Indlæg

Hellere have en glad, men travl Karen.

Vi har haft fornøjelsen af to gange Nørgaard i denne sæson, da Karen Nørgaard blev en del af den trup, der også inkluderede storesøster, AG. Som sæsonen er skredet frem, har Karen oftere og oftere været at finde på banen, hvor hun både har spillet venstre- og højrefløj. En opgave hun har klaret på flotteste vis, trods det, at hverdagen ikke udelukkende handler om håndbold. Som fuldtids gymnasielærer har Karen navigeret livet som lærer samtidig med, at håndbolden blev passet – i Danmark og Europa.
Vi har taget en snak med Karen om hendes syn på denne sæson, hvordan hun har fået hverdagen til at hænge sammen, og hvad der nu skal ske fremadrettet.


Du har tidligere spillet i den danske liga, men ikke for din barndomsklub, Viborg HK. Hvordan har det været at spille i Viborg HK?

Det var lidt en drøm der gik i opfyldelse at spille i VIBOCOLD Arena for det fantastiske Viborg HK publikum. Jeg havde aldrig regnet med, at drømmen skulle blive udlevet, så det har været fedt.

Hvordan har det føltes når du kom på banen?
Jeg har ikke tænkt så meget over det, når man spiller så er man bare i det, og tænker på spillet. Men da vi vandt den sidste og afgørende kvartfinale mod Odense på hjemmebane, og kampen blev fløjtet af, der blev jeg rørt over at se rundt i hallen. Der var den gamle Viborg HK stemning tilbage. Jeg er jo født og opvokset i Viborg og har fulgt ligaholdet, specielt da jeg var ungdomsspiller i klubben. Så der blev jeg rørt, for det var som at komme tilbage til dengang med en følelse af, at man næsten er uovervindelig sammen med publikum.

Ligahåndbold er en tidskrævende sport og du har job ved siden af, hvad fik dig til at sige ja til at være med?
Det var helt sikkert fordi det var en drøm, jeg havde lagt på hylden, og som jeg havde affundet mig med ikke ville blive til noget for mig. Jeg er mindst lige så glad for mit job som gymnasielærer, men da Allan spurgte om jeg ville være med, så kunne jeg alligevel mærke, at jeg ville fortryde, hvis jeg sagde nej. Hellere prøve at give den alt hvad jeg har, og så se, om jeg kan få det hele til at gå op. Det har jeg heldigvis kunnet og jeg har på ingen måde fortrudt, at jeg sagde ja.

Hvordan har du fået det til at gå op?
Jeg har en rigtig dejlig arbejdsplads på Favrskov Gymnasium, som har hjulpet med at placere mine timer, så jeg har kunnet deltage til træning. Det er en meget forståelig ledelse, der har været engagerede i den mulighed jeg har fået, og som har bakket mig op. Som de sagde ”hellere have en travl, men glad Karen”.
Jeg gik ind til det med den indstilling, at mit job som lærer er det jeg skal leve af resten af mit liv. Som sagt elsker jeg det enormt højt og synes det er helt fantastisk, så jeg var heller ikke villig til at gå på kompromis med mit arbejde. Har jeg ikke kunnet træne har arbejde fået lov at være styrende. Det synes jeg også, at jeg skylder gymnasiet, når de er så gode til at hjælpe mig. Så jeg har arbejdet rigtig mange timer i døgnet.

Hvad har været den største oplevelse?
Det har været mega fedt at spille EHF Cup og være på ture med holdet.
Derud over er der særligt to øjeblikke jeg ser tilbage på. Da vi vinder i Esbjerg er var et af de øjeblikke man altid håber på at opleve. Der var egentligt ikke noget der fungerede optimalt, men som hold kiggede vi på hinanden og siger ”Det skal fandeme være løgn!”, og derefter vendte skuden.
Den anden oplevelse er helt klart den afgørende kvartfinale mod Odense på hjemmebane. Vi havde jo ikke spillet ret godt inden og havde virkelig været under pres, så forløsningen da det lykkedes og vi vandt var virkelig fantastisk.

Særligt i anden halvdel af sæsonen har i fløjspillere været under pres. Blandt andet fordi I skulle dække tomrummet på højrefløj trods det, at I er venstrefløje. Hvordan har det været?
Det har jeg slet ikke tænkt over. Det kan være det havde været anderledes, hvis jeg var 19-20 år, men nu har jeg været i gamet i lang tid. Der vil altid være folk, der har en holdning til det ene eller det andet. Der er rigtig mange der er fantastiske spillere og trænere fra sofaen, og sådan er gamet nu en gang. Det tager jeg mig ikke af, og jeg tror, at det hjælper, at jeg er min egen største kritiker. Det er sjældent folk kan sige noget, som jeg ikke selv har tænkt. Derud over må man sortere i det og tænke over, hvad der er ret og rimeligt. Så det har jeg ikke taget mig så meget af.

Hvad ser du tilbage på og tænker har været op ad bakke i denne sæson?
Jeg synes den største nedtur har været, at vi ikke har fået en medalje. Det var en kæmpe skuffelse og jeg synes vi har holdet til det. Men vi har nok ikke været kyniske nok. Vi har også haft den udfordring, at vi er et ungt hold, så jeg håber, at de til næste sæson får medaljer. Jeg synes bestemt potentialet er der, og vi har været på vej til at finde noget af det gamle Viborg HK frem. Vi er ikke i mål endnu, overhovedet, men de glade piger med masser af vilje og udstråling er tilbage. Desværre fandt vi det ikke frem, da det gjaldt aller mest; f.eks. i bronzekampen mod FCM. Vi var tæt på i semifinalen mod NFH, men det var ærgerligt, vi ikke kunne byde FCM mere op til dans, så vi måske kunne være gået ned med skoene på, hvilket jeg ikke synes var tilfældet.


Hvordan har det været at spille sammen med din søster, AG?

Det burde jeg faktisk nok have nævnt som en af de største opture, for det har det virkelig været at spille sammen med min søster. Det har været mega fedt. VI er meget ens på mange punkter og det har været fedt at få lov til at dele noget, som har været en stor del af mit liv, men altid har været en kæmpe del af Gretes liv. Det har været fedt at få lov til at dele det og få nogle fede oplevelser sammen, som vi ellers ikke ville have fået, så det har været en stor optur.

Hvordan er det så at spille samme position?
Det tænker vi overhovedet ikke over. Det har aldrig været en konkurrence. Hvis jeg havde haft en drøm om at blive landsholdsspiller, havde det måske set lidt anderledes ud, men det har jeg ikke. Min søster og jeg har det sådan, at vi næsten hellere vil, at det går den anden godt, end det går os selv godt. Jeg tror jeg er den der jubler mest på bænken når hun scorer, så på den måde har det ikke været en konkurrence. Vi kan ellers godt lide at konkurrere.
Nu er jeg nok også forudindtaget, men hun er nok Danmarks bedste venstre fløj. Skal man sidde på bænken for nogen, så er det vel den bedste.

Hvad skal der ske nu?
Nu skal jeg have de sidste hold op til eksamen, hvorefter jeg skal holde en god, lang sommerferie. Fra næste sæson skal jeg spille lidt med på Jyllandsserie-holdet her i Viborg HK. Endeligt vil jeg også gerne bruger mere tid med min kæreste og familie. Det er desværre ofte de nærmeste der bliver valgt lidt fra når man har travlt, så det glæder jeg mig til at få mere tid til.

“Det var et ønske om at give tilbage til den klub, som jeg har været en del af i så mange år” – Louise Bager Due

Hun sluttede karrieren på toppen, og har med OL guld, DM guld og Champions League titler oplevet en side af håndbold, som er de færreste forundt. Efter 4-5 år væk fra banen var håndboldskoene gemt godt væk bagest i skabet og harpiksen erstattet med børnehænder. For Louise Bager Due omhandlede hverdagen nu et fantastisk job som pædagog i en børnehave samt tid med familien. Men hvor langt væk gemmer et klubikon og en af Danmarks mest vindende spillere egentligt sin tidligere karriere? For Bager var der heldigvis stadig lidt håndboldspiller i kroppen, og da Allan kontaktede hende om muligheden for at gøre come-back og hjælpe holdet i slutspillet, sagde Bager efter lidt betænkningstid “ja”.

Vi har taget en snak med Bager om grunden til, at hun sagde ja til at hjælpe og hvordan det har været at komme tilbage.

Hvordan har det været at komme tilbage på banen med det grønne hjerte på skulderen?
Det har været en helt vildt god oplevelse. Det har været rigtig sjovt og fantastisk at være tilbage på banen. På alle måder en rigtig god oplevelse.

Hvad fik dig til at sige ja til at gøre et kort come-back?
Jeg havde snakket med Allan ad flere omgange i forhold til, at jeg eventuelt skulle starte. Men jeg havde også tænkt, at det ikke passede ind i min hverdag. Grunden til, at jeg til sidst sagde ja var for det første, at det var en kort periode. Jeg kunne se, at det kunne hænge sammen med min hverdag med familie og arbejde. Samtidig var det også et ønske om at give tilbage til den klub, som jeg har været en del af i så mange år.
Allan og jeg snakkede frem og tilbage om, hvilke bidrag jeg kunne komme med, og hvad der var realistisk efter at have været væk så længe. Da det var afklaret sagde jeg til mig selv, at nu giver jeg den en skalle og så håber vi på det bedste.

Modtagelsen da du blev præsenteret ved første kamp var til at få gåsehud af. Hvordan var det at komme tilbage og opleve den store støtte der var til dig?
Det var rigtig fedt. Det var dejligt at mærke, at man trods en årrække væk fra håndbolden ikke var glemt. Det var dejligt at mærke den varme der var fra publikum.

Har du mærket forskel på, hvordan det er at være håndboldspiller i dag i forhold til da du spillede?
Det er svært at mærke. Jeg kommer ind i de kampe, hvor der er drøn på, det handler om at vinde og der er medaljer på spil. Intensiteten er så høj, og det samme er lysten til at vinde, og det kan mærkes. Det er også det, jeg er vant til og kommer fra. Vi havde jo en årrække, hvor vi var med i rigtig mange af de finaler, så forskellen er svær at mærke.
Mht. træning havde vi, da jeg spillede, nogle rigtig store profiler, som gjorde at vores træning havde enormt høj intensitet. Det var jo nogle af verdens bedste spillere der var på holdet i de år, så selvfølgelig var niveauet rigtig, rigtig højt. Det synes jeg bestemt også det er i dag, hvor pigerne giver den gas og viser, at de vil det her. De går til den!

Du har skullet have arbejds- og familieliv til at fungere samtidig med, at du spillede i Viborg HK. Hvordan har det hængt sammen?
Til tider har det da været lidt af et puslespil, men min arbejdsplads har været utroligt fleksible i forhold til dette. Samtidig har min mand været indstillet på, at det hele skulle hænge sammen, så med deres hjælp har det kunnet lade sig gøre. Det er klart, at det har været presset på nogle tidspunkter.
Da jeg jo har skullet passe mit arbejde har jeg heller ikke trænet med i det omfang de andre træner, hvilket også har betydet, at jeg ikke har været der til alle træninger.

Man hører ofte, at spillere der vender tilbage på banen har problemet, at hovedet kan mere end kroppen. Passer det, og hvordan har det været?
Det har jeg godt kunnet mærke. Nogle gange har jeg vidst, hvad jeg skulle gøre, men det var ikke altid det jeg gjorde. Kroppen er ikke gearet til det, da jeg ikke har trænet i så lang tid. Så jeg mærkede helt sikkert også, at hovedet kan mere end kroppen lige gør.

Hvor meget holdt du dig i gang efter du stoppede?
Faktisk ikke ret meget. Jeg løb en gang i mellemnår det passede og tror sidst jeg løb var en tur med først min ældste datter og derefter med min yngste datter. Så det har været på et hygge niveau når det har passet ind.

Hvordan har du oplevet støtten til holdet?
Publikum har hjulpet holdet rigtig, rigtig godt. I alle kampene, men i særdeleshed husker jeg kampen mod Nykøbing Falster på hjemmebane, hvor der bare var drøn på. Det var en stor hjælp for holdet, og man siger tit, at publikum er den 8. spiller, og det er de virkelig! De giver et ekstra boost i en kamp som den. Det er selvfølgelig super ærgerligt, at vi ende som nummer fire, for jeg havde virkelig undt de her piger, der knokler så meget for det, at få en medalje. Jeg tror på, at holdet kommer igen!

Det siges, at stemningen lugtede af ”gamle dage”. Er du enig?

Helt sikkert! Særligt Falster-kampen lugtede af gamle dage, hvor hallen var fyldt og stemningen var i top. For os spillere er det fantastisk at opleve.

Nederlag skaber krav om sejr i Viborg

“Vi forventer en hurtig kamp med tryk på fra publikum og spillerne i Nykøbing.”

Sådan sagde Stine Bodholt inden dagens semifinale mod Nykøbing Falster og hun fik ret. Nykøbing Falster har fået bygget en imponerende kulisse op på deres hjemmebane, hvor publikum er i gang fra spillerne træder på banen til kampen slutter. Hallen kogte derfor fra første fløjt, og stemningen forblev den samme kampen igennem. Skønt var det, at også de trofaste Viborg HK fans var på lægterne til kampen, og de kunne høres!

Fra kampen blev skudt i gang var det tydeligt at se, at ingen af holdene ville give så meget som en enkelt bold til modstanderen uden kamp. Med højt tempo og velovervejet spil skiftedes holdene til at score, dog med Nykøbing et lille skridt foran. Viborg HK var dog ikke så lette at overrumple, og kæmpede hele kampen igennem, hvilket resulterede i, at dramatikken og spændingen var intakt samtlige 60 minutter.

Specielt i forsvaret havde Allan og Bo tydeligvis gjort deres hjemmearbejde, og gæsterne fik lukket flot ned for den frygtede duo i Mulle og Gravholt. Derfor var det også angrebsspillet der skulle blive den afgørende faktor, og her kom samtlige positioner på banen i brug og på tavlen. Desværre var der en længere periode i anden halvleg, hvor Viborg HK havde svært ved at komme til chancer eller få scoret på de chancer der bød sig. I denne periode førte NFH med to-tre mål, hvilket viste sig svære at indhente. Pludselig kom der dog hul på bylden, og med godt forsvarsspil og gode redninger fra Bager kom bolden på Viborg hænder med 20 sekunder igen. Desværre blev bolden kastet i NFH’s hænder og de kunne cementere sejren på 26-24.

“Det var en lige kamp, som blev afgjort på små marginaler. Hvis vi havde haft mere is i maven kunne kampen være tippet til vores fordel i stedet for til Nykøbing. Heldigvis er returkampen helt åben, så vi tror på, at vi kan vinde de næste to og gå i finalen,” siger Bo Rudgaard efter semifinalen.

Chancerne er der stadig for Viborg HK deltagelse i finalen, da slutspillets kampe spilles bedst af tre. Dermed vil de grønblusede med en sejr på hjemmebane kunne sikre et tredje og afgørende opgør. Målscore spiller ingen rolle, det er kun point der tæller.

Vi håber derfor på massiv opbakning søndag d. 30 april, når Nykøbing kommer på besøg. Kampen spilles kl. 16.10 i Viborg Stadionhal.

Billetter kan købes her: http://shop.vhk.dk

Igen flotte seer-tal, når Viborg HKs kampe vises på TV

I den anden kvart-finalekamp i onsdags hjemme mod Nykøbing Falster Håndbold gav ikke kun en flot sejr på 27-25 til Viborg HK og dermed kvalifikation til semi-finalen som resultat. Det blev også den 2. mest sete kamp på TV2 Sport til dato i denne sæson, kun overgået af kampen den 6. januar også mellem Nykøbing Falster Håndbold og Viborg HK. Og ikke nok med det, den 3. mest sete kamp er opgøret mellem Viborg HK og København Håndbold den 13. januar. Så når Viborg HK vises på TV2 Sport er der stor seer-interesse.
Der er i skrivende stund i denne sæson vist 108 kampe på TV2 Sport fordelt på 44 damekampe og 68 herrekampe, men selvom hovedvægten altså er lagt på kampe fra Boxer herreligaen er Viborg HK alligevel med-deltager i de tre mest sete kampe på TV2 Sport i denne sæson.

Også på TV2 hovedkanalen er fokus lagt på herrekampe, hvor der p.t. er vist 22 kampe med 9 kampe fra Primo Tours dameligaen og 13 kampe fra Boxer herreligaen. Alligevel, den mest sete klub-håndboldkamp på TV2 er Santander pokalfinalen mellem Viborg HK og FC Midtjylland den 27. december.

Det er mere end god grund til at kippe med det grønne flag, og vi er stolte af Viborg HK er den håndboldklub i Danmark med størst seer-interesse uanset om kampen vises på TV2 eller TV2 Sport.
Giv lige et like på dette… 🙂

Lyksborg og Co. booker billet til semifinalen!

I en festklædt næsten udsolgt Viborg Stadionhal skulle hjemmeholdet og Nykøbing Falster her til aften duellere om hvem der søndag skal møde FCM Håndbold i den første semifinale. Returkampen spilles i Ikast søndag den 24. april klokken 17:10.

Fra start beviste hjemmeholdet at snakken om respekt for NFH ikke blot var påtaget. En koncentreret indsats fra gæsterne gav dem 5 scoringer i træk, og så var det ellers 2-5. De gulklædte lugtede blod, og Mette Sahlholdt havde taget på selv træfsikre AG. Nykøbing ville gerne have tempoet op – det fik de så sandelig også.

I det etablerede angreb havde Viborg-spillerne svært ved at komme igennem det offensive forsvar NFH praktiserede, men til halvleg kunne AG med en straffekastreducering til 9-13 rette lidt op på en skidt offensiv præstation fra de grønne piger.

Efter pausen kom Viborg langt bedre fra land. En ellers anonym MP startede anden halvleg med to succesoplevelser, men Viborg formåede ikke andet end at bytte mål. Troede man da.

For med 4 mål i træk, så gik Viborg fra 13-17 til uafgjort 17-17. Det var triggeren der fil Viborg Stadionhal til at eksplodere til i en jubelrus. I hver en forsvarsaktion blev der jublet som var DM-guldet i hus.

En spøjs situation opstod med 9 minutter igen. NFH forsøgte sig med en ekstra markspiller, men Viborg fik fat i bolden og så var Mulle lige pludselig inde som målvogter. Louise Lyksborg scorede fra fløjen, og herfra så spillerne sig ikke tilbage.

Stående ovationer 3 minutter før tid var helt velfortjent efter anden halvlegs udvikling. Viborg startede på hælene, men en slipstrøm gør ofte en overhaling nemmere. Med sejren på 27-25 kan vi nu se frem imod søndagens første semifinale imod FCM Håndbold!

Der bliver trængsel – de gule lamper er tændt

Viborg HK oplever stor interesse for kvartfinalens afgørelse i aften imod Nykøbing Falster. Derfor opfordrer vi til at tilskuere køber deres billet i forsalg – eventuelt usolgte billetter vil som vanlig blive solgt i billetsalget foran hallen fra klokken 19:30.

Som en lille gulerod til dem der kommer i aften, så husk at HVIS vi skulle være så dygtige at avancere til en semifinale, så spilles første kamp allerede på hjemmebane imod FCM Håndbold nu søndag kl. 17:10.

HER VIL DU IMOD FOREVISNING AF DIN BILLET HAVE GRATIS ENTRÉ! – Køb din billet her.

Vi håber at vores publikum i aften vil iklæde sig en grøn trøje – lad os samme skabe en kulisse der er en slutspilskamp værdig!

Vi ses 🙂

Respekten er intakt

Lad os starte med at afklare favoritværdigheden. Efter en 5-måls sejr på udebane over Nykøbing Falster i første kvartfinale, ja så kan vi ikke løbe fra at vi er favoritter til videre avancement før onsdagens returkamp. Her kommer NFH til Viborg, og kender vi Niels Agesen, Kenneth Sahlholdt og Mulle ret, så vil de for alt i verden forsøge at kæmpe den sidste chance.

”Selvfølgelig er vi favoritter. Vi vandt 20-25 dernede i sidste uge, men jeg vil også gerne minde om at sidst Nykøbing besøgte Viborg, der endte det uafgjort efter de med kort tid igen var foran med 2-3 stykker. De havde en god oplevelse i Viborg Stadionhal, fem mål er ingenting, specielt ikke når man spiller imod et hold med Niels Agesen på bænken, og en Mulle der på hendes gode dage kan gøre det svært for alle”, fortæller Allan Heine.

Den senere uge har truppen ikke lagt på den lade side.

”Vi har analyseret vores tidligere kampe, og så har vi set på de gode og mindre gode momenter. Vi har prøvet at tænke lidt i hvordan NFH vil gribe kampen an for at tippe momentum over til dem. Det har vi i trænerteamet haft en god dialog med pigerne om, og her har vi også forsøgt at træne nogle forskellige scenarier. Vi skal være rigtig skarpe igen, og så skal vi tage det her som en helt ny kamp”.

Med hensyn til skadessituationen er der desværre opstået uheldig nyt i løbet af tirsdagens træningspas.

”Vi har til dagens træning fået halvanden skade, men vi håber at begge spillere kan blive klar til i morgen. Forhåbentlig kræver det bare en god nats søvn”, slutter cheftræneren.

Vilje om ærgerrigheden for at lykkes skal tages med fra første kamp. Intet er afgjort før sidste blæs i fløjten, det er bevist så mange gange i håndboldens historie.

Endnu en sejr på Falster

MP var helt klar fra start, da Viborg HK her til aften gæstede Scandlines Arena. Med AG’s scoring til 0-2, så faldt lydniveauet hurtigt i en proppet hal for en stund. Hjemmeholdet kom med det første mål da kampuret havde passeret 3 minutter. Viborg åbnede op fra fløjen, og netop i forsvarets venstre side kom hjemmeholdet igennem flere gange med succes. Den forsvarsstrategi skulle dog vise sig at blive fornuftig som tiden gik.

Viljen skulle bære det gode resultat hjem til Viborg, og det blev godt illustreret af Barbi. Efter en redning fra Rikke Poulsen holdt ungareren bolden i spil, da hun ude ved sidelinjen kastede sig frygtløst og holdt bolden på Viborg-hænder.

I modsatte ende viste Rikke Skov at 2. bølge-kontraen igen var hendes specialitet, og med 4 scoringer på 5 forsøg var hun stærkt medvirkende til forvirring i hjemmeholdets forsvar det første kvarter.

Viborg virkede en snært foran, og defensivt stod udeholdets blok stærkest. De gange hjemmeholdet kom igennem, da viste Rikke Poulsen landsholdsklassen. Helt fri kunne Barbi efter 24 min bringe Viborg på +3 for første gang til stillingen 9-12, og ved pausen var forskellen udvidet til 10-15.

Nykøbing kom bedst ud til anden halvleg, og med tre reduceringer udnyttede de en hård undertalsperiode til at komme med i kampen. En af første halvlegs store profiler, Rikke Skov, fik dog skudt Viborg i gang med et hug efter 36 minutter.

Anden halvleg blev en defensiv affære, og i hele 10 minutter blev udfaldet 2-0 til udeholdet. De gule fløje havde ikke en chance overfor Rikke Poulsen i målet, så derfor var det logisk fra enten Mulle eller Gravholt det meste kom fra. I modsatte ende blev chancerne desværre ikke helt udnyttet til fulde, og kontraløbene blev ikke forsøgt.

Med syv minutter kom Signe Brun på mål, og her startede hun med at pille Nykøbings højre back. Efter to minutter på bænken, ganske vidst ikke på grund af en udvisning, så var Rikke Poulsen igen klar til at lukke ned.

Viborg tager den lange bustur hjem med en sejr på 20-25, og dermed er udgangspunktet rigtig fint før returopgøret i Viborg om en uge.

 

”Vi går efter sejren”

Ikke kun kulissen skal tilskrives Nykøbings slutspilsdeltagelse. Den hurtige spillestil har skaffet mange point til de gule fra Syddanmark, men imod de fysisk stærkeste hold har NFH haft det svært.

”Rent råstyrkemæssigt tror jeg at vi står bedst, men hvis man ser fysik i alt almindelighed, speed, udholdenhed og så videre, så ved jeg ikke hvem der har de bedste kort. NFH er enormt hurtige på de små områder, så det bliver en spændende duel om den lille og hurtige eller den store og stærke trækker det første stik”, fortæller cheftræneren.

Spillemæssigt står Nykøbing-forsvaret traditionelt højt. Cheftræneren forventer også at der kommer til at blive dækket højt på den viborgensiske bagkæde, da Niels Agesen i sidste uge udtalte om en stor respekt for de grønklædte skytter.

”Vi har forberedt os på de kan finde på at gå mere offensivt end tidligere, og muligvis kommer de med nogle mandsopdækninger i en eller anden udstrækning. Dog er det kamp 1, så jeg tror ikke at alle trumferne bliver smidt i aften”, beretter Allan Heine.

Men hvad kan vi så være tilfredse med før den altafgørende kamp i Viborg om en uge?

”Et godt udgangspunkt er en masse at spille for i kamp 2. Hvad vil det resultat være? – Jeg synes at det er to hold der ligger rigtig fint til hinanden efter to tætte opgør, så dagformen og udviklingen kommer til at betyde meget. Vi tager dog til Nykøbing for at få en sejr”.

Tager du ikke turen sydøst over Danmark, så viser TV2 Sport opgøret klokken 20:30. Hvis du ikke kan tage kanalen, eller bare gerne vil se kampen med andre Viborg-fans, så er du også velkommen i Heidi Astrup Lounge. Her vil baren med øl og vand være åben fra klokken 18:00, og begge kvartfinaler vil blive vist.

Billetsalget skudt igang

Viborg HK har her til morgen skudt billetsalget til afgørelsen på den spændende kvartfinaleduel igang. Nu på onsdag skal fundamentet til en semifinaleplads støbes på udebane, før det hele afgøres i Viborg Stadionhal den 13. april.

Vil du se Mulle, Gravholt, Westberg og de andre i hård duel med vores egne piger fra Viborg? Der bliver knald på med en masse NFH-fans i hallen, så vi opfordrer folk til at møde op og vise deres sympati i en grøn trøje. På forhånd synes en håndboldfest uundgåelig!

Som en ekstra gulerod til vores fantastiske hjemmepublikum, da har vi besluttet at en kvartfinalebillet OGSÅ vil være gældende til en eventuel semifinale.

Kampen vil i så fald blive imod FCM Håndbold den 17. april kl. 17.10 i Viborg Stadionhal – Husk derfor at GEMME din billet – bortkomne erstattes nemlig ikke.

Køb din billet før naboen her – der bliver rift om dem!

OBS: Vi spiller selvfølgelig i den traditionelle grønne trøje, i nyheden her var der tale om en aprilsnar!

Viborg HK og Borup Kemi indgår trøjeaftale

For at fejre vores mangeårige samarbejde med Borup Kemi, da har vi besluttet at klubben resten af sæsonen vil spille i gule trøjer. Den nye kollektion er netop nu i trykken hos vores samarbejdspartner, men da Nykøbing bærer gult til deres hjemmekampe, så har vi desværre ikke mulighed for at vise den friske trøje frem til TV før hjemmekampen den 13. april.

Vi ved at denne beslutning vil synes upopulær hos Nykøbing Falster, da syddanskerne som eneste hold i gult normalvis kan bære hjemmebanetrøjen i alle ligahaller. Det bliver ikke tilfældet onsdag den 13. april, da der af sikkerhedsmæssige grunde vil være et forbud imod alle gule trøjer i udebaneafsnittet.

VIGTIG INFO TIL NFH: Til jeres udebanekamp i Viborg Stadionhal henstilles der til at alle spillere og fans af udeholdet iklæder sig de blå udebanetrøjer.

Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning vil der beklageligvis heller ikke blive lagt klapvifter ud på stolene til denne kamp. Ved registrering og forevisning af billedlegitimation har du dog muligheden for få én klapvifte udleveret på Viborg HK’s kontor den 11. april mellem 8-16.

Start på billetsalg vil snarest muligt blive meldt ud.

NFH i Kvartfinalen

Med 2 point kunne Viborg HK igår spille sig i kvartfinalen via en tredjeplads. Dermed skulle Allan Heine træffe et svært valg – Skal vi møde Team Tvis Holstebro, Randers HK  eller Nykøbing Falster?

Viborg valgte Nykøbing Falster, i mangel på bedre, og dermed skal vi over sundene nu på onsdag den 6. april. Hvis du vil med på udebane, så planlægger Viborg HK Fanklub at fylde en bus. Vi håber at mange på trods af det dårlige tidspunkt vil tage turen, så vi sammen kan skabe en uforglemmelig kulisse!

Tilmeldingsmuligheder:
Besked her på deres Facebookside
På mail nr@brondum.dk
På turtelefon 60809300 som SMS eller opkald

Seerrekord da Viborg slog NFH

Igår gav Viborg HK og Nykøbing Falster Håndbold hinanden et brag af en kamp. Undervejs skiftede føringen flere gange, men i sidste ende kunne Viborg HK pakke de 2 point med ned i tasken.

Ikke kun på Falster tiltrak det spændende opgør mange følgere, idet seerrekorden hos TV2 Sport for Primo Tours Ligaen og Boxer Herreligaen denne sæson stod for fald. I gennemsnit tunede hele 123.500 danskere tv’et ind på kanalen. Den tidligere mest sete kamp i den kvindelige liga havde et gennemsnitligt seertal på 79.500.

Tallene kan være svært at forholde sig til, men sammenligner man med Alka Superligaopgøret imellem FC København og Odense Boldklub på TV3+, så kan det muligvis overraske mange. Opgøret blev afviklet i historisk set bedste sendetid, klokken 19:00 en søndag aften, og tiltrak gennemsnitligt 118.000 seere. Derfor var det også en stolt direktør, som dagen derpå kan se tilbage på en succesfuld dag på Falster. Det opmålt på flere parametre.

“Seertallet viser at når Viborg HK er en del af et håndboldopgør, så er der mange følgere. Ikke kun igår, men også traditionelt set har klubben været en af landets mest omtalte sportsklubber, og det er et parameter vi kæmper for at bibeholde. Den landsdækkende promovering er for nationale sponsorer en vigtig del af at gå ind i et partnerskab. Nyheden kommer som appelsinen i turbanen på en god dag, hvor også den sportslige præstation beviste at vi er i stand til at være med blandt de bedste på gode dage. Det tager tid at genopbygge, så mursten for mursten kæmper vi for det solide fundament”, udtaler direktør Henrik Dahl.

 

Ekstravagant Viborg-sejr på Falster

Vi vidste på forhånd at det ville blive svært i Scandlines Arena, og indledningsvis var det også hjemmeholdet der kom foran 1, og 2-0, før Viborg kom på tavlen. Det tog lige 3 minutter, men så havde det viborgensiske hold fundet fodfæste i den proppede hal. Efter 11 minutter var Viborg med 2 gange Lyksborg på kontra foran 5-7. En start der tegnede rigtig fint, grundlagt af et forsvar der pakkede fint sammen ind over midten. Plus tre blev det også, og så var det tid til NFH-timeout.

Som halvlegen skred frem, så var det klart at vi havde gang i en spændende kamp. Ingen af holdene gav en centimeter i forsvarene, og det afspejler den lave halvlegsscore 11-12 fint. Der var lagt op til endnu en larmende halv time, hvor Louise Lyksborg, Ann Grete Nørgaard og Barbi skulle holde deres scoringsprocent oppe på 100.

Ganske ligesom tilfældet var i første halvleg, så kom NFH bedste fra land. Første scoring til udeholdet var tilkæmpet af Sille Thomsen, som efter en frispilning fint fremtvang et forsøg til AG fra 7-meter stregen, hvilket sikkert blev omsat til 14-13.

Efter 10 minutter så det virkelig svært ud da Barbi blev sendt ud i 2 minutter, men en fabelagtig dobbeltredning af Rikke Poulsen på Kristina Kristiansen sørgede for -2 istedet for -4, da MP sled sig igennem i et tiltrængt reducering til 17-15.

Og vendingen blev det! Viborg gik fra at være bagud med 18-15 til 21-21, og det blev også til + et par stykker. Presset steg på hjemmeholdet, og Viborg havde smidt tøjlerne. Det foregik i rask trav når Viborg tordnede frem efter en bolderobring. Specielt Kirsten Balle spillede sig voldsomt op med 6 mål på 6 afslutninger i anden halvleg, og symptomatisk var det Rikke Poulsen der krydrede desserten med at snuppe Nanna Villumsens straffekastforsøg til allersidst.

Meget muligt er der lang vej hjem, men efter en 25-30 sejr over storsatsende Nykøbing Falster, så føles busturen 100 kilometer kortere.

Se spillerstatistik her
Se kampanalyse her

Kulisse eller bustur ingen undskyldning

Første udfordring i det nye år bliver en hård opgave på udebane i mod Nykøbing Falster Håndbold. Udover en lang bustur, så venter der en svær udfordring på en af de vanskeligste udebane i ligamæssig sammenhæng. Det falsterske publikum har for vane at sætte udeholdene under et solidt pres, og det skal vendes til en positiv oplevelse, i stedet for at det hæmmer spillerne.

”Jeg håber at den kulisse der er på Falster kan være med til at gøre os bedre. Vi spillede jo i Metz hvor vi som udehold præsterede rigtig fint, og senest i pokalfinalen var der jo også tryk på kedlerne. Hvis vi mentalt kan vende den oplevelse, så er jeg ikke nervøs for hverken det eller busturen. Det er en del af gamet”, udtaler Allan Heine.

Profiler er der mange af hos NFH, og siden sæsonåbneren på hjemmebane i september måned, hvor det endte 29-29 i Viborg Stadionhal, så er der sket meget hos begge hold med hensyn til sammenspillet. Derfor har Allan Heine heller ikke i det taktiske oplæg haft så stort fokus på de enkelte spillere, men derimod det kollektiv der står på den anden banehalvdel onsdag aften.

”Vi har naturligvis set på deres profiler som Mulle, Gravholt, Costa osv., men også tydeliggjort deres styrker, således at vi defensivt er godt befolket der hvor de gerne vil lave mål. Vi får brug for et rigtig godt og solidt forsvar, hvis vi skal have point med hjem i bussen”, fortællere Allan Heine afslutningsvist.

Kampen spilles i Scandlines Arena (Nørre Boulevard 4, 4800 Nykøbing F.) klokken 19:30.

Rikke Skov kåret til kampens profil

Efter gårsdagens kamp valgte Matchpartner Iduva, repræsenteret ved Michael Knudsen, at kåre Rikke Skov som kampens profil for hjemmeholdet.

På banen viste Rikke Skov sig som topscorer i åbent spil med 6 mål, imens Ann Grete Nørgaard med hendes 4 straffekastscoringer kunne notere sig for 8 kasser i alt.

Til daglig er Michael også fysisk træner i Viborg HK, og på billedet ovenfor ses Rikke og Michael akkompagneret af klubbens sælger Christian Andersen (th).

Pointdeling i sæsonens første hjemmekamp

I en kamp præget af nerver og upoleret håndbold, startede vores nye franske bomber MP med at kanonere kuglen ind til 1-0, og der gik ikke fire minutter før den første udvisning blev tildelt Kristina Kristiansen, der fik tacklet højt på netop MP. Nykøbing-protester fra bænken blev her straffet med et gult kort.

På banen var det tydeligt at NFH gerne ville have en kamp hvor der blev løbet om kap, og ikke en fysisk affære. Efter 9 minutter kunne hjemvendte Ann Grete Nørgaard bryde igennem i venstre side, hvilket resulterede i en scoring til 5-6, men en scoring fra Kristina Kristiansen, fik omgående Allan Heine til at smide time-out kortet, for at mané til koncentration og omtanke i angrebet.

Rikke Skov og de øvrige bagspillere kom i flere omgange buldrende fra i 2. bølge kontraen, og da hun først scorede til 9-9, og Barbi efterfølgende lobbede Kirsten Balle fri på stregen, fik Viborg HK for første gang i kampen en føring foran efter 17 minutter, 10-9.

Indtil pausen fik Viborg oparbejdet et fint forspring, og Ann Grete Nørgaard kunne konsolidere en 4-måls føring, da hun efter tid sikkert scorede på straffekast til 17-13.

Anden halvleg startede med 2 scoringer til udeholdet, men tættere på kom gæsterne ikke før det 40. spilleminut. Forsvaret stod rimelig fornuftigt, og det helt store våben var når Viborg HK ankom i angrebsfasen var, at bagskytterne for alvor kunne svæve op over NFH-paraderne.

En udvisning til Line Uno resulterede i 2 reduceringer til 26-25, og nu skulle Viborg HK bevise hvad de var lavet af. Efter en udligning af Karoline De Souza til 26-26, og NFH-føring på straffe, så var Viborg HK igen fuldtallige, men Ann Grete Nørgaard overtrådte desværre med 3 minutter og 40 sekunder igen, og endnu en NFH-scoring satte pres på de grønklædte. 2 hurtige scoringer bragte dog Viborg HK på 28-28, og en scoring til hver betydede at de to duellanter delte i porten.

Der vil i løbet af aftenen og imorgen komme reaktioner på dagens opgør.

Se spillerstatistik her

Se kampanalyse her

Allan Heine: Det bliver en svær kamp

Søndag eftermiddag spiller Viborg HK den første officielle hjemmekamp i sæsonen 2015/2016.

Efter et fremragende udlæg i Holstebro, hvor de hvidklædte holstebroere måtte vinke med det hvide flag, så gæster storsatsende Nykøbing Falster Håndbold på søndag klokken 16:00 Viborg Stadionhal.

”Den her kamp bliver endnu sværere end kamp nummer 1 i Holstebro, for vi spiller nu den første kamp på hjemmebane, og vi går ind i hallen som favoritter. Vi møder et hold der ikke har noget at tabe, men spiller de på det topniveau, som vi så i afslutningen af første  / starten af anden halvleg i deres kamp imod Silkeborg-Voel i tirsdags, så er det et hold der volder problemer for alle modstandere i ligaen”, udtaler Allan Heine.

På trods af, at søndagens udehold i princippet rykkede ned i den foregående sæson, så må det for det sportslige niveau i ligaen siges at være den rette beslutning, da Skive FH valgte at trække deres ligahold, og derved give plads til de gulklædte falstringer, der op til den nye sæson har oprustet kraftigt.

Hele 8 personligheder har efter sidste sæson forladt NFH, men til gengæld er der ind kommet prominente navne som keeper Barbara Arenhart, den svenske profil Emelie Westberg, tidligere Viborg-spiller Mette Gravholt, fløjen Mariana Costa, og ikke mindst playmaker Kristina ”Mulle” Kristiansen, samt hendes tidligere TTH-træner Niels Agesen.

Allan Heine glæder sig til at møde NFH:

”Kan vi få kampen over på vores præmisser, så bør vi være det bedre hold. NFH har et fint topniveau, men deres bundniveau kan til tider besværliggøre tingene, hvilket vi også selv har oplevet her i opstarten til sæsonen. Fysisk håber jeg at vi kan få et overtag, og så kommer der forhåbentlig mange folk i hallen, som kan være med til at give os det store rygstød vi har brug for søndag”.