Indlæg

Uafgjort mod Dunaferr

Med et straffekast i sidste sekund reddede AG en uafgjort hjem til Viborg HK i træningskampen mod Dunaferr. 26-26 stod der på måltavlen da de 60 minutter var spillet, og Allan Heine og pigerne kunne se tilbage på en kamp, hvor tekniske fejl var medvirkende til, at de grønblusede aldrig for alvor trak fra ungarerne.

Efter kampen var det en rolig Allan Heine der kunne konstatere, at ressourcerne slap op for Viborg pigerne, der ellers fik en god start på kampen.

“Egentligt har vi fint styr på Dunaferr i de første 15-20 minutter, men som kampen skrider frem løber vi tør for ressourcer og det bliver en af de kampe, hvor vi bytter mål. Dunaferr spiller en rigtig fin kamp, og har flere gange held med at lukke af for vores angreb og presse os til satsede afslutninger. Jeg er glad for at se, at vi igen i dag har den rette indstilling og fortsætter med at fighte selv om der sniger sig tekniske fejl ind. Nu har vi fået prøvet lidt kampsituationer og ved, hvad vi skal arbejde videre med. Jeg er meget fortrøstningsfuld frem mod sæsonstart og de næste par træningskampe,” siger Allan umiddelbart efter kampen mod Dunaferr.

Dagens startopstilling havde endnu en gang de to nye ansigter i Viborg HK, Natasha Nolevska og Hanna Daglund på banen. Her fik de sammen med Sidsel Bodholt, Line Uno, Line Haugsted, AG og Stine en rigtig fin start på kampen, og kom hurtigt foran med to-tre mål. Men lige så stille fik et hårdt-fightende ungarsk mandskab kæmpet sig tilbage i kampen, og ved pause var Viborg føringen på kun et enkelt mål, 14-13.

Herefter var kampen præget af ligeværdigt spil, hvor begge parter skiftedes til at score mål. Dunaferr havde held med at lukke ned for Viborg HK’s angrebsspil, så afslutninger blev satsede eller stressede grundet en truende nøl-kendelse. Flere og flere tekniske fejl sneg sig ind, og Dunaferr fik sig et lille overtag frem mod slutfløjt. 30 sekunder før tid scorer ungarerne til 25-26. Med VIBOCOLD Arena i ryggen blev kampens sidste angreb sat ind, og som altid kæmpede Stine en brag kamp på stregen, og med tre sekunder igen fik hun tilkæmpet sig et straffekast. Som så ofte før trådte AG frem til straffepletten, og med usvigelig sikkerhed sendte hun bolden i netmaskerne.

Nu skal Allan og pigerne tilbage til træningshallen, hvor de i de kommende uger skal lægge forarbejdet til den kommende sæson. Næste træningskamp er mod svenske Sävehoff. Kampen spilles i Spøttrup ved Skive torsdag d. 10. august kl. 18.00.

HUSK, at sæsonkort til den kommende sæson allerede nu kan købes og fornyes lige HER

Pau og Storgaard bliver i Viborg

Viborg HK har forlænget aftalerne med to af klubbens nuværende spillere.

Den unge bagspiller Sarah Paulsen har været med omkring førsteholdet i et par sæsoner, men er ikke for alvor brudt igennem.

I denne sæson er hun fast i truppen, men har fået sporadisk med spilletid, men hos VHK tror man stadig på hende og hun har derfor fået endnu et år til at slå igennem.

»Sarah Paulsen bliver fuldt medlem af ligaholdet og hun har nu fået et år mere til at forløse sit potenatiale,« siger VHK-direktør Henrik Dahl om forlængelsen med den unge spiller, der også kan agere opbakning for Ann Grete Nørgaard på venstrefløjen.

Inden denne sæson kom stregspilleren Mathilde Storgaard til fra København og hun har spillet som amatør i klubben hidtil. Fra den kommende sæson kan hun så kalde sig kontraktspiller. VHK har nemlig belønnet hende med en toårig kontrakt.

»Mathilde er en ung stregspiller, som vi tror rigtig meget på. Hun har virkelig udviklet sig i sin tid i Viborg og vi mener, at hun gode forudsætninger for at blive en rigtig god stregspiller. Hun er fysisk stærk og høj, og så leverer hun både til træning og kamp en virkelig koncentreret arbejdsindsats – og det vil vi gerne belønne,« siger Henrik Dahl.

Første gang væk fra trygge rammer

I sommers var der ikke mange der havde luret stregspiller Mathilde Storgaards skifte fra Ajax København til Viborg HK, men for Mathilde var det et meget logisk og spændende valg.

”Viborg HK er en kæmpe udfordring for mig. Jeg kan jo huske mange af de kampe klubben har spillet i Champions League, og da man sad derhjemme og så dem i fjernsynet, så var det jo en kæmpe drøm at være med til. Jeg har et år hvor jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skal lave, og da jeg fik muligheden for at komme hertil, så var det bare om at prøve chancen i en storklub som Viborg”.

Vi bad også Mathilde om at beskrive hvilken spiller det viborgensiske publikum kan glæde sig til at se.

”Hvis jeg skal beskrive mig selv, så er jeg en spiller der har en stor glæde ved at spille håndbold. Spillemæssigt er jeg en fysisk stærk pige, og med hensyn til afslutninger, er jeg nok gladere for at ”lobbe” end de fleste”.

Udenfor banen virker det også til at Mathilde er en pige der trives godt i det jyske.

”Vi har haft en rigtig godt forsæson med en masse sociale arrangementer. For mig er det jo stort at skulle flytte hjemmefra for første gang, så det er dejligt, at vi på kryds og tværs har opbygget et rigtig fint netværk, og man har nogen man kan gå til på en dårlig dag”.

Ny VHK’er vinder opstartskonkurrencen

Det blev Mathilde Storgaard der løb med sejren i ugens konkurrencer!

Selv om det har stået på håndboldtræning, social hygge og “ryste sammen opgaver” så har der selvfølgelig også været et konkurrencemæssigt element med ind over.

Og man skal ikke tage fejl, konkurrencen har været hård og med den vindermentalitet pigerne har, så vil alle vinde.

Men der kan kun være en vinder og det blev en af de helt nye og unge, nemlig Mathilde som løb med den samlede sejr.
En god start for den nye stregspiller, som dermed fik bevist at hun vil kæmpe med alt hvad der skal til, både for egen samt holds skyld.