Indlæg

Hellere have en glad, men travl Karen.

Vi har haft fornøjelsen af to gange Nørgaard i denne sæson, da Karen Nørgaard blev en del af den trup, der også inkluderede storesøster, AG. Som sæsonen er skredet frem, har Karen oftere og oftere været at finde på banen, hvor hun både har spillet venstre- og højrefløj. En opgave hun har klaret på flotteste vis, trods det, at hverdagen ikke udelukkende handler om håndbold. Som fuldtids gymnasielærer har Karen navigeret livet som lærer samtidig med, at håndbolden blev passet – i Danmark og Europa.
Vi har taget en snak med Karen om hendes syn på denne sæson, hvordan hun har fået hverdagen til at hænge sammen, og hvad der nu skal ske fremadrettet.


Du har tidligere spillet i den danske liga, men ikke for din barndomsklub, Viborg HK. Hvordan har det været at spille i Viborg HK?

Det var lidt en drøm der gik i opfyldelse at spille i VIBOCOLD Arena for det fantastiske Viborg HK publikum. Jeg havde aldrig regnet med, at drømmen skulle blive udlevet, så det har været fedt.

Hvordan har det føltes når du kom på banen?
Jeg har ikke tænkt så meget over det, når man spiller så er man bare i det, og tænker på spillet. Men da vi vandt den sidste og afgørende kvartfinale mod Odense på hjemmebane, og kampen blev fløjtet af, der blev jeg rørt over at se rundt i hallen. Der var den gamle Viborg HK stemning tilbage. Jeg er jo født og opvokset i Viborg og har fulgt ligaholdet, specielt da jeg var ungdomsspiller i klubben. Så der blev jeg rørt, for det var som at komme tilbage til dengang med en følelse af, at man næsten er uovervindelig sammen med publikum.

Ligahåndbold er en tidskrævende sport og du har job ved siden af, hvad fik dig til at sige ja til at være med?
Det var helt sikkert fordi det var en drøm, jeg havde lagt på hylden, og som jeg havde affundet mig med ikke ville blive til noget for mig. Jeg er mindst lige så glad for mit job som gymnasielærer, men da Allan spurgte om jeg ville være med, så kunne jeg alligevel mærke, at jeg ville fortryde, hvis jeg sagde nej. Hellere prøve at give den alt hvad jeg har, og så se, om jeg kan få det hele til at gå op. Det har jeg heldigvis kunnet og jeg har på ingen måde fortrudt, at jeg sagde ja.

Hvordan har du fået det til at gå op?
Jeg har en rigtig dejlig arbejdsplads på Favrskov Gymnasium, som har hjulpet med at placere mine timer, så jeg har kunnet deltage til træning. Det er en meget forståelig ledelse, der har været engagerede i den mulighed jeg har fået, og som har bakket mig op. Som de sagde ”hellere have en travl, men glad Karen”.
Jeg gik ind til det med den indstilling, at mit job som lærer er det jeg skal leve af resten af mit liv. Som sagt elsker jeg det enormt højt og synes det er helt fantastisk, så jeg var heller ikke villig til at gå på kompromis med mit arbejde. Har jeg ikke kunnet træne har arbejde fået lov at være styrende. Det synes jeg også, at jeg skylder gymnasiet, når de er så gode til at hjælpe mig. Så jeg har arbejdet rigtig mange timer i døgnet.

Hvad har været den største oplevelse?
Det har været mega fedt at spille EHF Cup og være på ture med holdet.
Derud over er der særligt to øjeblikke jeg ser tilbage på. Da vi vinder i Esbjerg er var et af de øjeblikke man altid håber på at opleve. Der var egentligt ikke noget der fungerede optimalt, men som hold kiggede vi på hinanden og siger ”Det skal fandeme være løgn!”, og derefter vendte skuden.
Den anden oplevelse er helt klart den afgørende kvartfinale mod Odense på hjemmebane. Vi havde jo ikke spillet ret godt inden og havde virkelig været under pres, så forløsningen da det lykkedes og vi vandt var virkelig fantastisk.

Særligt i anden halvdel af sæsonen har i fløjspillere været under pres. Blandt andet fordi I skulle dække tomrummet på højrefløj trods det, at I er venstrefløje. Hvordan har det været?
Det har jeg slet ikke tænkt over. Det kan være det havde været anderledes, hvis jeg var 19-20 år, men nu har jeg været i gamet i lang tid. Der vil altid være folk, der har en holdning til det ene eller det andet. Der er rigtig mange der er fantastiske spillere og trænere fra sofaen, og sådan er gamet nu en gang. Det tager jeg mig ikke af, og jeg tror, at det hjælper, at jeg er min egen største kritiker. Det er sjældent folk kan sige noget, som jeg ikke selv har tænkt. Derud over må man sortere i det og tænke over, hvad der er ret og rimeligt. Så det har jeg ikke taget mig så meget af.

Hvad ser du tilbage på og tænker har været op ad bakke i denne sæson?
Jeg synes den største nedtur har været, at vi ikke har fået en medalje. Det var en kæmpe skuffelse og jeg synes vi har holdet til det. Men vi har nok ikke været kyniske nok. Vi har også haft den udfordring, at vi er et ungt hold, så jeg håber, at de til næste sæson får medaljer. Jeg synes bestemt potentialet er der, og vi har været på vej til at finde noget af det gamle Viborg HK frem. Vi er ikke i mål endnu, overhovedet, men de glade piger med masser af vilje og udstråling er tilbage. Desværre fandt vi det ikke frem, da det gjaldt aller mest; f.eks. i bronzekampen mod FCM. Vi var tæt på i semifinalen mod NFH, men det var ærgerligt, vi ikke kunne byde FCM mere op til dans, så vi måske kunne være gået ned med skoene på, hvilket jeg ikke synes var tilfældet.


Hvordan har det været at spille sammen med din søster, AG?

Det burde jeg faktisk nok have nævnt som en af de største opture, for det har det virkelig været at spille sammen med min søster. Det har været mega fedt. VI er meget ens på mange punkter og det har været fedt at få lov til at dele noget, som har været en stor del af mit liv, men altid har været en kæmpe del af Gretes liv. Det har været fedt at få lov til at dele det og få nogle fede oplevelser sammen, som vi ellers ikke ville have fået, så det har været en stor optur.

Hvordan er det så at spille samme position?
Det tænker vi overhovedet ikke over. Det har aldrig været en konkurrence. Hvis jeg havde haft en drøm om at blive landsholdsspiller, havde det måske set lidt anderledes ud, men det har jeg ikke. Min søster og jeg har det sådan, at vi næsten hellere vil, at det går den anden godt, end det går os selv godt. Jeg tror jeg er den der jubler mest på bænken når hun scorer, så på den måde har det ikke været en konkurrence. Vi kan ellers godt lide at konkurrere.
Nu er jeg nok også forudindtaget, men hun er nok Danmarks bedste venstre fløj. Skal man sidde på bænken for nogen, så er det vel den bedste.

Hvad skal der ske nu?
Nu skal jeg have de sidste hold op til eksamen, hvorefter jeg skal holde en god, lang sommerferie. Fra næste sæson skal jeg spille lidt med på Jyllandsserie-holdet her i Viborg HK. Endeligt vil jeg også gerne bruger mere tid med min kæreste og familie. Det er desværre ofte de nærmeste der bliver valgt lidt fra når man har travlt, så det glæder jeg mig til at få mere tid til.

‘Med fuld opbakning fra hele hallen tror jeg på, at vi kan tage den sejr og komme ud i en tredje kamp’ – Louise Bager

30-25 stod der i dag på tavlen efter 60 minutters bronzekamp mod lokalrivalerne fra FCM Håndbold. Tres minutter, der blev kendetegnet ved et hjemmehold, der hele tiden var et skridt foran i angreb såvel som forsvar.

“Jeg synes ikke, vi er kølige nok på de tidspunkter, hvor vi skal slå til. Englert står godt i dag, men jeg synes det er vores egen skyld” siger Line Uno umiddelbart efter kampen og Carin Strömberg supplerer: “Vi har alle muligheder. På de vigtige tidspunkter er vi ikke skarpe nok. Men jeg synes vi har gode chancer på søndag. FCM spiller med de samme spillere stort set hele kampen så bliver vi ved med at holde presset kan vi godt slå dem på søndag.”

Særligt første halvleg var hård ved Viborg HK, som forsvarsmæssigt ikke fik lukket ned for Midtjylland, som kom til gode chancer i størstedelen af deres angreb. Heldigvis stod Bager rigtig fint og hun var en stor grund til, at der ved pause kun stod 15 ud for hjemmeholdet. I angrebet havde Viborg HK det også svært i løbet af de første 30 minutter. 11 mål blev det til, og de grønblusede vidste dermed, at anden halvleg skulle gøres bedre, hvis sejren skulle i hus. Det kunne tydeligt ses, at pigerne ikke havde givet op, da de kom ud til anden halvleg og de fik bedre fat i forsvaret. Dermed kom der også gang i kontrafasen. I målet kom Mie Sørensen ind og gjorde det rigtig flot, hvilket medvirkede til, at hjemmeholdets forspring lige så stille blev mindsket. Efter 16 minutter blev der udlignet til 21-21 og særligt de medrejsende Viborg HK fans anede muligheden for sejr.

“De gode forsvarsaktioner i anden halvleg gjorde, at vi kunne løbe med dem, og det føltes som om de hang rigtig meget. Det er derfor også, hvad der kræves på søndag, for kommer vi ikke i gang med vores eget forsvar, skal vi kæmpe mod deres, og det er svært” siger Line Uno

Netop forsvarspillet var også det, som Louise Bager udpegede som en vigtighed frem mod returopgøret i VIBOCOLD Arena

“Jeg synes vi mangler det sidste i den her kamp. Jeg synes ikke vi takler ordentligt igennem i forsvaret og så kommer vi til at lave fejl i angrebet, hvilket giver dem de lette mål. Der er mange steder vi kan optimere, men vi kommer jo op på 21-21 i anden halvleg og jeg synes egentligt vi har dem. Men så laver vi to tekniske fejl og bum, så er de foran igen. Jeg synes FCM laver for mange mål og vi skal have flere tacklinger på dem, så vi ikke kommer til at løbe efter dem hele tiden.”

Udligningen holdt ikke længe og fire minutter senere førte FCM med 25-21 og det blev endnu en gang op ad bakke for de grønblusede. Trods fortsat fight og taktiske ændringer lykkedes det ikke at indhente FCM’s forspring og nederlaget er en realitet. Heldigvis var der efter kampen bred enighed blandt Viborg HK’s spillere om, at det langt fra er umuligt at tage sejren på egen hjemmebane i returkampen.

“Jeg tænker helt klart, at vi kan komme hjem i egen hule, og med fuld opbakning fra hele hallen tror jeg på, at vi kan tage den her sejr og komme ud i en tredje kamp. Det er jeg slet ikke i tvivl om”, slutter Louise Bager af med sikkerhed i stemmen.

Returkampen spilles søndag d. 14. maj kl. 18.00 i VIBOCOLD Arena.

Billetter kan købes her

Kampens profil – Line Uno

Med seks scoringer markerede Line Uno sig idag som kampens profil.

Efter dagens opgør blev Line belønnet for den fine indsats med en gave fra dagens Match Partner, Per Tange fra Dansk Revision.

Tillykke med den flotte præstation Line.

 

Flot comeback var ikke nok

Det blev desværre til et nederlag i dagens kamp, hvor udeholdet viste sig som en for stor udfordring på dagen.

Line Uno startede første halvleg med et flot kig-væk indspil til Kirsten Balle, og med MP’s hammer til 2-0 stemplede hjemmeholdet ind fra start. Gæsterne fulgte trop, og lukkede her for alvor ned i forsvaret. 11 minutter skulle der gå, før hjemmeholdet igen kunne juble over en scoring. Denne gang eksekveret af Rikke Skov til stillingen 3-6, da hun efter et krydsspil kunne passere en velspillende Sabine Englert. I mellemtiden havde FCM øget deres effektivitet i angrebene, og Allan Heine besluttede derfor at pille Simone Böhme og Line Uno ud til fordel for Louise Lyksborg og Siri Seglem efter 19 minutter. Det var dog Rikke Skov der overtog hovedrollen med de fleste afslutninger, og derfor satte FCM også en madsopdækning ind i slutningen af halvlegen.

Efter pausen spillede Viborg HK langt bedre med, om end der var langt imellem scoringerne for begge klubber.  Line Uno tog fint ansvar på det viborgensiske mandskab, og blandt andet tre mål i træk, samt et tilkæmpet straffekast der blev udnyttet til fulde af AG, fik Helle Thomsen til at forlange time-out ved stillingen 13-18 midtvejs i anden halvdel af kampen.

Helt tæt på kom Viborg HK ikke, for der hvilede en forbandelse over de viborgensiske straffekastskytter. Tre missede straffekast viste sig desværre for dyrt, i et nederlag der endte med cifrene 19-23. Positive tendenser var der dog at se i anden halvleg, der endte 12-9 til hjemmeholdet.

Se spillerstatistik her

Se kampanalyse her

Så kommer de igen…

I vores opfattelse findes der ikke et lignende rivalopgør som Viborg HK imod FCM i danske håndbold. Der er altid en speciel kulisse, og tændingsniveauet får normalvis en 5-10 % mere i forhold til en ”almindelig” kamp. Om blot 1 døgn skal vi igen igang med det traditionsbundne opgør.

Vi har igennem tiderne haft mange dramatiske kampe imod FC Midtjylland. Hvem husker for eksempel ikke DM-finalen herinde på eget gulv sidste år, hvor Louise Lyksborg foran en proppet Viborg Stadionhal kunne gøre det til 24-20 med ét minut igen, og derved reelt sikre det danske mesterskab?

Situationen omkring holdene i de to klubber har ændret sig markant siden den dag sidste år, så man kunne frygte at gløden i fansnes øjne ikke er den samme, i det der tidligere er betegnet som dansk håndbolds ærkerivalopgør nummer 1. DET MÅ IKKE SKE VENNER! 🙂

Der skal lyde en kraftig appél til alle vore fans som trofast møder op, ligegyldigt om det drejer sig om en kamp i Nykøbing Falster en onsdag aften, eller der som på lørdag er lokalbrag imod dem vi har det strammeste forhold til på banen. Uden jer ville stoltheden over at repræsentere den grønne trøje ikke være den samme.

Flere spillere er ankommet her til klubben for blandt andet at opleve det sus der er i disse kampe, så vi håber at I igennem alle 60 minutter vil stå bag holdet, og hjælpe dem på vej til et forhåbentlig godt resultat. Billedet ovenfor er et klokkeklart bevis på hvad I er i stand til. Den dag i maj 2014 var I den 8. spillere vi havde brug for, og det håber vi gentager sig på lørdag.

Lad os med alle midler skrive endnu et minde om en fantastisk kulisse, og ikke mindst hjælpe Viborg HK til at sende FC Midtjylland hjem til vestjyske Herning med en oplevelse også de vil huske længe.

Du kan på dette link sikre din billet, til hvad der gerne skal blive et kapitel vi vil mindes med glæde.

 

Hedder du Kasper eller Marie?

For at sikre Viborg HK den bedst mulige opbakning i morgendagens opgør imod FCM Håndbold, da har vi valgt at lukke alle som hedder Marie eller Kasper ind gratis. Det eneste vi har brug for, er at du kan vise os legitimation til en af Viborg HK’s billetkontrollører ved trappen i foyeren.

Kampen i morgen spilles klokken 17:10, men vi håber at I vil møde op i god tid, så vi sammen kan varme op til det spændende opgør.

Første derby på lørdag

Nedenfor kan du læse cheftræner Allan Heines ord omkring det forestående opgør imod FC Midtjylland.

“De danske mestre på besøg.”

Viborg HK har ofte skabt netop denne overskrift når de har været på besøg i det ganske land. Nu er det FC Midtjylland der i en årrække virkelig har præget toppen af dansk håndbold præcis som os selv. Vi er dog startet forfra på mange områder, og de seneste ugers kampe har med stor tydelighed vist, at vi endnu ikke har fundet den rytme vi gerne vil have i spillet. Vi startede rigtig flot i den første kamp mod TTH, men siden har vi oplevet hverdagen. Vi arbejder dagligt med de små detaljer i spillet, selvom det i kampens hede måske kan se anderledes ud. Vi har en stor tro på os selv, og vi ved at vi i løbet af sæsonen vil kunne byde de stærkeste hold op til dans, hvilket med tydelighed også blev set i tirsdagens pokalkamp imod Randers HK.

Om vi allerede på lørdag kan udfordre FCM i en sådan grad at vi kan stjæle de to point, det er en yderst interessant udfordring for os. Vi ved hvilke kvaliteter FCM har, og selvom de har vaklet lidt i starten, så er der på samtlige positioner klassespillere, hvis ikke verdensklassespillere. Blandt andet tre tidligere VHK’ere i Louise Burgaard, Sabine Pedersen og Johanna Ahlm. Derudover råder de over to af Danmark og Norges bedste backs i Stine Jørgensen og Veronica Kristiansen, og så har jeg slet ikke nævnt deres stærke målvogterteam med Sabine Englert og Ana Vojcic. Der er ingen tvivl – vi skal op mod verdensklassespillere på rad og række i weekenden.

Vi lærer hele tiden, og vi er meget bevidste omkring den proces vi er i, men vi hader at tabe. Motivationen for at fortsætte sejrens sødme er stor, selvom modstanderen i dag er FCM. Vi ved at der vil være bump på vejen mod succes, og vi ved at der er mange der vil forsøge at spænde ben for os. Vi ved, at mange vil elske at se os mislykkedes – fordi vi er Viborg HK. Vi ved, at vi vil løbe hovedet mod en mur flere gange i sæsonen, men vi stopper ikke. Vi finder vejen rundt om, over, ellers så braser vi lige igennem den, og viser de værdier vi vil stå for.

Vilje, Attitude og Fight – det kan ingen tage fra os.

Har du ikke allerede sikret din billet til ærkefjendeopgøret, så har du muligheden her. Vi ses!