemer med bolden som smuttede ud af hænderne på os grundet fugtigheden. Da vi endelig kom i en hal med air-condition rammer vi igen det høje niveau,” fortæller Kristina Jørgensen, der under turneringen spillede så godt, at hun blev udtaget til all-star holdet og blev året til turneringens MVP (most valuable player). En hæder som Jørgensen er stolt af men også tildeler sine holdkammerater.

“Det er fedt med personlig succes, men det er jo holdet der skaber successen. Jeg præsterede ikke i alle kampe og havde blandt andet lidt sygdom der drillede. I de kampe, hvor jeg hurtigt mistede kræfterne var der andre der spillede fantastisk. Så det er fedt med succes, men den kommer også grundet mine holdkammerater” siger Jørgensen, der sammen med resten af U19 landsholdet har været samlet det meste af juni og juli for at træne frem til slutrunden.

To måneder væk fra familie, venner og klubhold kan for de fleste virke som meget lang tid, men for landsholdsspillere er det normen mere end undtagelsen.

“Man går bare ind i en landsholdsboble, hvor man ikke tænker på andet end at få holdet til at præstere. Man siger hurtigt til sig selv ‘Nu er jeg her, og jeg kan alligevel ikke påvirke det der sker der hjemme’. Det vænner man sig hurtigt til,” siger Jørgensen og suppleres af Nikoline:

“Vi har det rigtig godt sammen på holdet og har fået skabt nogle trygge rammer omkring landsholdet som gør, at man ikke får hjemve. Det er rart at være afsted med det her hold. Det betyder ikke, at man ikke til sidst gerne vil hjem, men det er ikke en længsel der er hæmmende for vores præstation som ellers kunne være tilfældet.”

Med hjemkomsten fra landsholdssamling har pigerne fået træningsfri ugen ud, hvorefter de vil slå sig til resten af Viborg HK-truppen frem mod den kommende sæson. For Filtenborg og Jørgensen er det første sæson i den grønne trøje.

“Det har jeg glædet mig sindsygt meget til. Vi har jo kunnet følge med i alt det spændende holdet har lavet sammen mens vi var væk, så nu glæder jeg mig til at komme igang,” siger Filtenborg på spørgsmålet om, hvordan det er at komme hjem fra samling og direkte ind på et nyt hold.

De tre hjemvendte bronzevindere deltager ikke i træningskampen mod IK Sävehoff torsdag aften, men trækker den grønne trøje over hovedet til kampen mod SønderjyskE i Santander Cup senere på måneden. Indtil da vil vi glæde os over at have dem tilbage i Viborg!

Uafgjort mod Dunaferr

Med et straffekast i sidste sekund reddede AG en uafgjort hjem til Viborg HK i træningskampen mod Dunaferr. 26-26 stod der på måltavlen da de 60 minutter var spillet, og Allan Heine og pigerne kunne se tilbage på en kamp, hvor tekniske fejl var medvirkende til, at de grønblusede aldrig for alvor trak fra ungarerne.

Efter kampen var det en rolig Allan Heine der kunne konstatere, at ressourcerne slap op for Viborg pigerne, der ellers fik en god start på kampen.

“Egentligt har vi fint styr på Dunaferr i de første 15-20 minutter, men som kampen skrider frem løber vi tør for ressourcer og det bliver en af de kampe, hvor vi bytter mål. Dunaferr spiller en rigtig fin kamp, og har flere gange held med at lukke af for vores angreb og presse os til satsede afslutninger. Jeg er glad for at se, at vi igen i dag har den rette indstilling og fortsætter med at fighte selv om der sniger sig tekniske fejl ind. Nu har vi fået prøvet lidt kampsituationer og ved, hvad vi skal arbejde videre med. Jeg er meget fortrøstningsfuld frem mod sæsonstart og de næste par træningskampe,” siger Allan umiddelbart efter kampen mod Dunaferr.

Dagens startopstilling havde endnu en gang de to nye ansigter i Viborg HK, Natasha Nolevska og Hanna Daglund på banen. Her fik de sammen med Sidsel Bodholt, Line Uno, Line Haugsted, AG og Stine en rigtig fin start på kampen, og kom hurtigt foran med to-tre mål. Men lige så stille fik et hårdt-fightende ungarsk mandskab kæmpet sig tilbage i kampen, og ved pause var Viborg føringen på kun et enkelt mål, 14-13.

Herefter var kampen præget af ligeværdigt spil, hvor begge parter skiftedes til at score mål. Dunaferr havde held med at lukke ned for Viborg HK’s angrebsspil, så afslutninger blev satsede eller stressede grundet en truende nøl-kendelse. Flere og flere tekniske fejl sneg sig ind, og Dunaferr fik sig et lille overtag frem mod slutfløjt. 30 sekunder før tid scorer ungarerne til 25-26. Med VIBOCOLD Arena i ryggen blev kampens sidste angreb sat ind, og som altid kæmpede Stine en brag kamp på stregen, og med tre sekunder igen fik hun tilkæmpet sig et straffekast. Som så ofte før trådte AG frem til straffepletten, og med usvigelig sikkerhed sendte hun bolden i netmaskerne.

Nu skal Allan og pigerne tilbage til træningshallen, hvor de i de kommende uger skal lægge forarbejdet til den kommende sæson. Næste træningskamp er mod svenske Sävehoff. Kampen spilles i Spøttrup ved Skive torsdag d. 10. august kl. 18.00.

HUSK, at sæsonkort til den kommende sæson allerede nu kan købes og fornyes lige HER

Spring, sprint og VO2 Max – Testdag i Viborg HK

“Det er lidt som at gå til eksamen. Man lægger pres på sig selv og vil gerne yde sit bedste efter at have brugt ferien på at træne” sagde en lettet Line Uno efter endt testdag i Viborg HK. Hun og resten af holdet blev mandag testet i spring, sprint og VO2 max. Tests, som var arrangeret af holdets fysiske trænere Michael Knudsen og Susanne Wilbek.

“De tests vi laver inden sæsonstart er sprint, spring og VO2 max. Spring og sprint siger lidt om deres eksplosive styrke i benene, i forhold til den styrketræning de har lavet i ferien. Med den information kan vi rette deres træningsprogram til og følge udviklingen hos den enkelte spiller,” forklarer Susanne Wilbek og fortsætter:

“Vi tester dem typisk to gange om året, hvorefter vi kan se, om det går fremad som vi regner med. Så det er et øjebliksbillede af den eksplosive styrke hos spilleren. VO2 max testen er en konditionstest, hvor vi kan måle den maksimale iltoptagelse hos spillerne. Den giver et billede af deres grundform, hvor meget energi vi skal bruge på at bygge formen yderligere op, og hvordan vi skal organisere træningen i opstarten.”

Idrætsfysiologisk Testcenter, Viborg stod klar til at hjælpe med at teste vores spillere, og der var bred enighed blandt de adspurgte spillere om, at VO2 Max testen er den værste.

“Det værste er helt sikkert VO2 Max testen. Det er den eneste test, der er hård. Spring og sprint tager kun nogle sekunder, hvorimod VO2 max gerne skal tage længere tid. VO2 Max er en test, hvor man løber til man ikke kan mere, så selv om man måske ikke løber så længe løber man til man ikke kan mere. Vi har jo sele på, da vi løber til vi er helt færdige og for udmattede til at stå. Vi løber 14 km/timen konstant, og for hvert minut øges hældningen på løbebåndet, så vi gradvist løber stejlere,” forklarede Nips.

(tekst fortsætter under billedet)

Da spillerne i truppen er meget forskellige med hver deres styrker er der også stor forskel på, hvilke resultater de hver især leverer når de bliver testet. Et faktum, der tages højde for blandt trænerteamet, da data på spillerne vurderes ud fra de forudsætninger de hver i sær har.

“Det optimale er at have flere data på en spiller så vi kan sammenligne og se, hvor de yder deres bedste. Skal man sammenligne en højrefløj på nogle og 50 kilo med en høj målmand som skal kunne placere sig godt er der forskellige krav inde på banen. Der har vi nogle referencer på spillere, der spiller samme position med samme krav. Derudover kan vi også se, hvilke spillere vi tidligere har haft der minder om, og som vi kan sammenligne med, så det bliver dels et bredt billede, men i takt med, at vi tester dem flere gange kan vi se data på den enkelte spiller,” slutter Susanne Wilbek.

Sverige eller Azarbaijan

“Jeg har aldrig tidligere været i en klub, med så uheldige lodtrækninger som vi tidligere har haft i Viborg HK. Sidste år endte vi på lagfart til russiske Lada, så jeg er spændt på, hvor vi ender i år” sagde Allan Heine inden dagens lodtrækning til EHF Cup.

Da vi er i andet seedningslag skal vi spille mod et af de vindene hold fra første seedningslag.

Lodtrækningen er faldet sådan ud, at vi kommer til at møde vinderen af kampen mellem svenske Lugi og Mingechavir fra Azarbaijan.

En lodtrækning som i Allan Heines øjne kunne være værre.

“Nu ved vi, at det bliver Sverige eller Azarbaijan, og uden at kende holdene indgående ser svenske Lugi stærkest ud. Så umiddelbart bliver det nok et dansk-svensk opgør, hvilket jo er et opgør mellem to stærke håndboldnationer. Under alle omstændigheder forbereder vi os på hård modstand. Vi skal dog ikke på forhånd melde holdet fra Azarbaijan ude,” siger Allan Heine ovenpå dagens lodtrækning, som han umiddelbart er tilfreds med.

Da vi kom sidst op af bowlen starter vi også EHF Cup på udebane. Første kamp skal spilles d. 14. eller 15. oktober.

Lodtrækning til EHF Cup

I dag kl. 11 trækkes der lod til den europæiske turnering EHF Cup.

For 25 sæson i træk deltager Viborg HK i en af de præstigefyldte europæiske turneringer. Håbet er endnu en gang at nå så langt som muligt i en turnering, hvor modstanderen er en til tider ukendt faktor.

Første modstander i EHF Cup trækkes i dag, hvor vi også finder ud af, om vi starter på hjemme- eller udebane.

Lodtrækningen vises live på EUopæisk Håndbold Forbunds Youtube kanal og deres Facebook.

Umiddelbart efter lodtrækningen vil vi opdatere denne side med kommentar fra Allan Heine.

‘Med fuld opbakning fra hele hallen tror jeg på, at vi kan tage den sejr og komme ud i en tredje kamp’ – Louise Bager

30-25 stod der i dag på tavlen efter 60 minutters bronzekamp mod lokalrivalerne fra FCM Håndbold. Tres minutter, der blev kendetegnet ved et hjemmehold, der hele tiden var et skridt foran i angreb såvel som forsvar.

“Jeg synes ikke, vi er kølige nok på de tidspunkter, hvor vi skal slå til. Englert står godt i dag, men jeg synes det er vores egen skyld” siger Line Uno umiddelbart efter kampen og Carin Strömberg supplerer: “Vi har alle muligheder. På de vigtige tidspunkter er vi ikke skarpe nok. Men jeg synes vi har gode chancer på søndag. FCM spiller med de samme spillere stort set hele kampen så bliver vi ved med at holde presset kan vi godt slå dem på søndag.”

Særligt første halvleg var hård ved Viborg HK, som forsvarsmæssigt ikke fik lukket ned for Midtjylland, som kom til gode chancer i størstedelen af deres angreb. Heldigvis stod Bager rigtig fint og hun var en stor grund til, at der ved pause kun stod 15 ud for hjemmeholdet. I angrebet havde Viborg HK det også svært i løbet af de første 30 minutter. 11 mål blev det til, og de grønblusede vidste dermed, at anden halvleg skulle gøres bedre, hvis sejren skulle i hus. Det kunne tydeligt ses, at pigerne ikke havde givet op, da de kom ud til anden halvleg og de fik bedre fat i forsvaret. Dermed kom der også gang i kontrafasen. I målet kom Mie Sørensen ind og gjorde det rigtig flot, hvilket medvirkede til, at hjemmeholdets forspring lige så stille blev mindsket. Efter 16 minutter blev der udlignet til 21-21 og særligt de medrejsende Viborg HK fans anede muligheden for sejr.

“De gode forsvarsaktioner i anden halvleg gjorde, at vi kunne løbe med dem, og det føltes som om de hang rigtig meget. Det er derfor også, hvad der kræves på søndag, for kommer vi ikke i gang med vores eget forsvar, skal vi kæmpe mod deres, og det er svært” siger Line Uno

Netop forsvarspillet var også det, som Louise Bager udpegede som en vigtighed frem mod returopgøret i VIBOCOLD Arena

“Jeg synes vi mangler det sidste i den her kamp. Jeg synes ikke vi takler ordentligt igennem i forsvaret og så kommer vi til at lave fejl i angrebet, hvilket giver dem de lette mål. Der er mange steder vi kan optimere, men vi kommer jo op på 21-21 i anden halvleg og jeg synes egentligt vi har dem. Men så laver vi to tekniske fejl og bum, så er de foran igen. Jeg synes FCM laver for mange mål og vi skal have flere tacklinger på dem, så vi ikke kommer til at løbe efter dem hele tiden.”

Udligningen holdt ikke længe og fire minutter senere førte FCM med 25-21 og det blev endnu en gang op ad bakke for de grønblusede. Trods fortsat fight og taktiske ændringer lykkedes det ikke at indhente FCM’s forspring og nederlaget er en realitet. Heldigvis var der efter kampen bred enighed blandt Viborg HK’s spillere om, at det langt fra er umuligt at tage sejren på egen hjemmebane i returkampen.

“Jeg tænker helt klart, at vi kan komme hjem i egen hule, og med fuld opbakning fra hele hallen tror jeg på, at vi kan tage den her sejr og komme ud i en tredje kamp. Det er jeg slet ikke i tvivl om”, slutter Louise Bager af med sikkerhed i stemmen.

Returkampen spilles søndag d. 14. maj kl. 18.00 i VIBOCOLD Arena.

Billetter kan købes her

‘Vi er virkelig klar til at kæmpe for at vinde bronze!’

“Nu hvor vi ikke skal spille finale, så er vi virkelig klar til at kæmpe for at vinde bronze. Det vil også være stort for os som hold, hvis vi kan slå FCM og få den her bronzemedalje. Vi er fuldt ud klar til at give den gas og håber at se mange i Midtjylland, og selvfølgelig, at hallen bliver fyldt når vi spiller i VIBOCOLD Arena d. 14,” siger Uno under en lille snak om de kommende kampe mod FCM Håndbold.

Bronzemedaljen skal placeres hos et af Danmarks to mest vindene hold, og efter semifinalerne at dømme har de grønblusede vinden i ryggen. Formkurven er efter et kort dyk begyndt at gå op igen, og havde marginalerne været med Viborg HK i semifinalerne mod NFH kunne Viborg pigerne meget vel have spillet finale. Så tæt har slutspillet vist sig at være. I VIBOCOLD Arena fik publikum sig noget af en oplevelse, da NFH kom forbi til den anden semifinale, hvor stolpen i NFH’s mål blev bødlen der endte pigernes finaledrømme. Siden kampen har fokus været fuldt ud rettet mod bronzekampene mod FCM Håndbold, hvor Uno også er overbevist om, at holdet kan bruge de positive ting, der blev vist i semifinalerne til at besejre FCM.

“Som hold har vi rykket os meget. Vi er godt klar over, at vi har haft en down periode, men jeg synes vi i de sidste kampe har vist godt spil. Vi mangler bare de sidste marginaler og at få lukket helt ned, så vi vinder til sidst. Men der er mange positive ting at tage med, og det er det vi skal se på og ikke hvad vi kunne have gjort i tidligere kampe, men bare se fremad.”

Første semifinale spilles i Ikast d. 9. maj kl. 18.15. Billetter kan købes på FCM Håndbolds hjemmeside.

Returkampen spilles i VIBOCOLD arena, Viborg søndag d. 14. maj kl. 18.00. Køb din billet lige her

Er der pointlighed efter to kampe spilles en tredje og afgørende kamp i Ikast d. 17. maj kl. 18.30.

Nederlag skaber krav om sejr i Viborg

“Vi forventer en hurtig kamp med tryk på fra publikum og spillerne i Nykøbing.”

Sådan sagde Stine Bodholt inden dagens semifinale mod Nykøbing Falster og hun fik ret. Nykøbing Falster har fået bygget en imponerende kulisse op på deres hjemmebane, hvor publikum er i gang fra spillerne træder på banen til kampen slutter. Hallen kogte derfor fra første fløjt, og stemningen forblev den samme kampen igennem. Skønt var det, at også de trofaste Viborg HK fans var på lægterne til kampen, og de kunne høres!

Fra kampen blev skudt i gang var det tydeligt at se, at ingen af holdene ville give så meget som en enkelt bold til modstanderen uden kamp. Med højt tempo og velovervejet spil skiftedes holdene til at score, dog med Nykøbing et lille skridt foran. Viborg HK var dog ikke så lette at overrumple, og kæmpede hele kampen igennem, hvilket resulterede i, at dramatikken og spændingen var intakt samtlige 60 minutter.

Specielt i forsvaret havde Allan og Bo tydeligvis gjort deres hjemmearbejde, og gæsterne fik lukket flot ned for den frygtede duo i Mulle og Gravholt. Derfor var det også angrebsspillet der skulle blive den afgørende faktor, og her kom samtlige positioner på banen i brug og på tavlen. Desværre var der en længere periode i anden halvleg, hvor Viborg HK havde svært ved at komme til chancer eller få scoret på de chancer der bød sig. I denne periode førte NFH med to-tre mål, hvilket viste sig svære at indhente. Pludselig kom der dog hul på bylden, og med godt forsvarsspil og gode redninger fra Bager kom bolden på Viborg hænder med 20 sekunder igen. Desværre blev bolden kastet i NFH’s hænder og de kunne cementere sejren på 26-24.

“Det var en lige kamp, som blev afgjort på små marginaler. Hvis vi havde haft mere is i maven kunne kampen være tippet til vores fordel i stedet for til Nykøbing. Heldigvis er returkampen helt åben, så vi tror på, at vi kan vinde de næste to og gå i finalen,” siger Bo Rudgaard efter semifinalen.

Chancerne er der stadig for Viborg HK deltagelse i finalen, da slutspillets kampe spilles bedst af tre. Dermed vil de grønblusede med en sejr på hjemmebane kunne sikre et tredje og afgørende opgør. Målscore spiller ingen rolle, det er kun point der tæller.

Vi håber derfor på massiv opbakning søndag d. 30 april, når Nykøbing kommer på besøg. Kampen spilles kl. 16.10 i Viborg Stadionhal.

Billetter kan købes her: http://shop.vhk.dk