Indlæg

Sejr til Viborg HK i første træningskamp

Generation Handball bød velkommen til første træningskamp for Viborg HKs damehold, og sikke en start Allan og pigerne fik. Ved slut fløjt stod der 31-19 på måltavlen til de grønblusede, der i dagens kamp beviste, at der er masser at glæde sig til i den kommende sæson.

Norske Storhamar Håndball måtte se til, mens de grønblusede buldrede afsted. 8-0 blev det inden nordmændende kom på måltavlen. En hård skæbne og en hurtig afslutning på kampens spænding, som aldrig kom i fare.

Med Uno i topform spillede Viborg-pigerne med høj fart og masser af flotte detaljer. Storhamar fik ikke lov at komme til lette chancer, og opstod der en mulighed stod Hanna Daglund i vejen. Den nytilkomne svensker stod en rigtig flot kamp og viste den velbesøgte VIBOCOLD Arena, hvad der er i vente i den kommende sæson. Det samme gjorde Natasha Nolevska, der på højre fløj delte rundhåndet ud af eksempler på, hvor hurtig hun er.

Allan Heine var også tilfreds med debuten af Natasha og Hanna:

“De fik absolut en flot debut. Generelt set synes jeg holdet spillede en flot kamp med den rette attitude og indstilling. Vi agerede som jeg ønsker, og det viser, at vi er på rette spor i optakten. Vi havde godt styr på Storhamar i dag, og det var fantastisk at opleve stemningen i VIBOCOLD Arena igen. Det er noget tid siden, og nu glæder vi os bare endnu mere til at komme igang med sæsonen.”

Efter kampen var det en glad Hanna Daglund der kunne gøre status efter en flot debut.

“Jeg er meget tilfreds med i dag. Jeg var nervøs inden kampen, så det er dejligt, at det gik godt og vi fik en sejr i dagens kamp.”

Da kampen blev spillet under Generation Handball var der masser af unge håndboldspillere fra nær og fjerne i hallen, og flere af dem benyttede sig af muligheden for at møde og tage billede med spillerne fra Viborg HK efter kampen. En mulighed som også er der på fredag, hvor Viborg HK spiller mod Dunaferr. Kampen spilles i VIBOCOLD Arena kl. 19.30.

Landsholdskolleger nu også klubkolleger

Listen af mulige emner til artikler synes uendelig når man kigger på truppen i Viborg HK. Hvor skal man starte? Hvem skal man gribe fat i? Og hvilke spørgsmål skal man stille?

På holdets første dag i VIBOCOLD Arena så vi vores snit til at gribe fat i Hanna Daglund og Carin Strömberg, da de hyggesnakkede ved kaffemaskinen. For lige der foran os stod to spillere, der deler mere end blot nationalitet. Svenske Carin Strömberg og Hanna Daglund deler nemlig også et tæt venskab, der er bygget op over flere år sammen på samme hold.

“Det er rigtig sjovt at være tilbage på samme hold. Vi har spillet på u-landsholdet sammen, hvor Hanna kom op og spillede med os, der var et par årgange ældre. Derudover har vi også spillet sammen i Skuru. Vi er rigtig gode veninder udenfor banen, men har også et rigtig godt samarbejde på banen mellem målvogter og forsvar. Så en rigtig god veninde og spiller” siger Carin på spørgsmålet om, hvordan det er endnu en gang at spille på samme hold.

Carin kom til Viborg HK forud for sæsonen 2016-17 og gjorde i sin første sæson i klubben et utroligt flot stykke arbejde i forsvar og angreb. Efter en velfortjent ferie er Carin tilbage i grønt.

“Jeg har set meget frem mod at komme tilbage. Ferien er brugt på at samle energi og træne, så jeg kommer tilbage i god fysisk form. Det er også dejligt at se alle pigerne igen. Modsat Hanna, der kommer hertil som ny, oplever jeg nu at komme tilbage til min anden sæson i Viborg HK. Jeg ser helt sikkert frem mod denne sæson” siger en smilende Carin.

Hvor Carin vender tilbage til Viborg HK kommer Hanna hertil som en af de nye spillere i truppen.

“Det skal blive rigtig godt at spille i Viborg. Det er dejligt, at vi endelig er begyndt, og jeg kan møde alle pigerne. Jeg har fulgt Viborg siden slutningen af forrige sæson og glæder mig til endelig at komme i gang” siger Hanna Daglund umiddelbart efter første møde med sit nye hold.

Hanne kommer til Viborg HK fra svenske Skuru og skal sammen med Josephine Nordstrøm og Rikke Poulsen udgøre målvogter-trioen i truppen. Spørger man til Hannas forventninger til træninger er hun ikke i tvivl:

“Jeg forventer det bliver hårde træningspas med dygtigere og hårdere skytter.”

Truppen har de næste uger skemaet fyldt med træningspas og -kampe, hvilket også er noget, der glæder Carin, som er sikker på, at de træningskampe, der er på programmet kan være med til at give gode forudsætnbinger for turneringsstarten.

“I og med vi også har nye spillere skal det blive spændende at spille med dem. Vi har mange træningskampe som ser ud til at blive gode sparringer frem mod turneringsstart. Jeg fik en god fornemmelse efter første træning, hvor alle var i god form og havde godt humør. Det er vigtigt når vi ved, at der kommer hårde uger med træning”, siger Carin og suppleres af Hanna:

“Virkelig! Der var virkelig god stemning på holdet i dag, og alle vil fremad, så det bliver rigtig godt.”