Indlæg

“Det er nærmest mytisk at spille i Viborg HK og trække den grønne trøje over hovedet” – MP Gnabouyou

Hver sæson byder vi velkommen til nye spillere, der alle bliver en integreret del af Viborg HK og det DNA, der er indlejret i det grønne hjerte. Hver sæson må vi også sige farvel til spillere og ledere, der stopper karriere eller drager på nye eventyr. Det er ikke altid lige let at sige farvel, da samtlige spillere og ledere har givet os så mange oplevelser og sjove øjeblikke.

Denne sæson er ingen undtagelse og vi siger farvel til flere profiler, som enten stopper karrieren eller skifter til nye klubber. Inden de rejser fra Viborg og skifter den grønne trøje ud med nye farver, har vi taget en snak om tiden i klubben og hvad der skal ske i fremtiden.

MP Gnabouyou kom til Viborg til sæsonen 2015-2016 og har siden da udnyttet sin imponerende fysik på højre back.


Du har været i Viborg HK i to sæsoner nu, hvordan har det været?

Selvfølgelig har der været op- og nedture, men generelt har det været en rigtig god tid i Viborg og jeg har fået en masse erfaringer og oplevelser med. Det har været en rigtig god oplevelse for mig.

Hvad har været det bedste ved at være her?
Det bedste har været at møde skønne mennesker og spillere. Jeg har nydt at spille med og mod fantastiske spillere og jeg synes, jeg er vokset mens jeg har været i Viborg og har udviklet mig på flere områder. Det er første gang jeg spiller i udlandet og jeg synes det har givet mig meget. Det har ikke været let, men jeg gjorde det, og det er jeg glad og stolt over.

Hvorfor Viborg HK?
Jeg ville gerne se noget nyt og få nye oplevelser i mit liv. Jeg havde spillet syv år i Toulon og syntes, at det var et passende tidspunkt at komme videre. Personligt og professionelt gav det mig også nogle muligheder, som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg kendte ingen i Viborg inden jeg kom, og det har helt sikkert været et valg, der har medbragt lidt svære tider. Som den eneste på holdet, der ikke taler dansk har jeg måttet kæmpe lidt med det sproglige og forståelsen. Ofte ser man, at hold med udlændinge ofte her mere end én der ikke taler dansk, men her var jeg den eneste. Samtidig kom jeg alene til Danmark og det har også været svært til tider.

Hvordan gør man de svære tider til gode tider?
Det har ikke været så svært at få noget positivt ud af de svære perioder. Jeg tror det hjælper, at min personlighed er åben og social. De andre piger på holdet har været rigtig søde ved mig, så det har selvfølgelig hjulpet, men det tager tid at tilpasse sig. Det er op og ned.

Hvad er nogle af de bedste oplevelser du har haft?
Mange ting har været gode. Jeg kan næsten ikke vælge. Jeg synes det var stort, da vi vandt over Metz Handball på hjemmebane i sidste sæson. Det var et godt minde. I denne sæson synes jeg det var rigtig stort da vi på udebane vandt over Esbjerg. Ikke bare fordi vi vandt, men fordi der var så mange følelser involveret og vi havde det så sjovt efter kampen. Vi har generelt haft det rigtig godt på holdet og det vil jeg huske.

Hvad er så nogle af de hårde ting ved at spille i Viborg HK?
Nogle gange er det hårdt ikke at forstå, hvad der bliver sagt. Det kan gøre, at man føler sig lidt udenfor. Samtidig er det hårdt at være alene i Danmark og ikke have nogen at komme hjem til efter træning eller kamp. Min familie har været på besøg flere gange, men selvfølgelig ville jeg ønske, at min familie var her oftere, så jeg kunne tilbringe mere tid med dem. Viborg er en fantastisk by og livskvaliteten er rigtig god i Danmark. Jeg nyder at gå ture i Viborg, men det kan til tider blive lidt ensformigt, da byen er noget mindre, end jeg er vant til i Frankrig, men jeg er rigtig glad for min tid i Viborg HK og byen!

Hvad har du fået tiden til at gå med når du ikke spillede håndbold?
Jeg har ikke lavet så meget. Jeg har selvfølgelig trænet og ellers har jeg gået ture og shoppet lidt. Det er også hyggeligt at gå i biografen. Samtidig har jeg udnyttet fridage til at se veninder, bl.a. Balle, der spillede på holdet sidste sæson. Nu har jeg fået en kæreste, og det gør det hele lidt nemmere og mindre ensomt at være væk fra familien.


Hvilke erfaringer tager du med fra Viborg?

Jeg tror, at jeg er blevet mentalt stærkere og er blevet bedre til at holde et positivt sind. Det er de to vigtigste ting jeg tager med mig.

Hvordan er atmosfæren i Viborg sammenlignet med Frankrig?
Det er svært at sammenligne. Der er fantastisk støtte i Toulon såvel som i Viborg og de mennesker vil altid være i mit hjerte. Det er helt sikkert! Det er nærmest mytisk at spille i Viborg HK og trække den grønne trøje over hovedet. Det repræsenterer så meget, og når man har den trøje på så må man spille på et vist niveau.


Efter kampe er fansene altid omkring dig, og man kan se, de holder meget ad dig. Har du noget at sige til dem?

Jeg har meget jeg gerne vil sige til vores fans. De støtter mig altid, også når det går mindre godt for mig. Det vil jeg gerne sige tusind tak for. Det er rørende at opleve den støtte og det vil jeg aldrig glemme. Selvfølgelig vil jeg glæde mig til at se dem igen en gang, for jeg håber virkelig at komme til Viborg igen enten på besøg eller som modstander. Hvem ved?


Nu skal du til Ungarn og spille for Siofok. Hvad glæder du dig til at opleve?

Måske det er lidt for tidligt at sige. Sæsonen i Viborg er ikke afsluttet helt som jeg ønskede. Nu skal jeg med landsholdet til samling, så inden jeg tænker på min nye klub skal min tid her bearbejdes og så skal landsholdssamlingen overstås. Vi skal træne, testes og spille kampe mod Norge, så for at være ærlig trænger jeg mest af alt bare til lidt ferie, men jeg glæder mig til at komme ud og få nogle nye oplevelser og spille med de spillere der er i Siofok. Det bliver fantastisk at opleve stemningen i Ungarn, og spille sammen med andre franske spiller, hvilket også giver mere sammenhæng med landsholdet. Selvfølgelig bliver det også dejligt at se Böhme igen!

Hvad forventer du så af atmosfæren i Ungarn?
De er vilde i Ungarn og det tror jeg passer godt til min stil og personlighed. Jeg kan godt lide når det er lidt hårdt og der er en presset stemning. Så jeg tror jeg kommer til at nyde det.

Nu skal du med landsholdet. Hvad drømmer du om for fremtiden på landsholdet?
Landsholdet tager jeg lidt skridt for skridt. Jeg var ikke på landsholdet i en periode på halvandet år, og ved nu, hvordan det føles ikke at være på holdet og hvad det kræver at være med. Så jeg vil bare kæmpe videre og udvikle mit spil. Målet er at spille EM i Frankrig, så nogle år endnu med landsholdet er målet.

Har du noget du gerne vil sige til sidst, noget vi ikke har dækket?
Det er vigtigt for mig, at vores fans og sponsorer ved, at jeg virkelig sætter pris på den støtte jeg og vi har modtaget. Det glemmer jeg aldrig.
Derud over vil jeg også ønske alle pigerne held og lykke fremover. Det har været op og ned for mig, og de har altid støttet mig. Jeg ved det nogle gange har været hårdt at skulle oversætte alt og jeg sætter stor pris på, at de har gjort det, og jeg vil helt sikkert gengælde det, hvis de kommer til Frankrig.

I Viborg HK glæder vi os til at følge MP’s videre færd og ønsker al held og lykke med landsholdet og tiden i Siofok.

Bredden blev afgørende

Revanchetørsten var stor iblandt de viborgensiske spillere i bussen på vej til Ringkøbing, og selvom at det indledningsvist blev til en Ringkøbing-scoring, så var det Viborg der kom bedst fra land. Efter 2:45 kunne AG på kontra passere Natasja Clausen i Ringkøbingmålet til stillingen 1-3. Rikke Poulsen havde gjort hjemmearbejdet godt, for med flere redninger, heriblandt et på straffe i starten, så var hun en af hovedårsagerne til Viborg-dominansen.

Efter et kvarters penge blev det dobbelt op, da Barbara Bognar blev nedlagt med ufine metoder, og så kunne AG score til 4-8 på det efterfølgende straffekast. På den anden fløj viste Louise Lyksborg klassen med 4 scoringer på de første 18 minutter.

I anden halvdel af halvlegen fik Ringkøbing bedre fat i defensiven, og for Viborgs vinkel var tilfældet lige det modsatte. Ved pausen var der kun et måls adskillelse imellem de to hold ved stillingen 11-12.

AG skød Viborgs anden halvleg i gang med en afslutning fra fløjen, og bare 30 sekunder senere var det Louise Lyksborg der fra modsatte vinkel scorede til 12-14. Viborg havde fået den ønskede start, og ved stillingen 13-17 efter 38 minutter tog Ringkøbing-træner Lars Rasmussen det grønne timeout-kort. Det her lugtede mere og mere af to point. Viborg løb kontraerne med stor succes, og i forsvaret blev der erobret urimelig mange bolde.

Nikoline Lundgreen, Signe Brun og Sarah Paulsen kom i slutningen af kampen ind for at afløse på højre back, målet og venstre fløj. Det gjorde de med succes. Den bredeste bænk vandt, og til slut viste måltavlen de klare cifre 19-28.

Med kampens resultat spillede Viborg sig op på en aktuel tredjeplads, og dermed også snublende nær en slutspilsplads.

Back-to-basics imod Ringkøbing

Grundspillet i Primo Tours Ligaen nærmer sig sin afslutning, og for Viborg venter der torsdag en nøglekamp i duellen om slutspilspladserne, når holdet på udebane møder Ringkøbing Håndbold.

Vestjyderne har i denne sæson drillet Primo Tours Ligaen-duellanterne om slutspilspladserne fra Holstebro, Aarhus og København, og cheftræneren ved også at der ikke bliver givet ved døren, da Ringkøbing fortsat kæmper en indædt kamp om at slippe fri fra de direkte nedrykningspadser.

”Ringkøbing har spillet samen i godt to sæsoner, og det har vist at der er et stærkt koncept i klubben, og ikke mindst en god defensiv. Det gør at de har været rigtig farlige i kontrafasen, som er noget deres træner Lars Rasmussen har været dygtig til at implementere i holdet”, fortæller den forhenværende Ringkøbing-træner Allan Heine.

For Viborg er slutspilspladsen endnu i egne hænder, men lige nu er det ikke tanken. Efter to nederlag, og specielt måde kampene er blevet tabt, så gælder det nu om ”at få vendt bøtten”.

”Vi skal genopfinde os selv. Vi spiller en fin kamp imod Esbjerg på hjemmebane, men taber desværre, og så spiller vi en rædderlig kamp imod TTH i søndags. Det er tid til at finde tilbage til basis, og så skal vi finde ud af hvor vi er gode. Imod TTH havde vi tendens til at se på alle problemer, hvor vi tidligere i den gode periode så på alle de muligheder der er. Det er den vej vi skal igen, og jeg synes vi har haft en fin evaluering og gode træninger efter kampen, så jeg håber da at vi kan komme tilbage på sejrssporet imod Ringkøbing”, beretter Allan Heine.

Kampen sendes ikke på TV, men du kan følge livescore med tekst på Viborg Stifts Folkeblad’s hjemmeside, eller så kan du tænde for Ringkøbing-radioen Radio Max’s net-radio, hvor de løbende kommer med opdateringer fra hallen.

Dramatisk remis imod Ringkøbing

Det var dagens fødselsdagsspiller der indledte scoringen, da Barbie fint blev krydset op af Rikke Skov, og kunne glide igennem det lyserøde Ringkøbing-forsvar. Udeholdet greb herefter teten, og med fire vestjyske scoringer tog Allan Heine timeout 7 minutter inde i kampen bagud 1-4.

Et par Ringkøbing-afbrændere sikrede at Rikke Skov og Simone Böhme kunne bringe hjemmeholdet på omgangshøjde fire minutter senere, og i det 15. minut kom første føring, da Sidsel Bodholdts afslutning blev reddet, men Siri Seglem stod klar på riposten.

Spilovertaget tippede så småt til Viborgs side, men det afgørende hul blev ikke slået før pausen, hvor det trods alt var hjemmeholdet der var foran 13-11.

Første scoring efter sidebyttet blev Viborgensisk, og efter blot tre et halvt minut, samt én scoring til hjemmeholdet, forlangte den tidligere landsholdsspiller for det danske herrelandshold, Lars Rasmussen, timeout. Samme tilfælde blev gentaget blot 5 minutter senere, hvor hjemmeholdets føring var blevet udbygget til 18-12.

Efter 40 minutters spil blev Ringkøbing reduceret med en spiller, da Mia Biltoft efter en udvisning fik sig brokket til endnu 2 minutter, og dermed ikke kunne deltage i resten af kampen, da det var hendes tredje af slagsen. Det fik for alvor tændt udeholdet, og de som troede kampen var afgjort, ja, de tog grueligt fejl.

Med bare 10 minutter igen blev der lagt i kakkelovnen til en lørdagsgyser, da Zeljka Nikolic udlignede til 20-20, og hjemmeholdet virkede i denne periode rystet. Det her skulle bare ikke være nemt, og på trods af, at Viborg med 11 sekunder tilbage havde muligheden for to point efter en Ringkøbing-udligning, så blev Rikke Skovs skud rettet af i paraderne.

Dramaet endte altså 24-24, og Viborg HK skal nu begynde at forberede sig på semifinalekampen i Santander Cup, hvor der på tirsdag skal findes en finalist på Team Tvis Holstebros hjemmebane.

Se spillerstatistik her
Se kampanalyse her

Viborg HK byder flygtninge til håndbold

I samarbejde med Viborg Kommune har Viborg HK inviteret 100 flygtninge til kampen idag. Deriblandt er der en masse børn, hvoraf en del af dem får en ekstra oplevelse, når de skal løbe på banen med Ringkøbings ligadamer før kampen, imens hjemmeholdet akkompagneres af U10 drengene fra Viborg HK’s Forening.

Viborg Kommune har i den senere tid modtaget omkring 150 flygtninge, og heriblandt har været en enorm interesse for at komme ind at se kampen i dag, hvorfor vi har besluttet at supplere op til 110 billetter.

”Vi glæder os til at vise hvad håndbold er for en størrelse, og vi vil prøve at præsentere dem for noget af det vi er gode til i Danmark. I Viborg sætter vi stor pris på foreningslivet og idrætten i al almindelighed, og kan vi være med til at give vores gæster en god start på livet i Viborg, så er det en win-win situation for alle parter. Vi håber, at vi i dag får skabt en god kulisse for alle kampens aktører, og at vi kan være med til at inspirere de nye medborgere”, udtaler Thomas Holme Astrup fra Viborg HK, som har været initiativtager for dagens tiltag.

Udover en række flygtninge, da vil der i eftermiddag også blive budt velkommen til gæster fra Ældresagen.

 

 

 

Vestjysk arbejdsomhed har imponeret

 

På lørdag kommer Allan Heines tidligere tropper på besøg klokken 16:30, og til dato har ingen hold vel overrasket mere positivt. Det vestjyske team har med 3 sejre og 1 enkelt uafgjort imponeret mange, og med lidt mere tur i de afgørende sekvenser, da kunne det sagtens være blevet til 3-4 point mere end tilfældet er. Cheftræneren har et klart billede af, hvor hans tidligere hold befinder sig nu.

”Det er et hold der spiller med få ressourcer, men derfor også et hold som har rigtig mange minutter sammen. Et hold der spiller hurtigt med et klart koncept, hvor de gerne vil presse modstanderen til at stå kompakt, og så har de et aggressivt forsvar, hvor fløjene ofte tyvstarter, i håbet om at komme frem til en let kontrascoring”.

For Allan er der ikke den store forskel på at forberede sig på netop Ringkøbing.

”Når jeg forbereder mig imod dem, og ser dem spille, så er det lidt mærkeligt. Jeg har jo set tingene mange gange før, men når det først kommer til stykket, så er det jo en kamp ligesom alle andre, hvor det overordnede mål er at ville vinde”.

I dagene ovenpå seneste kamp har truppen forsøgt at finde tilbage til de dyder, som var med til at besejre Randers HK.

”I den her uge har vi har fokus på at komme ”back-to-basics”, da vi slet ikke ramte niveauet imod København Håndbold. Vi var for stillestående, og vi formåede ikke at finde hinanden i det offensive spil, imens vi defensivt lykkedes langt hen ad vejen. I dagene siden kampen har vi kigget på lidt nye konstellationer, så vi forhåbentlig kan skabe lidt mere bevægelighed, samt fart i spillet på lørdag”.

”Vores hjemmepublikum kan være tungen på vægtskålen, og specielt nu hvor vi svinger lidt i vores præstationer. Forhåbentlig bliver det mindre og mindre jo ældre vi bliver. Den opbakning vi får er med til at give de ekstra procent, som kan gøre rigtig meget, når man kigger på måltavlen til sidst”.

Køb din billet her

Smal sejr over vestjyderne

Det blev en svingende kamp tirsdag, hvor Viborg HK dog fik en sejr til samlingen på 26-27 over Ringkøbing Håndbold i ROFI Centret.

Værd at bemærke ser det ud til Line Uno er ved at være helt fit for fight, imens MP stadig er på skånekost, da der ikke bliver forceret i genoptrænings-processen. Rikke Skov var igen med på banen, efter at have været oversidder imod SK Århus i søndags på grund af sygdom, men til gengæld havde højrefløj Simone Böhme overtaget Rikkes plads på sidelinjen, da hun i går desværre vrikkede om til træning.

”Vi fik en fin start på kampen, hvor vi kom foran med 8-3. Derefter finder vi aldrig rigtig rytmen i spillet, og bliver alt for individuelle i vores præstationer. Defensivt får vi aldrig den power og vildskab vi gerne vil have, og det hele bliver meget på Ringkøbings præmisser”, var Allan Heines umiddelbare ord efter slutfløjtet.

Allan tager tilbage til Ringkøbing

… Bare rolig, vi får ham heldigvis med hjem igen. Her i uge 35 skal de sidste detaljer finpudses, og endnu engang møder Viborg HK et ligahold i en træningskamp.

I morgen, tirsdag, tager Viborg HK på tur til Ringkøbing, hvor der er kampstart klokken 17:00 i ROFI centret (Kirkevej 26, 6950 Ringkøbing).

Ringkøbing Håndbold er for Allan Heine langt fra en ukendt modstander, og derfor ser han også frem til at komme i aktion på sin gamle hjemmebane.

”Vi havde lidt problemer i vores defensiv mod SK Århus, så det er et sted vi vil forsøge at forbedre os i morgen. Samtidig er Viborg-dna jo for mange synonym med en god kontrafase, så forhåbentlig bliver vi også skarpere på det punkt.”

Kampen i morgen er den sidste træningskamp til at kunne finjustere, for på fredag er det alvor. Her spiller Viborg HK pokalkamp imod 1. divisionsholdet Bjerringbro fh klokken 19:00 i Bjerringbro Idrætspark (Vestre Ringvej 7, 8850 Bjerringbro).