Indlæg

‘Med fuld opbakning fra hele hallen tror jeg på, at vi kan tage den sejr og komme ud i en tredje kamp’ – Louise Bager

30-25 stod der i dag på tavlen efter 60 minutters bronzekamp mod lokalrivalerne fra FCM Håndbold. Tres minutter, der blev kendetegnet ved et hjemmehold, der hele tiden var et skridt foran i angreb såvel som forsvar.

“Jeg synes ikke, vi er kølige nok på de tidspunkter, hvor vi skal slå til. Englert står godt i dag, men jeg synes det er vores egen skyld” siger Line Uno umiddelbart efter kampen og Carin Strömberg supplerer: “Vi har alle muligheder. På de vigtige tidspunkter er vi ikke skarpe nok. Men jeg synes vi har gode chancer på søndag. FCM spiller med de samme spillere stort set hele kampen så bliver vi ved med at holde presset kan vi godt slå dem på søndag.”

Særligt første halvleg var hård ved Viborg HK, som forsvarsmæssigt ikke fik lukket ned for Midtjylland, som kom til gode chancer i størstedelen af deres angreb. Heldigvis stod Bager rigtig fint og hun var en stor grund til, at der ved pause kun stod 15 ud for hjemmeholdet. I angrebet havde Viborg HK det også svært i løbet af de første 30 minutter. 11 mål blev det til, og de grønblusede vidste dermed, at anden halvleg skulle gøres bedre, hvis sejren skulle i hus. Det kunne tydeligt ses, at pigerne ikke havde givet op, da de kom ud til anden halvleg og de fik bedre fat i forsvaret. Dermed kom der også gang i kontrafasen. I målet kom Mie Sørensen ind og gjorde det rigtig flot, hvilket medvirkede til, at hjemmeholdets forspring lige så stille blev mindsket. Efter 16 minutter blev der udlignet til 21-21 og særligt de medrejsende Viborg HK fans anede muligheden for sejr.

“De gode forsvarsaktioner i anden halvleg gjorde, at vi kunne løbe med dem, og det føltes som om de hang rigtig meget. Det er derfor også, hvad der kræves på søndag, for kommer vi ikke i gang med vores eget forsvar, skal vi kæmpe mod deres, og det er svært” siger Line Uno

Netop forsvarspillet var også det, som Louise Bager udpegede som en vigtighed frem mod returopgøret i VIBOCOLD Arena

“Jeg synes vi mangler det sidste i den her kamp. Jeg synes ikke vi takler ordentligt igennem i forsvaret og så kommer vi til at lave fejl i angrebet, hvilket giver dem de lette mål. Der er mange steder vi kan optimere, men vi kommer jo op på 21-21 i anden halvleg og jeg synes egentligt vi har dem. Men så laver vi to tekniske fejl og bum, så er de foran igen. Jeg synes FCM laver for mange mål og vi skal have flere tacklinger på dem, så vi ikke kommer til at løbe efter dem hele tiden.”

Udligningen holdt ikke længe og fire minutter senere førte FCM med 25-21 og det blev endnu en gang op ad bakke for de grønblusede. Trods fortsat fight og taktiske ændringer lykkedes det ikke at indhente FCM’s forspring og nederlaget er en realitet. Heldigvis var der efter kampen bred enighed blandt Viborg HK’s spillere om, at det langt fra er umuligt at tage sejren på egen hjemmebane i returkampen.

“Jeg tænker helt klart, at vi kan komme hjem i egen hule, og med fuld opbakning fra hele hallen tror jeg på, at vi kan tage den her sejr og komme ud i en tredje kamp. Det er jeg slet ikke i tvivl om”, slutter Louise Bager af med sikkerhed i stemmen.

Returkampen spilles søndag d. 14. maj kl. 18.00 i VIBOCOLD Arena.

Billetter kan købes her